Jeg føler mig aldrig overdressed. Da jeg lige var fyldt 21, blev jeg ansat i reklame og marketing ved Den Socialdemokratiske Presse. Jeg havde et samarbejde med den daværende partisekretær og senere kulturminister Niels Mathiasen. Han var altid umådeligt velklædt, og han sagde til mig: ’Unge Meldgaard, når du skal ud og lette erhvervslivet for tusinder og tusinder af kroner, så kan det ikke nytte, selvom du repræsenterer en arbejderavis, at du tropper op i en snavset skjorte, en fedtet kasket og sorte negle. Vi skal være klædt ligesom dem.’ Han lærte mig, at hvis jeg havde nålestribet habit på, så var jeg klædt på til det meste.

Hullede jeans og en T-shirt med vest kan jeg også sagtens have på, når jeg arbejder hjemmefra, eller hvis jeg skal i Netto eller over til frugthandleren. Om sommeren vil jeg allerhelst bare sidde i et par boxershorts, når jeg er herhjemme. Men når jeg skal til byen, som man siger, så tager jeg pænt og nydeligt tøj på. Når jeg er på Christiansborg, er jeg fx altid i jakkesæt. Det er ikke fordi, jeg er gammel socialdemokrat, at jeg klæder mig pænt på, det er fordi, jeg der befinder mig i den fineste bygning i Danmark. Det er magtens højborg, og det er derfra, vores demokrati udgår.

Jeg rejser ingen steder uden min blå nålestribede habit. Det er ud fra devisen, som jeg lærte fra min mor: Blåt er altid pænt. Hvis du har rene negle, er vasket bag ørene og har blåt på, så går du ikke helt galt i byen. Jeg har også lært af bitter erfaring, at hvis jeg er i tvivl, så er jeg ikke i tvivl, og så skal jeg også have en smoking med. Det er hændt to gange – i Paris, naturligvis, hvor fanden skulle det ellers ske – at jeg er blevet inviteret til et cocktailparty, hvor en smoking var den eneste rigtige påklædning, og så havde jeg ikke pakket den i kufferten. Det er simpelthen for ærgerligt.