Incel
Foto: Illustration: Rafael Alvarez

En ung mand dræbte 10 mennesker i Toronto. Han var en 'incel', en mand, der lever i ufrivillig cølibat

Mie Christensen er søgt ind i internettets mørke afkroge, hvor massemordere hyldes som helte, og hvor mænd, der ikke kan flirte sig til et knald, giver kvinderne skylden.

Alarmcentralen modtog det første opkald klokken 13.27 om mandagen den 23. april 2018. På hovedvejen Yonge Street i den canadiske storby Toronto havde en hvid Chevrolet Express kort forinden ignoreret et rødt lyssignal og var kørt op på fortovet.

Taxachaufføren Nana Agyeman-Badu var en af de mange bilister, som lagde mærke til varevognens vilde kørsel, og han så vognen ramme en brandhane, smadre ind i en avisstander og sætte kurs mod et busskur, hvor en kvinde stod og ventede.

Et øjeblik senere var skurets glassider slået i tusind stykker, og kvinden lå fastklemt under bilen.

Føreren, 25-årige Alek Minassian, fortsatte sit dødstogt ned langs Yonge Street. Inden han blev anholdt klokken 13.52, nåede han at dræbe 10 mennesker og såre yderligere 15. Øjenvidner beskrev, hvordan panikslagne fodgængere flygtede væk fra bilens rute, mens blodige ofre og livløse kroppe lå langs fortovet.

42-årige Panna Patel, som overværede angrebet, sagde til lokale medier, at det virkede, som om, Minassian ”spillede et videospil og prøvede at dræbe så mange mennesker som muligt.”

Dagen inden angrebet havde Alek Minassian skrevet på Facebook, at ’incel-oprøret’ var begyndt. Han refererede til Elliot Rodger – en 22-årig amerikaner, som i maj 2014 stak to mænd til døde i sin lejlighed, skød og dræbte tre kvindelige studerende på University of California og efterfølgende kørte rundt i byen Isla Vista, hvor han påkørte og skød tilfældige fodgængere, inden han til sidst kolliderede med en parkeret bil. Her fandt politiet ham livløs med et selvpåført skudhul i hovedet.

”Hil den overlegne gentleman Elliot Rodger,” skrev Minassian på Facebook.

’Incels’ er en sammentrækning af ordene ’involuntary celibates’, personer i ufrivillig cølibat. Det er en online subkultur af mænd, som chatter sammen og skyder skylden for deres mangel på sex på udefrakommende faktorer.

Nogle skriver, at de lider af en uheldig gensammensætning, andre af psykisk sygdom. Begrundelserne varierer, men vreden er typisk rettet mod såkaldte ’Stacys’ og ’Chads’. Øgenavne for attraktive og seksuelt aktive kvinder og mænd. Og generelt fyger det med hadefulde udfald mod feminisme og kvinder. Som mig, for eksempel.

Jeg vil undersøge, hvad der driver nogle mænd til at samles om had på nettet og om en ideologi, som dikterer, at kvinder per definition er bedrageriske, overfladiske løgnere. Jeg opretter derfor en bruger på Incels.me, som netop nu er det største incel-forum med mere end 30.000 brugere.

På siden klikker jeg på tråden ’Hvad mener I om ER?’, som blev oprettet for under et døgn siden. Profilen, der oprettede tråden, kalder sig ’Drunk Generate’. Han skriver, at han ’ud af alle incel-morderne’ sympatiserer mest med ER, Elliot Rodger. Brugeren ’anondump’ svarer, at han har ’respekt for fyren.’ En tredje kalder ham en helt.

Særligt en kommentar fra brugeren ’wifebeater’ fanger min opmærksomhed. Han refererer til en ofte omtalt detalje af angrebet i Californien: Da Elliot Rodger ankom til campus, forsøgte han at få adgang til søsterskabshuset Alpha Pi. Men døren kunne ikke brydes op, og medlemmerne af søsterskabet forblev i sikkerhed.

”Det eneste, jeg ikke kan lide ved ham, er, at han ikke kunne finde ud af at åbne den fandens dør,” skriver brugeren. I sin signatur har han indsat et sort-hvidt portrætbillede af Rodger.

