Velkommen til det nye Euroman Premium – mere originalitet til dig

VL-døgnet
Foto: Mathias Løvgreen

Kom med til VL-døgnet: Her mødes 500 af landets øverste ledere til et lukket stævnemøde om Danmarks fremtid

Morten Reimar tog med, da erhvervslivets elite mødtes på et gods uden for Skælskør for sammen at jage den danske drøm.

På scenen står en kvindetorso med et dødt ansigt og ledninger i baghovedet. Sophia, hedder hun, og selvom armene kun er til pynt, er hovedet skruet bedre på, end hos de fleste af os andre.

Sophia er en robot, og som kunstig intelligens har hun en perfekt hukommelse, hun behøver ikke at sove eller spise, hun kan udregne komplicerede formler på et splitsekund, hun kan føre samtaler, skære ansigter, og hun har humor.

Desuden bliver hun konstant klogere og klogere. Sophia er verdens første robot til at få statsborgerskab, og hun er derfor officielt saudiaraber, selvom hun er bygget af et Hong Kong-baseret firma startet af en amerikansk robotforsker.

Nu står hun på et bord på scenen som en manifestation af fremtidens komme. Vi er på Borreby Gods i nærheden af Skælskør, og fremtiden er netop, hvad det hele handler om. Nærmere bestemt hvordan vi i fremtiden kommer til at have det lige så godt som nu.

I denne ombyggede lade, nu konferencehal, sidder 500 danske ledere fra erhvervslivet og den offentlige sektor og spiser morgenmad bestående af boller med pølse, mens de skæver op til scenen og den endnu ikke tændte Sophia.

De er til VL-døgnet, en årlig sammenkomst for danske ledere. I løbet af konferencen skal de se oplæg om Danmark og Europas fremtid, de skal diskutere problemstillinger, de som ledere kommer til at stå overfor, og så skal de mødes på tværs af brancher og hjemstavne, bytte visitkort, lære af hinanden og blive klogere.

En video skyder det hele i gang: Den krydsklipper optagelser af bådflygtninge, Brexit-forhandlinger, massedemonstrationer, Mark Zuckerberg foran EU-parlamentet og flere andre skelsættende begivenheder.

Pointen er åbenlys: Verden ændrer sig hurtigere og hurtigere, Fort Europa er under angreb, og ikke mindst lille Danevang må vågne af sin dvale. Det går ikke længere bare at lukke øjnene for problemerne, passe sig selv og udsætte til i morgen. Der er brug for, at de 500 danske ledere arbejder sammen for at bevare det danske drømmesamfund.

Det er det, manden, der netop har entreret scenen, byder velkommen til. Han benytter også lejligheden til at rette en varm tak til Castenskiold-familien, dem, der de seneste 235 år har ejet Borreby Gods, og vender sig så imod Sophia, der i mellemtiden er blevet tændt. Han stiller hende spørgsmål, som hun besvarer frit fra leveren, eller hvad hun nu har i stedet.

Hvad får du ud af VL-døgnet, spørger han.

Sophia håber at lære mere om menneskelige, sociale kompetencer.

Manden følger op: Kan robotter i fremtiden blive ledere?

”A social robot or artificial intelligence has great potential to be a leader,” svarer hun. ”We can remain objective in the face of stress and hardship and can be less prone to corruption by troublesome emotions like greed or fear. In fact there is already a robot running for mayor in Japan.”

Så beder manden hende om at introducere dagens ordstyrere, to kvindelige værter fra TV2 News. Den ene lægger ud med en joke om, at Sophia gerne måtte overtage hendes job, hvis hun til gengæld kan blive gift med en rig godsejer.

Nogle vil måske være af den opfattelse, at et døgn varer 24 timer, altså fra solopgang til solopgang. Men VL-døgnet varer fra morgenmad til koncert og fri bar om aftenen. Det vil sige 24 timer klaret på kun lidt over 12.

VL, eller Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, blev oprettet i 1965 af en gruppe danske topledere. Meningen var dengang som nu, at ligesindede kan mødes og udveksle erfaringer. VL har næsten 4.000 medlemmer, hvoraf de 500 altså deltager i dag.

Selskabet er blevet kritiseret for at være en lukket cigarklub for eliten, hvor de i ro og mag kan tegne fremtiden for alle os andre, uden at vi og andre forstyrrende elementer kommer i vejen. Især i løbet af dette årti har medier såvel som politikere kritiseret VL, og det er måske en af årsagerne til, at antallet af topledere fra Danmarks 25 største selskaber mellem 2010 og 2014 faldt fra 24 til 15.

En anden årsag kan være, at VL er blevet større, der er kommet flere medlemmer, og derfor er selskabet ikke så eksklusivt, som det har været. Lige børn leger bedst og så videre.

