Jeg har så mange gode somre, af mange forskellige grunde. Men min bedste sommer er alle de gange, jeg har rejst til Italien med min hustru. Da vi mødtes, var jeg nyligt fraskilt, og min kone var også fraskilt. Vi var så forskellige, som man kunne være, og vi skulle finde noget at være fælles om, ud over den stormende forelskelse. Og det fælles blev vores kærlighed til Italien.
Der har vi været nærmest hver sommer siden 1998, hvor vi første gang sammen besøgte Toscana i min lille Citroën. Det var vædet i romantik. Der er stort set ikke den plet i Italien, vi ikke har besøgt. I dag er Genova-kysten en kliché, men da vi opdagede den dengang, var det som at komme i himlen. Små byer, der sniger sig op ad klipperne, hvilket gør dem svært fremkommelige, hvis du kommer i bil.
Italien, når det er allerbedst, og der gælder det om at have en båd, man kan sejle fra by til by i. Det, der er specielt ved italienerne, og her taler jeg også af erfaring fra Bruxelles, hvor jeg arbejder sammen med dem, er, at de elsker børn. Modsat franskmændene.
De første mange år havde min hustru og jeg mindre børn med, og italienerne kan slet ikke stå for dem. Man kommer slæbende med alle ungerne hen på en restaurant, og de skaber sig, men italienerne overgiver sig til dem og giver dem plads. Et genialt rejsemål for en børnefamilie.