En af de journalister, som har beskæftiget sig mest med incel-bevægelsen, er britiske Mike Wendling. Han udgav tidligere i år bogen ’Alt-Right: From 4chan to the White House’, hvori han undersøger nogle af internettets subkulturer herunder incel-fællesskabet. Han har siden på BBC gennemført en lang række interviews med incels.

”Incels er primært unge mænd, som er ret socialt akavede. Nogle gange har de psykiske helbredsproblemer, andre har angst, andre igen er bare generte. Når jeg siger, at de er unge, så har jeg talt med flere, som var teenagere og først i 20’erne. Så unge er de. Det gør det også ret svært at forstå, hvorfor nogle vælger at opsøge de her fora. For når det kommer til teenagedrenge, så er dét at være seksuelt frustreret jo nærmest … et grundvilkår, ikke?”

Mike Wendling vurderer, at der findes ’titusinder’ incels på nettet, men kalder det et konservativt estimat. Tidligere var det førende forum en del af den sociale nyheds- og underholdningstjeneste Reddit, som nåede op på 40.000 medlemmer.

Forummet blev dog lukket i november forrige år, fordi det med opfordringer til blandt andet voldtægter og kastrering af seksuelt aktive mænd overtrådte Reddits forbud mod voldeligt indhold.

Mike Wendling beskriver foraene som et sted, hvor mænd kan vende deres problemer og komme i kontakt med andre, som forstår deres situation og selv er i samme position. Men han beskriver samtidig bevægelsen som en ’giftig kult’.

”Hvis man læser foraene igennem, er der meget voldsomt indhold som retfærdiggørelse af vold og hyldester til Elliot Rodger, som om han er en helt. Det er helt sikkert ikke dem alle, som mener de her ting, og nogle af dem er bare ’trolls’ (personer som skriver indlæg med formålet at provokere, red.). Men på den anden side taler du og jeg sammen lige nu, fordi en fyr har kørt 10 mennesker ned i Toronto. Så der er tydeligt et potentiale for, at nogle af dem virkeligt har de her holdninger, og at de vil handle på dem.”

På Incels.me går der ikke mere end fem minutter, fra min profil er oprettet, til jeg modtager en besked om, at jeg er blevet bandlyst fra forummet af en bruger ved navn ’knajjd’. Siden er dog demokratisk nok opbygget til, at jeg kan appellere min dom. Så jeg skriver til ’knajjd’, at jeg lige er blevet medlem, og at jeg umuligt kan have begået en fejl endnu. Svaret kommer prompte i min indbakke.

”Du er blevet bandlyst for at være kvinde. Smut væk herfra.”

Jeg har ingen anelse om, hvordan jeg er blevet afsløret, så jeg opretter en ny profil – denne gang fra min kærestes computer. Også han smides af kort efter.

De har på en eller anden måde spottet, hvem jeg er, og hvem jeg kender, og min største fejl er åbenlyst mit køn.

I mediedækningen af incel-fællesskabet har brugerne selv været påfaldende stille. Kun én ung mand er gået med til at tale med medierne. 19-årige Jack Peterson er født i en forstad til Chicago, droppet ud af high school og bor nu alene med sin mor. Faren forlod familien, da Peterson var to år gammel.

Peterson har i mere end to år været en del af forskellige incel-fora på nettet – senest Incels.me – og trådte første gang frem offentligt, da han umiddelbart efter Toronto-drabene udgav en podcast, hvori han fordømte Minassians handlinger.

Særligt fordømte han vold og had mod kvinder og understregede, at ingen af dele var kendetegnende for størstedelen af incels’ holdninger. For ham handler incel-miljøet i langt højere grad om at støtte hinanden i en verden, hvor man til tider kan føle sig alene.

”Den største del af at være incel er ikke nødvendigvis manglen på sex, men følelsen af at du ikke er ligesom andre mennesker. Du ser normale mennesker få romantiske forhold, have sex og have et succesfuldt socialliv, men af en eller anden grund kan det bare ikke lykkes for dig på trods af alle dine bestræbelser. Så det føles som om, du er anderledes, men du ved ikke hvorfor. Det føles bare grundlæggende unfair,” siger han, da jeg ringer til ham i Chicagos tidlige morgentimer.

To måneder efter podcasten offentliggjorde Jack Peterson en YouTube-video, hvori han fortalte, at han havde slettet sin profil på Incels.me og besluttet sig for at forlade incel-fællesskabet for bestandig. Jeg spørger ham hvorfor.