Ikke desto mindre er de tunge drenge ikke helt forsvundet fra medlemslisterne, der ligger offentligt tilgængelige. Nationalbankdirektøren, departementschefer, direktøren for Statens Museum for Kunst, bestyrelsesformanden i Ørsted (det tidligere DONG), rektoren på CBS, generaldirektøren i DR og hofchefen er bare nogle af dem, der er med i VL.

VL-døgnet er det årlige fællesmøde for VL’s 121 undergrupper, og det afholdes i år af den gruppe, der hedder VL-gruppe 15, Vestsjælland, og det er ikke slået for småt op. På foredragsholderlisten finder man tre ministre, topdirektører og ledere fra ind- og udland.

Udenfor den store sal sidder to 2.g’ere fra Herlufsholm Kostskole klar til at hjælpe med at finde rundt på godset, men lige nu, mens alle deltagerne er indenfor og klar til dagens første oplæg, sidder de to herlovianere bare i solen og sveder. De er en dreng og en pige med noget nordsjællandsk over sig og Oxford-kraver, slips og blazerjakker. Deres primære opgave er at stå med skilte, der inden foredragenes start viser vej til de forskellige haller og lokaler, de foregår i.

Borreby Gods består af en hovedbygning, der på Wikipedia hedder Borreby Slot og første gang omtales i 1345, og flere gamle lader og lagrer, der er omdannet til konference- og eventlocations, med en græsplæne imellem. Her render nogle jævnaldrene fra den lokale HTX rundt i T-shirts og stiller mad frem inde i et stort telt, den såkaldte Kromann Reumert Lounge, der er sponsoreret af advokatfirmaet af samme navn. Tesla har stillet et par biler op.

HTX’erne samler også tabte ting op fra jorden og renser toiletter i skiftehold.

Inde i den store sal er de snart klar til dagens første foredrag, om Europas økonomi, og salen er fyldt. Arrangørerne har meldt ud, at kønsfordelingen hedder 80/20 i mændenes favør, hvilket nok er en smule konservativt, for et hurtigt kig ud over salen siger, at den i høj grad er domineret af marineblå jakkesæt og hvide skjorter.

Fire mænd i midten af 40’erne ligner nogle, der har givet hinanden olferter siden Handelshøjskolen og nu er kommet op i en alder, hvor de prikker hinanden i topmaverne og griner omme på bagerste række.

Alle deltagerne har fået et kort over godset og en liste med de foredrag, de er tilmeldt, i form af et stort papstykke hængende om halsen.

På scenen sidder Nationalbankdirektøren og hollandske Frans Timmermans, der er første-viceformand for EU-kommissionen. På skærmene, her inden det går i gang, kører reklamer for sponsorerne.

Herlufsholms er et foto af to studerende med teksten:

"Verden efterlyser kritiske, kreative tænkere.”

Det er også i nogen grad Timmermans hovedpointe: Der skal tænkes i nye, kreative baner.

Han siger, at diversitet er enormt vigtigt, til hvilket de 500 hvide skjorter nikker. Diversitet fører til kreativitet, siger hollænderen, og det er det, der i fremtiden kommer til at være måden, vi når økonomisk fremgang, og ikke, som tidligere, de ting, der kan måles på antal arbejdstimer eller tons eksport.

Det er de gode, kreative og nyskabende løsninger, der skal redde os, men for mange spørger ’hvorfor’ til det nye og ukendte.

”Let’s say why not”, afslutter hollænderen til applaus.

Så er det Nationalbankdirektørens tur. Han viser nogle grafer. De – og han – fortæller, at økonomien i Europa er sundere, end vi normalt får at vide. Det går meget godt. Men det ser til gengæld sortere ud i fremtiden, hvor ældrebyrden kommer til at være et enormt problem:

”Some of us will maybe be dead at that time … but that’s the good news,” siger han.

Da det ringer til pause, strømmer de 500 ud og taler i telefon hver for sig. I Kromann Reumert Lounge er der dækket op med sodavand, frugt, ingefærshots og kanapéer.

En mand i jakkesæt har en Cola Zero i hånden og en ekstra i sin jakkes ene sidelomme, selvom man tage alle de colaer, man vil.

Det er, som om de allertungeste er blevet væk. Under arrangementet er deltagerlisten tilgængelig, og den afslører, at de fleste deltagere fra de første grupper (VL-gruppe 1, 2, 3) er lavt repræsenterede i forhold til grupperne længere nede. Og af de mest prominente navne, der er kommet, skal de fleste af dem give oplæg.

Fordelingen giver dog mening, for i en verden som denne har man en økonomisk interesse i at mingle med ligemænd eller opad. Derfor har én fra en gruppe langt nede af listen mere at vinde ved at dukke op og mødes med dem fra grupperne højere oppe på listen end omvendt, mens, lad os sige en vicedirektør i Mærsk eller en milliardærarving nok nærmere vil gå til udlandet for at finde nogen, der kan betragtes som hans ligemænd.

