”WE CHOOSE TO go to the Moon in this decade, not because [it’s] easy, but because [it’s] hard.” Sådan sagde John F. Kennedy i september 1962. Det skete under en berømt tale i Houston, Texas, hvor en tusindtallig skare på Rice University hørte deres præsident melde nationen ind i rumkapløbet. Det var værdikamp for fuld skrue.

Selvom datidens missioner i rummet ingen militære formål havde, så sendte stormagterne klare signaler med deres teknologiske formåen. Det var et ideologisk skakspil over stratosfæren, og amerikanerne var ved at tabe. Russerne var nemlig foran på point, for de havde i 1957 sendt Sputnik-satellitten i kredsløb om Jorden og i 1961 opsendt den første mand i rummet.

Begge begivenheder var store propagandasejre for Sovjetunionen, som blev mødt med bekymring i Washington. Problemet for Kennedy var at få overbevist Kongressen og sine landsmænd om det geniale i at bruge milliarder af skattedollars på det ydre rum. 58 procent af amerikanerne var ifølge Gallupundersøgelser imod, de så hellere pengene brugt på noget mere jordnært, men ’Månetalen’, som Kennedys tale blev kendt som, skubbede i den grad til folkestemningen.

Kennedy tegnede et billede af rummet som en ny frontier, som talte til amerikanernes selvforståelse og fik ridset situationens alvor op: USA havde en interesse i at overbevise en verden opslugt af kold krig, om at det var bedre at teame op med dem og resten af den frie verden fremfor Sovjet og proletariatets diktatur. Den amerikanske regering igangsatte Apollo-projektet og vandt i sidste ende på knockout: Rumkapløbet kulminerede i 1969, da amerikaneren Neil Armstrong som det første menneske satte fødderne på Månen.