”Hen over den seneste måned har jeg fået muligheden for at tale offentligt om incels i medierne, og gennem det har jeg mødt en masse rare, generøse mennesker. Det har sparket mig ud af min hoveddør på en måde, som jeg ikke har oplevet i meget lang tid. Det har vist mig, at der findes mere i livet end bare at sidde online og svælge i mine problemer. Jeg har fået et meget bredere perspektiv på verden.”

Da jeg googler Petersons navn, leder det mig frem til en række billeder af en ung fyr med maskinklippet hår og mørke skægstubbe. Det slår mig, hvor normal han ser ud. Han kunne gå for at være en hvilken som helst 19-årig, amerikansk mand.

Peterson beskriver sit liv på Incels.me som deprimerende, fyldt med negativitet og omsluttet af mørke. Hans sociale cirkel var minimal, og han brugte sine fleste vågne timer på at chatte på nettet om den ensomhed, som gennemsyrede hans hverdag.

Da han begyndte at give interviews til særligt amerikanske og canadiske tv-stationer, fik han ros af mange, fra feminister til venstreorienterede, for at tale ligestillingens sag. Blandt brugerne på Incels.me, som udgjorde størstedelen af hans sociale liv, var der til gengæld ikke meget støtte at hente. Flere opfordrede ham til at begå selvmord.

De utallige timer, jeg bruger på at læse trådene på Incels.me, tegner et andet billede af brugerne end Petersons beskrivelse af unge, ensomme mænd på jagt efter venskaber.

På forummet dukker der jævnligt indhold af hadefuld karakter op – senest en afstemning med titlen ’Hvem ville du helst lade dø?’, hvor svarmulighederne tæller en selv, ingen og to millioner ’roasties’ – et begreb, der hyppigt bruges om kvinder, som har været så promiskuøse, at deres kønsdele ifølge de fantasifulde incels ligner roastbeef. Den klare vinder er ’roasties’ med over halvdelen af stemmerne.

I en anden tråd diskuteres en video, som stammer fra Sverige. Den viser en tilsyneladende bevidstløs kvinde, der bliver voldtaget af to mænd i en lejlighed i Uppsala. Mændene livestreamede i januar 2017 videoen til en Facebook-gruppe med 60.000 medlemmer. Et par måneder senere blev de idømt fængselsstraffe på henholdsvis et år og to år og fire måneder for voldtægt.

”Det her er fantastisk. En skam, at de ikke kvalte den Stacy-luder, da det var overstået,” lyder en af kommentarerne på Incels.me. En anden mener, at den svenske kvinde sikkert nød voldtægten. Mændene var jo ’Chads’.

Jeg spørger Jack Peterson, en mand som har brugt uanede mængder af tid på de samme online fora og dagligt set opslag som ovenstående, om han hader mig, fordi jeg er kvinde?

”Nej. Bestemt ikke,” siger han under sit nervøse grin. ”Det er nok det, der adskiller mig fra de fleste incels, og det var derfor, mine interviews blev set som så kontroversielle. En stor del af responsen, jeg fik på forummet, var, at jeg var forkert på den, og at de virkeligt hader kvinder. At jeg misrepræsenterede dem ved at sige, at de ikke hader dem.”

Verdenshistorien fortæller os, at misogyni – had og fordomme rettet mod kvinder – langt fra er et nyt fænomen. Incel-bevægelsen udgør dog et nyt kapitel i misogyniens historie, for den har skabt en kollektiv ideologi, som slår sig op på, at feminisme er fjenden, og kvindefrigørelsen roden til alt ondt.

Det har medført, at incels legitimerer voldshandlinger, fordi det sker i en højere sags tjeneste.

Ifølge Christian Groes, kønsforsker og lektor ved Center for Køn, Magt og Mangfoldighed på Roskilde Universitet, glorificerer incels fortidens parforhold. Medlemmerne refererer ofte til idéen om en bedre tid – en tid, hvor det i højere grad var bestemt på forhånd, for eksempel af samfundsklasse, hvem man blev gift med. For incels hader seksualitetens magtspil i det moderne samfund, hvor adgangen til sex og kærlighed kan opleves som uretfærdig.

