Danmarks fire største MMA kæmpere vil indtage verdensscenen
Foto: Lars E. Andreasen

Danmarks fire største MMA kæmpere vil indtage verdensscenen

Lørdag den 9. marts skal fire af Danmarks største MMA-talenter kæmpe til det største event af sin slags i landet: Cage Warriors. For at forstå, hvad der driver en kæmper af den kaliber, som Nicolas Dalby, Søren Bak, Mark O. Madsen og Mads Burnell er, har vi mødt dem inden stævnet.

Når fire af Danmarks største talenter indenfor kampsportsgrenen MMA skal kæmpe til begivenheden Cage Warrios på lørdag den 9. marts, er det med en bagage af imponerende præstationer. Én verdensmester, to tidligere UFC kæmpere og en OL-medaljevindende bryder går i buret, i håbet om at vinde titler og blive udvalgt til UFC, Ultimate Fighting Championship. Mød dem her.

Nicolas Dalby 'Sharpshooter', 34 år. Tidligere UFC kæmper.

imagee79sw.png

"Jeg begyndte til karate, fordi jeg ville lære selvforsvar. Jeg blev mobbet i 10. klasse, og det blev lidt for fysisk. Så jeg tænkte, at hvis der sker noget, skal jeg kunne forsvare mig selv. Men se, hvor jeg er i dag, og hvor godt jeg har det. Jeg har aldrig været særligt god i fysiske konfrontationer, men fandt pludseligt ud af, da jeg kæmpede til karate, at jeg var god til det."

"Kampsporten har jo ændret mit liv på mange måder. Jeg startede som 15-årig og er nu 34, så det er jo hele mit voksne liv, jeg har gjort det. Det har været hårdt, og der har været mange udfordringer, men det er jo det, man vokser af. Det har været fantastisk."

"Jeg ligger som sådan ikke mærke til publikum. Jeg hører det, men jeg ser det ikke. Men her op til de sidste par kampe har jeg fundet en ro, jeg ikke har oplevet før, helt op til kampen. Før har jeg været meget anspændt, hvilket er fint i sådan en situation, men jeg har måske været lidt sammenbidt og nok lidt overspændt også. Men de seneste kampe har jeg haft en indre ro og smilt og været glad, og egentlig bare glædet mig. Jeg er stadig spændt, men mere på sådan en, ’jeg glæder mig’ måde, end den der ’nu skal jeg slås’ måde."

"Det kommer nok fra alle de ting, jeg har været igennem, især de sidste par år. Jeg havde en pause væk fra sporten i halvandet års tid, hvor jeg havde en større depression og tog 25 kilo på. Men jeg kæmpede mig op fra det hul igen. Jeg vil nærmest sige, at på bare ét år, der fik jeg 10 års livserfaring. Fordi jeg lærte så meget om mig selv. Det startede sidst, da jeg kæmpede om Cage Warrios titlen i 2014. Der blev frøet til min depression sået. Jeg var bare så stresset. Jeg ved ikke hvorfor. Men det fyldte mere og mere. Og så kulminerede det, da jeg blev frigivet fra UFC. Men jeg kæmpede mig ud af det igen, og den kamp til overfladen har gjort, at jeg har lært meget om mig selv og har fundet en større ro og et større overskud, end jeg nogensinde har haft før. Nu har jeg virkelig vist over for mig selv, at jeg ønsker at kæmpe MMA."

"Jeg vågnede op fra den ene dag til den anden og tænkte, at jeg vil kæmpe. Hvis jeg skal gøre det, så skal jeg rykke på det lige nu. Så gjorde jeg det, at jeg bookede en tid hos min psykolog, og 14 dage efter sagde jeg ja til en kamp fire måneder ude i fremtiden. Jeg skulle tabe 25 kilo og komme i kampform efter at have levet af junkfood i over et år, og måske været ædru mindre tid end jeg havde været fuld. Men jeg satte mig et mål, og jeg kæmpede til kampen. Det blev en tæt split decision, og jeg tænkte lidt, fuck, det var forgæves det hele. Men det var det overhovedet ikke. Det var en del af min rejse."

"Men nu har jeg vundet alle mine kampe siden, og her står jeg i dag. Nu skal jeg så kæmpe for den titel, jeg har vundet før. Lige siden jeg hev mig op af sofaen, har målet været, at jeg skal tilbage til UFC. Det har hele tiden været min plan. Det ville være den totale genopstandelse."

