1. Hlemmur

I den østlige del af Reykjavík, på toppen af butiksstrøget Laugavegur, ligger Hlemmur, der har været byens trafikknudepunkt gennem 100 år – først som holdeplads for islandske hestevognsrejsende og senere som snusket busterminal og hæng-ud-sted for et broget sammenrend af mennesker. I dag har det historiske område igen fået nyt liv. Ikke mindst med omdannelsen af den gamle busterminal til Hlemmur Mathöll, Islands første madmarked, hvor du kan nyde alt fra smørrebrød eller lammelår til kølige cocktails og islandske delikatesser. En slags miniudgave af Torvehallerne i København.

I de nærliggende gader er det også værd at gå på opdagelse. Gør for eksempel holdt i pladebutikken Lucky Records, hvis der skal føjes lidt islandsk hipstermusik til vinylsamlingen derhjemme. Eller gå ned ad Hverfísgata til indiebiografen Bíó Paradís, der altid har sjældne art house-film på programmet.

2. 101 Reykjavík

De udfarende miðbæjarrottur – midtbysrotterne, som Reykjavíks kreative klasse kaldes – hænger ud på beværtningerne i centralt beliggende sidegader som Klapparstígur og Ingólfsstræti. Eksempelvis på den underspillede Kaldi Bar, hvis dagligstueindretning emmer af hjemlig hygge. Men tag ikke fejl: Ud på aftenen løfter atmosfæren sig i takt med den konstante udskænkning af islandsk mikrobryg – ofte med et glas Brennivín-snaps som sidevogn – og inden længe kan du godt glemme alt om at få lært at sige Eyjafjallajökull på formfuldendt islandsk.

Skal du have stillet sulten er restauranten Sumac et godt bud. Her mikses islandske råvarer med libanesiske og marokkanske ingredienser – heriblandt det mellemøstlige krydderi, der har lagt navn til stedet. Næste naturlige stop er Kaffibarinn, Reykjavíks ultimative fest-joint, hvis svedige beats og natlige udskejelser har holdt det gamle røde blikhus i live, helt siden Blur-frontmand Damon Albarn kom, så og købte stedet tilbage i 1990’erne.

Coocoo's Nest2. PR-foto.jpg

3. Vesturbær og Grandi

I Vesturbæjarlaug, vestbyens populære poolkompleks, mødes de lokale – unge som gamle – for at tale politik, dele deres fremtidsdrømme eller bare snakke om vejret, mens de lader sig synke ned i dampende varmebade under den åbne himmel. Herfra er der ikke langt til Grandi-bydelen. Reykjavíks mest upcoming område sprudler af idérigdom og kreativ fremdrift, både hvad angår nye spisesteder, mikrobryggerier, gallerier og designbutikker. Hipsterficeringen af den gamle højborg for Islands fiskeindustri har sågar givet Grandi-bydelen tilnavnet ’Fishpacking District’ som følge af dens attraktive blanding af nyt og gammelt.

Et oplagt sted at indtage sin brunch er caféen Coocoo’s Nest, som byder på italiensk-californiske deli-lækkerier og diverse veganske retter. Coocoo’s Nest er startet af et kunstnerpar og har til huse i en tidligere fiskerbarak ved kajen.

4. Den gamle havn

Det er en god idé at tage til Reykjavík med stor appetit, for her er et næsten uopnåeligt bredt udbud af spisesteder. Der er masser af sublime nye fiskerestauranter i byen, men ingen er mere autentisk end den lille Sægreifinn ved havnen. Forvent ikke andet end et forblæst skur med fiskegarn hængende i loftet, gennemsnitlig service og blå plastiktønder til at sidde på. Men smag så på heimsins besta humarsúpa – verdens bedste hummersuppe – og supplér med et grillet fiskespyd og en kold appelsinvand. Dét er smagen af det ægte, gamle Reykjavík.

Læg efterfølgende vejen forbi den farverige Tryggvagata, hvor blandt andet Galleri i8 og Reykjavik Kunstmuseum har adresse, eller smut ind i koncerthuset Harpa. For 10 år siden var det milliarddyre byggeri nær aldrig blevet afsluttet, fordi Islands økonomi lå i ruiner, men kommunen insisterede gudskelov på at færdiggøre den ikoniske glasbygning, der i dag står som Reykjavíks nye vartegn.

Tre gode tip

Her skal du bo

Det stilfulde ION City Hotel ligger i hjertet af Reykjavík og tilbyder en luksuriøs atmosfære uden at sprænge budgettet.

Bedste tidspunkt

Man kan roligt rejse til Island hele året rundt, men de lyse og milde sommernætter gør perioden maj-august til det mest optimale afrejsetidspunkt.

Sådan kommer du afsted

Fra København er der daglige afgange til Keflavík Lufthavn med Icelandair og SAS. Flyveturen tager cirka tre timer. Fra Keflavík er der 45 minutters kørsel til Reykjavík.