Post Malone forsøger at genoplive cowboycore med eget brand

Måske er det på tide, at vi som samfund sætter en grænse for, hvor mange kendisser der partout skal have deres eget tøjmærke.

Post Malone forsøger at genoplive cowboycore med eget brand
Offentliggjort

Tid er i sandhed en cirkulær størrelse.

Efter en periode hvor Hollywood og hitlisternes A-kendisser ville sælge dig kosmetik, skønhedsprodukter og alkohol, ser vi nu ud til at være tilbage ved slut 90'er og 00'ernes trend med, at de smækker deres navn på lidt tekstil i håbet om at ramme en momentær salgssucces.

Hvor det engang var Jay-Z, P. Diddy, Olsen-tvillingerne og Beyoncé, der sendte tøjmærker ud i verden, er det i dag navne som ASAP Rocky, Justin Bieber og nu også Post Malone.

En måned før den officielle modeuge i Paris starter, debuterer countrystjernen med sin første kollektion. Austin Post hedder mærket, og i tråd med Post Malones personlige stil er der godt med western, Yellowstone og rodeo-indflydelser.

Modeshowet blev afholdt i et af Karl Lagerfelds tidligere hjem, og har særligt vakt opsigt med sin afslutning, hvor en model til hest indtog catwalken.

Det var desværre også det mest interessante ved lanceringen. Austin Post virker mest af alt som et søvndyssende remix af tøj, der findes i metervare uden at skubbe til grænser (Post Malone kunne med rette have skelet til Lagerfelds 2013-kollektion for Chanel).

Kald det tøjverdenens memecoin. Eller måske vil han overgå Taylor Swift i, hvem der kan gøre mest skidt for klimaet.

Set fra danske breddegrader er cowboycore vel også ved at være passé, hvor cowboystøvlerne synes overhalet af Havaianas.

Men i en tid hvor USA forsøger at huske på, hvornår det nu lige var, deres storhedstid fandt sted, kommer Austin Post nok til at sælge meget godt.