Søren Bak 'True Viking', 26 år. Cage Warriors verdensmester i letvægt-klassen.

mm2.jpg

"Jeg arbejder som pensionsrådgiver til hverdag, og det er meget forskelligt fra min karriere som MMA kæmper. Mine kolleger er super gode til at støtte op. Hele min etage har set dokumentaren om mig. Og 40 fra mit arbejde kommer og ser min kamp, mens min nye afdeling har hængt balloner op med en countdown til, hvornår jeg skal kæmpe."

"At kæmpe er en af de vildeste følelser nogensinde. Lige fra jeg hører startmusikken og går ind i buret, har jeg en følelse af, at jeg har skyklapper på. Jeg ser kun mig selv. Jeg bemærker kun publikum bagerst i hovedet, på grund af du rammer en zen følelse af fuldstændig fokus. Der er kun dig, din træner og din modstander."

"Mine forældre var skeptiske til at starte med. De er super nervøse, men de er med inde til alle kampene og var med i England, da jeg vandt et verdensmesterbælte. Til min sidste Cage Warrios, hvor jeg vandt bæltet, havde min modstander mig i et kvælertag i første runde, der så rimelig drabeligt ud. Som jeg fik det at vide, sad min kone og min mor på gulvet med ryggen til og så første runde af den kamp."

"Jeg har aldrig været nervøs for, at min modstander kom til skade. De ved selv, hvornår det bliver for meget, og så er dommeren der jo også. Men min første MMA-kamp var det en franskmand, jeg skulle møde, og han fik måske 50 eller 60 albuer i hovedet og var helt hævet op. Der var jeg lidt bekymret bagefter for, om han var okay. Men så snakkede vi lige om det. I ringen er det jo ’kill or be killed’, så man tænker ikke over det, før kampen er færdig."

"Jeg kan ikke forestille mig et scenarie, hvor jeg har lyst til at stoppe med nogle af mine karrierer. Men jo højere niveau jeg kæmper MMA, jo mere vil jeg i princippet kunne skære af i den anden del. Jeg kan altid være rådgiver, men jeg har kun chancen nu for at være professionel MMA-kæmper. Men jeg vil gerne altid have nogle timer som pensionsrådgiver. Der er mange, som ikke har andet end deres MMA-karriere, og jeg ser det lidt som hasardspil. Mange har satset alt på sort, mens jeg måske har 30% på rød og 70% på sort."

"Min sidste kamp om bæltet i Cage Warrios mod Paddy Pimblett, første runde, indenfor 30 sekunder, har den her brasilianske BJJ sortbælte taget ryggen på mig, lukket mig i et choke (red. kvælertag) under hagen, og der er intet forsvar. Ni ud af ti besvimer dér. Men jeg tog en beslutning om, at jeg ikke vil give op. Jeg vil ikke tabe den her kamp. De næste fire et halvt minut, hvor han sidder på ryggen af mig og kvæler mig, var det bare om at overleve med næb og klør. Og så klarede jeg mig gennem første runde, og tævede ham i de næste fire. Jeg fik kun en lille smule luft, fordi jeg havde lidt plads til at arbejde min hage ned. Det var svært at få vejret, og det sortnede for øjnene, men jeg holdte mig ved bevidsthed, og jeg vandt kampen."

Mark O. Madsen 'The Olympian', 34 år. OL-medaljevinder i brydning.

mma3.jpg

"Alle succesfulde kæmpere har et godt navn. Så vi tænkte, hvad kan man tage på sig? Jeg er den første danske bryder nogensinde, der har kvalificeret mig til OL tre gange i streg. Så derfor føler jeg mig virkelig som olympianer. Og det at være olympianer er en livsstil, der handler om at træne, sove og spise, endnu mere end at det handler om at præstere."

"Hvis man ikke har livsstilen og den der balance mellem de tre ting, er det svært at præstere. Navnet ’The Olympian’ kom ikke af sig selv. Det krævede nogle ressourcer. Vi har kun været i gang i 12 måneder, og intet er kommet af sig selv. Som bryder havde jeg et forbund, en klub og en masse folk der tog sig af en masse opgaver. Nu er det bare mig og min hustru, der kører Team Olympian sammen. Og det er faktisk hende, der er medarrangør af Cage Warrios."

"Vi har satset alt på det her. Vi forbereder os på at vinde. Du går heller ikke til kamp med en forventning om at tabe. Det er jo ikke optimalt."

"Jeg følte ikke, at jeg kunne nå videre indenfor brydning. Jeg var den bedste version af mig selv som bryder. Jeg så hele tiden på, om jeg kunne sove bedre, spise bedre, træne bedre, og så stod jeg pludselig med en sølvmedalje til OL. Jeg havde nået mit peak."