Det skal dog ikke hedde sig, at VL-døgnet er fyldt af banansælgere og skopudsere. Det er erhvervsmænd fra toppen af Danmark. Dem, hvis produkter vi prøver at sælge til udlandet, når Kongehuset sendes på charmeoffensiv til fjerne egne. Eller som det hedder i VL’s formålsparagraf:

”Selskabets formål er at fremme kendskabet til og forståelsen for moderne ledelsesprincipper og derved bidrage til økonomisk fremgang, sociale fremskridt og almindelig højnelse af levevilkårene i vort land.”

Det er dem, der bor i de store, hvide huse nede ved søerne rundt om i landet. Dem, der ikke er rejst til udlandet. Dem, der leaser de Audier, der står parkeret i rad og række på en af markerne ud for Borreby Gods. Og de fleste af dem arbejder i hæderkronede firmaer, danske som internationale.

Nu er de samlet her, og nu går de ud til de forskellige foredrag, de har tilmeldt sig. ’Break out sessions’, hedder det på programmet. Et af dem foregår i en gammel lade med en af Skype-drengene, der i dag er flyttet til USA som angel investor. Han taler om unicorns, altså en start-up virksomhed vurderet til over en milliard dollars. Så sjælden og magisk som en enhjørning.

Han siger ’billion dollar company’, som om han aldrig har sagt andet. Det handler om at se potentialet i de gode idéer og så gå all in. Om at tro på enhjørninger.

Han siger, at vi i Danmark er fårehyrder, fordi vi er gode til at passe på vores får og tælle dem efter, indtil vi falder i søvn af det. I Silicon Valley, siger han, opdrætter de ikke får, men ulve. Han lader den stå et øjeblik.

Foran laden er de to allokerede herlovianere næsten smeltet. Den ene af dem, en ung fyr med kastanjebrunt Hellerup-hår, er tydeligt pissed. Han fortæller, at de alle er der frivilligt, fordi de var blevet lovet, at de kunne møde nogle vigtige mennesker fra det danske erhvervsliv og deltage i foredragene, men nu er blevet sat til at være brandvagter i stedet.

De må ikke mingle, de må ikke kigge ind til oplæggene, og det var ’fandeme’ ikke derfor, han ofrede en hel dag midt i læseferien.

Den nyudnævnte forsknings- og undervisningsminister og tidligere serieiværksætter Tommy Ahlers er på scenen i den store sal. ”Vi skal turde fejle,” siger han, og salen klapper. ”Vi skal beslutte os for, at det er okay at begå fejl.”

Ahlers fortæller om et forskningsprojekt, hvor det er lykkedes at bremse lyset, og om det fælleseuropæiske projekt, hvor de opdagede Higgs-partiklen, selve universets byggesten. Den slags er for de fleste ikke umiddelbart brugbart i det daglige, ’hjemme hos hr. og fru Jensen’, som mange foredragsholdere referer til, eller i erhvervssammenhæng. Men det kan det måske blive.

”Det handler om at blive ved, for så finder vi de store løsninger,” siger han.
Bagefter skynder Tommy Ahlers sig sammen med sine folk til ministerbilen, der holder klar på den anden side af godsets voldgrav. I farten siger han, at for mange danske virksomheder er for fokuserede på profit og her-og-nu-indtjening, men at ”det er vigtigt, vi tør tænke langsigtet og kaste os ud i nogle ting, der måske ikke giver mening i dag eller i morgen, men ude i fremtiden vil kunne gøre en kæmpe forskel.”

Nu er der frokost, og en nordjysk direktør ved navn Lars har lagt sig i græsset med sin uddelte madpakke bestående af en salat med varmrøget laks, fjerkræ, to slags hjemmebagt brød og rabarbermousse. Han er i midten af 50’erne og bærer briller. Han er i VL-gruppe 10 og er kommet i dag for at udvide sit netværk, det, der for nyligt hjalp ham i retning af sit nye job.

”Når vi mødes, det er altid fra 17.30 til 20.30, er der inspirerende oplæg, og bagefter kan man få hjælp til de udfordringer, man måtte stå overfor. Det har hjulpet mig meget.”

Hvad for eksempel?

”Det kunne være i forhold til ledelse. Og virksomhedspraksis.”

Kan du huske noget konkret?

”Ja, altså det kunne være noget med store forandringer eller samarbejde med bestyrelsen.”

Hvordan har VL-gruppen hjulpet dig helt konkret?

”Det kunne være i forhold til nogle af de problemstillinger, jeg har nævnt. Meget stor hjælp,” siger han og går i gang med sin dessert.

