’Imitation is the sincerest form of flattery’, lyder det klassiske engelske ordsprog. Holder det stik, må Soundboks' kinder rødme disse dage.
De har fået Sø- og Handelsrettens ord på, at den globale elektronikvirksomhed Sharp kiggede dem lige lovligt meget over skulderen, da de sendte en ny transportabel festivalhøjtaler på gaden.
’Sumobox’, som den hedder, var ifølge retten en kopi af Soundboks’ velkendte højttaler.
Dommen betyder, at Sharp ikke længere må sælge eller markedsføre højtaleren i Danmark. Samtidig skal Sharp betale sagens omkostninger og en kompensation på omkring 100.000 danske kroner. En my under den 650.000 kroners store erstatning, Soundboks drømte om.
Alligevel er Christoffer Nyvold, medstifter af Soundboks, lettet over dommen.
”Vi fik at vide, at der klokken 10 i dag, ville komme en afgørelse på Sø- og Handelsrettens hjemmeside. Jesper (Theil Thomsen, medstifter af Soundboks, red.) og jeg sad klar og refreshede, indtil dommen kom. Det var en kæmpe lettelse og forløsning på et års tanker,” siger han.
Hvordan sover man op til sådan en afgørelse?
”Jeg sov egentlig okay, men jeg vågnede med en knude i maven, og spændingen byggede sig op i løbet af dagen. Jeg var sindssygt glad, da vi vandt.”
Hvad betyder det for jer som virksomhed?
”Vi har arbejdet på Soundboks, siden vi var teenagere, der bare syntes, det var sjovt at bygge højtalere til Roskilde Festival, og over de seneste 10 år har produktet og virksomheden udformet sig. Så at se et internationalt konglomerat kopiere vores produkt, var et slag.
Derfor er det også en stor anerkendelse at få rettens ord på, at Sharp havde gjort noget galt, og de nu skal trække produktet og varemærket tilbage. Det var ikke bare noget, vi bildte os selv ind.”
Må Sharp sælge produktet i udlandet?
”Ja, for nu gælder dommen kun i Danmark og det danske marked, hvor de skal trække produktet tilbage fra forhandlere og stoppe al markedsføring.
Men vi kan tage sagen til europæiske domstole. Det skal vi snakke om nu. I første omgang var det vigtige at vinde sagen, så kan vi tage stilling til det andet nu.”
Det er jo en klassisk David mod Goliath-fortælling, var I bange for, at giganten kunne kvæle jer med deres ressourcer?
”Det har været interessant at være underdog, men også nervepirrende at vide, at de har flere kræfter og ressourcer end os.”
Har I lidt økonomisk tab i form af kunder?
”Ikke umiddelbart. Det har i langt højere grad været en principsag, fordi vi har følt os kopieret. Dansk innovation og startup-virksomheder, som Rains og Ganni, har set internationale virksomheder kopiere deres design, så det er en kæmpe sejr at være med til at tage kampen op.”
Uagtet om I havde vundet eller ej, har sagen så også en brandingværdi for jer?
”Ja, i den forstand at vi gerne vil stå op for os selv og de værdier, vi har bygget Soundboks på. At vi ikke bare lader det ske foran næsen på os, men tør tage sagen op.”
Skal I fejre det? Der er jo omkring 100.000 i kompensation på vej til jer?
”Vi skal fejre det, men jeg aner ikke hvordan endnu. Kompensationen skal nok øremærkes noget andet end fejringen dog.”