Ny fotoudstilling om voldsramte mænd: “Man bruger udtrykket ’en rigtig mand’, men hvad vil det sige at være ’en rigtig mand’? Ikke at vise følelser?”
I dag er det mændenes internationale kampdag, og det markeres bl.a. med fotoudstillingen ’En rigtig mand’, som kan ses på Islands Brygge i København.
Foto: Andreas Haubjerg Fotoudstillingen 'En rigtig mand' portrætterer 16 voldsramte mænd.
Hver tredje person, der er udsat for fysisk vold i et parforhold, er en mand. Alligevel er det et emne, der sjældent italesættes. For alt for mange mænd er dårlige til at tale om følelser.
Men det forsøger en ny fotoudstilling at gøre op med.
Projektet ’En rigtig mand’ belyser historierne fra 16 forskellige mænd, der enten bor eller har haft forbindelse til de mandecentre, der ligger rundt omkring i landet.
Det er mænd, der har oplevet fysisk og psykisk vold, og mange af dem har fået frataget retten til at se deres børn.