I AUGUST 2008, i en kælder på Classensgade på Østerbro, slog jeg for første gang døren op til Goods. Jeg var 27 år gammel.

Jeg havde altid bare kastet mig ud i ting. Jeg havde en tro på mig selv. Måneden efter, i september, kom finanskrisen buldrende. Det første års tid var sindssygt. Sindssygt hårdt. Det var en rejse præget af selvudvikling og selvpsykologi. En lille butik i en kælder. Ingen kendte den.

Jeg gjorde det for min egen skyld. Det var ikke, fordi jeg havde set et gap i markedet, eller at jeg drømte om på sigt at blive indehaver af 10 butikker. Jeg ville bare se, om det univers, jeg fandt interessant, kunne resonere hos andre mennesker.

Jeg havde ikke nogen forkromet plan, ingen fem-års-strategi eller finansielle mål. Det handlede bare hele tiden om at gøre det bedre: Kan jeg lave en bedre sammensætning af varer? Kan jeg præsentere dem bedre? Hvad med lyden? Indretningen? Kommunikationen?

Efter et halvt år tog jeg et job ved siden af. Det var for hårdt ved psyken alene at skulle skaffe en indkomst i butikken. Jobbet var på Herlev Hospital, hvor min mor arbejdede som sygeplejerske, og gik ud på at gennemgå en masse gamle journaler for en overlæge, der arbejdede med kræftforskning.

Så fra mandag til fredag cyklede jeg klokken seks om morgenen til Herlev på min gamle Bianchi. Klokken 12 cyklede jeg tilbage og åbnede butikken klokken 13.