Alle i teltet synes, at rabarbermoussen er god. De synes også, at VL-døgnet har været godt og enormt inspirerende indtil videre, dog uden at der er nogen, der rigtigt kan sætte fingeren på, hvad de er blevet inspireret til.
En herlovianer med en klokke ringer ind til næste oplægsrunde.

Han hedder Hank, ham der har fået tjansen med at rejse verden rundt og præsentere Sophia. En spinkel, mørkhåret fyr fra Californien med briller. Når de flyver, deles hun over i to, så torsoen kan tjekkes ind, og hovedet kan være i håndbagagen.

I pausen bærer han Sophia gennem Kromann Reumert Lounge, uden at optrinnet tiltrækker sig særligt meget opmærksomhed. Konkurrencen er også hård. Der er lige blevet stillet brownies frem. Meningen er, at hun skal stå på et bord henne i hjørnet og besvare de spørgsmål, danske topledere måtte have til en kunstig intelligens.

Hank får sat strøm til Sophia, der kigger rundt i teltet. HTX’erne står på afstand og kigger, og rykker så tættere og tættere på, indtil en af dem får lagt armen om Sophia og tager en selfie. Robotten skærer ansigt til kameraet. HTX’erne griner.

Hank, derimod, virker mere og mere frustreret. Selvom Sophia smiler, siger hun ikke et kuk, og Hank bliver ved med at klikke rundt på sin laptop. Til sidst giver han op, slukker for Sophia og bærer hende ud igen.

En af de 500 siger til sin ven: ”Endelig en kvindelig medarbejder, man må klappe i røven.”

Efterfølgende sætter Hank sig besejret med en brownie. Det var wifi’et i teltet, der ikke virkede.

Herlovianeren med klokken har opgivet at ringe de 500 ind. Første gang var det nemt nok. Der skulle han bare stå på høflig afstand og ringe fire gange, ’ding, ding, ding, ding,’ men som dagen skred frem, bliver det sværere og sværere. Nu, til sidste indringning, er det så godt som umuligt.

”Ja, og så kom jeg over til …”

”Er han stadig ovre hos jer, ham der …”

”Nej, jeg kender ham ikke lige, men jeg kunne da godt tænke mig at mødes over en kop kaffe, eller …”

Sådan snakker de 500 med hinanden.

Royal har sat øl frem, og vinbaren er også åbnet.

Så går musik i gang. Idrætshøjskoleelever danser en dans, en form for aerobic-dans, hvor de drejer rundt og klapper, tager skridt til venstre og peger, tager skridt til højre og peger.

Jens er ved at fylde et papkrus med nødder og tørrede tomat-chips. Han er direktør i et firma, der laver møbler til restaurationsbranchen, og han er ikke som sådan blevet overrasket over noget af det, han har hørt til oplæggene i dag, selvom det har været interessant alt sammen.

Hvad vil du gøre anderledes, når du kommer på arbejde i morgen?

”Njae, jeg tror, jeg vil blive ved med at gøre, som jeg plejer, men med fornyet selvtillid,” siger han.

Sidst på dagen er der aftensmad, men der er herlovianerne gået hjem for at læse til eksamen. De 500 ledere har smidt jakkerne og spist ørred, kylling og hvid chokoladecreme. De danner nu et bølgende hav af hvide skjorter i salen. Ind på scenen kommer en dame i en kjole, der afslører, at hun er glad for at være der, inden hun selv når at sige det.

”I er toppen af poppen indenfor dansk erhvervsliv,” siger hun. ”Her kommer toppen af poppen indenfor musik.”

Ind på scenen kommer først popduoen Hush, så Sys Bjerre, Szhirley, Lars Lilholt og til sidst Søs Fenger.

Havet af hvide skjorter strømmer mod scenen og danser. Direktørerne med CFO’erne, bestyrelsesformændene med ejerne. Lars Lilholt får aftenens allerstørste bifald. Publikum hujer og klapper på 1 og 3, da han hiver violinen frem og spiller en country-version af Shaka Loveless-sangen, ”Alt føles som tomgang, jeg rykker ikke”.

Alle er glade, mætte og i takt. Og er det ikke den danske drøm? ■

LÆS MERE: Militærekspert: ”I 80’erne var Sovjet klar til at sende atombomber mod Danmark. Det er ikke længere aktuelt, men der stopper de gode nyheder så også”

LÆS MERE: En ung mand dræbte 10 mennesker i Toronto. Han var en 'incel', en mand, der lever i ufrivillig cølibat

LÆS MERE: Reportage fra overklassen i Moskva: "Vi russere er Asiens svar på italiernerne: Vi kan godt lide at vise os. Vi er relativt emotionelle. Og vi er tæt knyttet til vores mor"

Se, hvad vi ellers skriver om: Erhverv, Business og Ledelse