Gå glad i (japansk) bad: Tekla og Auralee er klar med endnu et samarbejde

Det danske tekstilbrand Tekla har efterhånden gjort samarbejder med internationale modehuse til lidt af en specialitet. Nu er turen igen kommet til japanske Auralee, som sammen med Tekla er på vej med sin anden kollektion.

Offentliggjort

RETTELSE 16.10.2026 KL. 09.08: I en tidligere version af denne artikel blev den kommende kollektion mellem Tekla og Auralee beskrevet som værende inspireret af japanske bade. Det var en misforståelse og er nu blevet rettet.

TEKLA HAR EFTERHÅNDEN fået en imponerende række internationale modenavne med på samarbejdsvognen. Både Jacquemus og Birkenstock har tidligere skabt kollektioner sammen med det danske tekstilmærke. 

Det samme har japanske Auralee, som Tekla i 2024 indledte et samarbejde med. Og netop det makkerskab får nu en fortsættelse i form af endnu en fælles kollektion.

Auralee har under designeren Ryota Iwai etableret sig som et af de mest interessante navne inden for moderne japansk herremode. Og der er flere fællestræk mellem de to brands. Begge er optaget af materialer, kvalitet og tøj, der ved første øjekast kan forekomme temmelig enkelt, men som afslører sin kvalitet, når man kommer tættere på.

Hos Tekla kommer det blandt andet til udtryk i sengetøj, håndklæder og nattøj, mens Auralee har gjort sig bemærket med en moderne fortolkning af den klassiske herregarderobe. Tøjet er præget af afslappede silhuetter, afdæmpede farver og en særlig interesse for materialer, som ofte udvikles specifikt til brandets kollektioner i samarbejde med japanske tekstilproducenter.

Samarbejdet er endnu ikke præsenteret i sin helhed, og hvornår Tekla og Auralees nye kollektion kommer til salg, ved vi ikke endnu. 

Du kan følge med hos både Tekla og Auralee den kommende tid for at blive klogere på, hvordan du får fingrene i deres fælles kreationer.