"Brydning var 99% af tiden træning i et baglokale. MMA er både show og sport. Det er helt nyt for mig at stå i jakkesæt og sådan noget. Første gang jeg havde det på, begyndte jeg sgu at svede lidt. Jeg ville hellere have mit Team Olympian tøj på. Det er en helt ny verden, men mig og min hustru ved, at hvis ikke vi mestrer både show og sport, kommer vi ikke i UFC."

"Når jeg kæmper, er det lig med brød på bordet for både mig og min kone. Det er også en tanke, jeg har med i forberedelserne. Da jeg var med i OL, sagde jeg altid, at OL er ikke hvert fjerde år, det er hver evig eneste dag. For hvis du ikke står op hver dag, og kæmper for at blive bedre, så vinder du ikke. Det er det samme, som vi gør nu. Hver dag står vi op med ambitionen om at blive de bedste, vi kan være, indenfor MMA."

"Jeg prøver altid at skære følelser og mavefornemmelser ud. Det er svært. Men jeg ser på det som en opgave, der skal løses. Jeg tæsker ikke løs. Det vil ikke give mening ud fra effektiviteten af opgaven. Hvis du løber ind og begynder at tæske løs, så gasser du hurtigt ud. Jeg løste min første opgave på 26 sekunder, og det var en svensk mester. At kæmpe er en opgave der skal løses. Ligesom en fodboldkamp, hvor du skal få bolden i mål."

Mads Burnell, 24 år. Tidligere UFC kæmper. 

mm4.jpg

"Jeg har aldrig været med til de store fester og gymnasie og skolefis. Jeg gider heller ikke. Så det har været dejligt med en undskyldning om, at jeg skulle til træning. Jeg er en hyggefætter. Jeg vil hellere sidde hjemme og se en god film og spille PlayStation med mine venner. Som regel tager jeg altid bare lige ud og spiser, og så hjem og slapper af, når jeg har været inde og kæmpe i buret."

"Man kan selvfølgelig slet ikke sammenligne fest med en kamp i buret. Fest er sjov og ballade, men i buret står der en mand, der potentielt set vil sparke hovedet af dig. Så det er noget andet. Men man skal se kampe som ’any other day at the office’. Jeg har ikke det der med at slå ’beast mode’ af og på, som mange siger. Gå ind og hav det sjovt, for når du har det sjovt, gør du dit bedste."

"Når jeg er i ringen, er jeg ligeglad med min modstander. ’I don’t feel pity for him’. Men så snart vi har kæmpet, er der stor respekt. Altid. Men forstå mig ret, bare fordi, at jeg ikke er bange for at skade min modstander, betyder det ikke, at jeg har lyst til at skade ham."

"Jeg tager én kamp ad gangen, og hvis jeg vinder dem, så ender jeg tilbage i UFC. Jeg vil bare gerne konkurrere. Og når jeg siger konkurrere, så skal det ikke være et klamt spil ludo. Det skal virkelig gælde, mand mod mand. Det synes jeg er fedt."

"Jeg tænker ikke på alternativet til kampsport. Det er hele mit liv."

"Man skal have sommerfugle i maven før et stævne, men jeg glæder mig mest. Jeg vil gerne vise, hvad jeg kan. Men jeg glæder mig allermest til fredag, når jeg har vejet ind, og jeg kan spise og drikke lige, hvad jeg vil. Det er så nederen at skære i vægten. Jeg skal ramme 66,2 kilo. De der komma er vigtige. Du er så malket, at 100 gram betyder rigtig meget. Så man lægger sig i badekar med salt og hopper i sveddragt og alt muligt, indtil man ikke kan holde det ud mere. Så kan man tabe to-tre kilo på en time, og ender med at ligne en, der er stukket af fra en fangelejr. Og i to måneder før skal du gøre det godt, for ellers vil det bide dig i røven."

"I ugen op til, så tænker jeg slet ikke på kampen. Jeg tænker på vægten. Hvis min vægt ikke går godt, fucker det hele kampen op. Lige så snart man har klaret vægten, er det som om, at der kommer én ned fra himlen og siger halleluja, nu må du drikke og spise igen. Den dag du har været til vejning, har man det sådan, at man vil dø for en isterning. Jeg vil ikke ønske det for min værste fjende. Men det er en del af spillet. Du er nødt til det. Ellers møder du en eller andet stodder, der har cuttet ned fra 86 kilo til 70 kilo, og så når vi kæmper, så vejer han 86 kilo igen, og jeg vejer 70 kilo. Så du er nødt til det."

Kampene på lørdag kan ses direkte på TV3+ og Viaplay fra klokken 18.30. De fire kæmpere er på Main Card til Cage Warriors 103.

Se, hvad vi ellers skriver om: Boksning