”Det kendetegner moderniteten, at vi alle sammen bliver lovet, at vi kan opnå og gøre, hvad vi vil. Ifølge den amerikanske drøm kan du både blive præsident og blive kæreste med en skønhedsdronning, hvis bare du arbejder hårdt nok for det. Men det er jo løgn. Vi taler om, hvordan vi alle er lige og frie, men vi taler ikke om, hvor grænserne for det går. Det slår folk hårdt og skaber frustrationer på mange områder – også det seksuelle og følelsesmæssige – når de ting, som de bliver fortalt, er mulige, ikke stemmer overens med virkeligheden,” siger han.

I incel-ideologien er indlejret et hierarki over mandlig tiltrækningskraft.

Alfahannerne er dem, som løber med alle damerne. Betahannerne er uheldige med kvinder og har ikke ’nok’ sex. Og nederst i hierarkiet befinder omegahannerne sig: Mænd som absolut ingen udsigt har til at have sex.

Incels ser sig selv som taberne i det seksuelle hierarki. De betragter sig selv som utiltrækkende. Og måske bør man ikke underkende det rent biologiske aspekt i dén tankegang.

Det er noget, sociologer siden længe har forsøgt at få greb om: Hvordan et både biologisk og socialt hierarki, som tæller alt fra fysiske til sociale attributter, gør en mere eller mindre attraktiv i andres øjne.

Det er et system, de fleste kender helt tilbage fra folkeskolen, hvor eleverne er enige om, hvem der er den flotte pige eller dreng i klassen.

”Incels oplever en afvisning fra kvinder, som på mange måder kan være reel. Det er klart, at den måde, nogle af dem reagerer på, er fuldstændig grotesk, men selve udgangspunktet er ikke helt absurd. De oplever en ulighed, som eksisterer,” siger Christian Groes.

Vil der ske flere incel-angreb i fremtiden? Christian Groes tvivler på, at incel-ideologien kan sprede sig yderligere – med mindre den kobler sig på andre og mere udbredte tendenser.

”Det kunne for eksempel være det, vi ser i USA lige nu, hvor en vred, hvid arbejderklasse tilsyneladende har en masse frustrationer. Samtidig har man Donald Trump som præsident, som hylder det politisk ukorrekte, er anti-feministisk og anti-demokratisk. Hvis han som præsident skal være en moralsk ledestjerne, så kan det godt åbne op for, at hans opførsel legitimerer nogle af de her tankegange. Måske ikke ligefrem at slå ihjel, men i hvert fald at udtrykke et had mod visse samfundsgrupper.”

Mike Wendling fra BBC håber, at de store SoMe-firmaer vil begynde at slå hårdere ned på hadefuldt incel-indhold.

”Alene på Facebook er der masser af store incel-grupper, og på YouTube kan man også finde flere videoer. Forhåbentlig vil firmaerne begynde at tage noget ansvar.” 

Jack Peterson mener, at der ’sikkert kunne ske’ endnu et angreb. Og midlet til forebyggelse ligger ifølge ham uden for selve incel-grupperne.

”Det, samfundet virkeligt bør gøre, er at adressere psykisk helbred generelt. Incel-grupperne forårsager ikke problemet. De er et symptom. En person, som er psykisk ustabil, har nok større tendens til at søge de her fora, men det betyder ikke, at det er dem, der forårsager angrebene. Det er psykisk sygdom, som forårsager angrebene.”

Jeg spørger Jack Peterson, hvad hans fremtid nu byder på. Jeg kan forestille mig, at det er svært at træde ud i den virkelige verden, efter man har brugt det meste af sin ungdom på nettet i en gruppe af anonyme venner. Peterson fortæller, at han forsøger at komme så meget ud af huset som muligt – men han vil ikke droppe online-fællesskaber fuldstændig.

”Jeg har talt med nogle piger på dating-apps og var faktisk på date i går. Det gik ret godt, så nu må vi se, hvad der sker.” ■

LÆS MERE: Reportage fra overklassen i Moskva: "Vi russere er Asiens svar på italiernerne: Vi kan godt lide at vise os. Vi er relativt emotionelle. Og vi er tæt knyttet til vores mor"

LÆS MERE: Den virtuelle porno penetrerer vores sexliv

LÆS MERE: Opiod-epedemi i USA: "Stofferne forvandlede mig til en forfærdelig person"

Se, hvad vi ellers skriver om: Internettet