I MIT NABOLAG bor der en mand, som altid får mig til at stoppe op og glo. Han er et sted i 40’erne, hverken slank eller høj, men har naturlig fylde, fuldskæg og gråbrunt hår. Jeg har aldrig set ham på cykel eller i bil for den sags skyld: Han spadserer altid. Og grunden til, at han altid formår at fange min opmærksomhed, er hans evne til at klæde sig på. Meget ofte hvide jeans og wallabees, alternativt gode lædersko. Peacoats i koldt vejr, arbejdsjakker eller overshirts i mildere vejr. Og så små farvedryp i form af et gult tørklæde, en flaskegrøn halsklud eller en rød strikket hue. Han kender sin kropstype og forstår proportioner, og det er helt enormt tydeligt, hvor godt tøjet sidder på ham. Han ser komfortabel ud. At han også omfavner langsomheden ved at gå i stedet for at halse afsted på cyklen lægger blot mere til hans look.
Der er også en anden mand i mit kvarter, som jeg ikke bare betragter fra afstand, men efterhånden også er begyndt at stoppe op og konversere med. Han er restauratør og fra Italien, og det er tydeligt, hvordan den italienske modearv sprudler i ham. Altid velklædt, japansk teknisk overtøj og italiensk uld, solbriller og de der små mørke cigaretter, som ingen nord for Alperne længere tør ryge. Du kan altid kende en italiener på to ting: Længden på deres bukser (altid lagt mere op end danskere kan få sig selv til) og kvaliteten af deres overtøj. Få, formentlig ingen, får materialevalg og fit så meget ind med modermælken, som italienerne gør. Hver gang jeg ser restauratøren, står jeg et splitsekund i Milano igen. Der er kun ét sted i verden, der virkelig slår til, når det gælder, og i mit næste liv regner jeg med at blive født der.
