Første gang jeg besøgte Berlin, lå den bag Jerntæppet, var skåret brutalt over af en høj mur med vagttårne og bevæbnede soldater, den vestlige halvdel var desuden indhegnet af pigtråd. Det var i efteråret 1981, og mødet med de bistre, ekstremt grundige DDR-grænsevagter og turen ad de hullede østtyske landeveje var som en rejse ind i mørket.
Da vores klirrende minibus – indeholdende en flok overstadige københavnske KU’ere på ’studietur’ – endelig nåede frem til det isolerede Vestberlin, var vi allerede godt møre. Havde jeg dengang vidst, at jeg næsten 40 år senere ville kaste mig ud i at skrive en roman, der skulle foregå i netop Vestberlin anno 1976, ville jeg helt sikkert have suget så mange indtryk til mig som muligt og holdt lidt igen med øllene. Men jeg var bare en 19-årig idiot.
