DET UNGE DANSKE mærke Palmes har virkelig fut i kedlerne.
Det nyeste knopskud i Palmes-universet er en butik i Indre By. Butikken er designet i samarbejde med designduoen Frederik Gustav og forhandler udover Palmes’ egne kollektioner et udvalg af varer, som Palmes er eneforhandler på i Danmark, herunder Made in USA-bælter fra Maximum Henry, Haruta-loafers fra Japan og denim fra Kaptain Sunshine, samt et bredt udvalg af tennisbøger.
”Vores nye butik ligger i hjertet af København men blødt gemt væk i en baggård på Kronprinsensgade. Det er et lille smukt åndehul, hvor man kan trække sig væk fra de travle shoppinggader, udforske vores kollektioner af herretøj til livet på og udenfor tennisbanen, eller bare nørde tennis med os,” fortæller Palmes-stifter Nikolaj Hansson.
Sideløbende med butiksåbningen har Palmes udgivet en kortfilm, ’The Tennis Tongue Twister’, med den dansk-svenske skuespiller David Dencik i hovedrollen. Dencik er blevet en nær ven af Nikolaj Hansson, efter de begyndte at spille tennis sammen for år tilbage.
”Ved at kombinere vores kærlighed for tennis med idéer om kunst, arkitektur, design, film, musik og meget mere søger vi at udvide tennis som sport og kultur på en progressiv måde,” fortæller stifter Nikolaj Hansson.
Tidligere i år lancerede man et samarbejde med ATP (ja, selveste ATP Tour), hvor Palmes, der har rødder i tennissporten uden egentlig at lave klassisk tennistøj, for ATP havde designet en kollektion af items, der lå i forlængelse af ATP’s strategi om at bevæge sig ind i kultur og mode. Kollektionen blev lanceret under ATP Masters 1000-turneringen i Rom i maj.
Selvom Palmes kun har eksisteret siden 2021, er den nye butik allerede den anden fra Palmes. Den første ligger i Carlsberg Byen.
For nylig har Palmes også afholdt et stort tennisarrangement med en af Tennisdanmarks mest traditionsrige klubber, KB Tennis. I løbet af sommeren er ambitionen også at vise større tenniskampe på storskærm i butikken i Kronprinsensgade.
Jeg er udpræget midterbarn. Når min far drak sig fuld og blev uvenner med min mor, var det naturligt for mig at forsøge at redde stemningen og glatte det hele ud. Med tiden forsvandt min egen identitet nok lidt i det, og jeg endte med at leve mere i andres behov end i mine egne.