Thomas Shelby
Foto: YouTube

Thomas Shelby

Sådan får du ‘Peaky Blinders’-frisuren uden at komme til at ligne Trump

Cillian Murphys undercut-frisure er blevet populær, men den klæder langt fra alle, fortæller en frisør. Han guider her til, hvordan du kan få skuespillerens stil uden at ende i en hår-katastrofe.

Med premiere i dag på den fjerde sæson af ‘Peaky Blinders’ er hypen omkring serien lige nu på sit højeste. Tidligere har særligt karakterernes 20’er-inspirerede tøjstil været genstand for modeverdenens fokus, og nu har endnu et element fra serien vakt opmærksomhed - nemlig skuespilleren Cillian Murphys frisure.

Murphy står bag karakteren Thomas Shelby i ‘Peaky Blinders’, som er leder af den kriminelle gruppe af samme navn. Og på trods af at skuespilleren tidligere har udtalt, at han ikke forstår interessen for sin frisure, vrimler det lige nu på nettet med artikler om det berygtede undercut.

Morten Delgado, frisør og driftschef for frisørkæden Rodeo CPH, råder dog til, at man overvejer frisuren grundigt, inden man sætter sig i frisørstolen.

“Det ser cool ud til Cillian Murphy, men han er også en flot fyr med et meget karakteristisk ansigt og markante kindben. Man skal virkelig være typen for at kunne bære den frisure. Det bliver meget hurtigt Donald Trump-agtigt, når der er undercut i siderne og nakken og langt hår på toppen. Der kommer bare til at sidde en lille dusk deroppe og vifte, og hvis man går ud i vind og vejr, ender den med at blafre ud til den ene side. Det er bare ikke særligt frækt.”

Hvis du indtil nu havde drømt om at give din egen frisure et skud gangster-vibes, er der dog ingen grund til frustration. Morten Delgado har nemlig nogle råd til, hvordan du selv kan få ‘Peaky Blinders’-stilen -  helt uden risiko for at komme til at ligne den amerikanske præsident.

Hvordan ved man, om man kan bære frisuren eller ej?
“Med sådan en frisure skal man have noget ansigtskarakter. Det vil sige, at hvis man har lært at spise op, så er det nok ikke den rette klipning for en, for så får man et pæreformet hoved og bliver meget bredere at se på ved kæberne end ved tindingerne. For eksempel ligner Brad Pitt i filmen ‘Fury’ en, der er lidt for glad for mad, og han bliver meget bred forneden. Man skal også have med i overvejelserne, at når håret bliver klippet så kort i siderne, så vokser det ud i en uni-form - det vil sige, at når der er gået tre uger efter en klipning, så begynder håret at stritte, og man kan komme til at ligne en sød, lille kongepingvin. Så man skal til frisøren lidt oftere.”

Brad Pitt er i filmen 'Fury' et af de mindre heldige eksempler på undercut-frisuren, mener frisør Morten Delgado. Foto: Rex Features

Hvad er et godt alternativ til Shelbys frisure, hvis man gerne vil have stilen?
“Jeg var frisør til Han Kjøbenhavns SS18-show, og der lignede en af modellerne fuldstændig Cillian Murphy, bare i en lyshåret version. Her valgte jeg ikke at lave en disconnection (brat overgang fra helt kort hår i siderne og nakke til længere hår på toppen, red.), men at give ham en mere flydende overgang. Det gør, at man får den cool stil med lidt kant, men stadig har form i frisuren og undgår at få en ananas-lignende top på hovedet.”

Hvordan styler man den frisure?
“Jeg kan godt lide at lave en klipning, der både kan styles til et jakkesæt og til en løs t-shirt og jeans. For det mere ‘loose’ look er Kevin Murphys Rough Rider og Hair Resort Cream begge rigtig gode. Efter bad håndklædetørrer man håret og putter hvad der størrelsesmæssigt svarer til en hasselnød af Hair Resort Cream i. Når håret er tørt, kommer man Rough Rider-lervoksen i for et mat look. Hvis man gerne vil køre ren 30’er-stil som i ‘Peaky Blinders’, så er brylcreme også stadig populært til at give et mere friseret look.”

LÆS OGSÅ: H&M bliver sagsøgt for sin Justin Bieber-kollektion

LÆS OGSÅ: Søren Pind vil gerne have minister-uniformen tilbage

LÆS OGSÅ: De nye Yeezy’s rammer snart butikkerne: Her kan du købe dem i Danmark

Se, hvad vi ellers skriver om: Serier, Netflix, Peaky Blinders og Frisurer til mænd