Nogle fodboldtrøjer bliver ikoniske. Nogle på grund af deres skønhed og flair, andre fordi de er historisk hæslige eller bliver et billede på en triumf eller en fiasko. Andre trøjer bliver betydningsløse. Døgnfluer, der ryger direkte i glemslens sorte hul, svøbt ind i mangel på finesse eller generisk ligegyldighed. Og så er der alt det imellem.

For fjerde år i træk rangerer Euroman sæsonens uniformer i den danske Superliga fra de grimmeste til de flotteste, der i år både byder på potentielle nyklassikere og trøjer, vi ikke kan glemme hurtigt nok. Læs også vores rangeringer fra 2019, 2020, 2021 og 2022.

Æstetik er som altid hovedkriteriet, men derudover kigger vi på farvesammensætninger, integration af klub- og sponsorlogo, halsudskæringer, detaljegrad, kreativitet og nytænkning samt kulturelle symboler. Sidstnævnte definerer fx værdien i, at det altid vil veje op med en lokal hovedsponsor frem for et bettingselskab.

Som altid består årets panel af alt fra journalister til dedikerede modefolk, som selvfølgelig er hævet over enhver form for interessevaretagelse, hvor trøjerne vurderes ud fra ens og rimelige kriterier. Årets rangering er som følger:

 

hif.jpg12. Hvidovre IF

Vi var mange Superliga-fans, der varmede os ved Hvidovres oprykning til Superligaen, og med sit deltidsprofessionelle setup og midlertidigt opsatte mobiltribuner på løbebanen rundt om det spartanske stadion, er det svært ikke at lade sig forføre af deres charmerende og antikommercielle tilgang til spillet – manifesteret med kommunevåbenskjoldet på brystet. Men der stopper rosen også. For er der noget, som Hvidovre IF ikke har nået at få tilpasset Superligaen, er det deres uniform, som ingen samvittighedsfulde forældre ville kunne donere til det lokale U12-hold.

Både eurodance-mønsteret på ærmerne og det ubegribeligt larmende og malplacerede sponsorlogo med to forskellige skriftfonte er tungtvejende årsager til, at vestegnsklubben snupper en suveræn bundplacering i dette års rangering.

sif.jpg11. Silkeborg IF

”Blæs mig til grunden som en udestue, der aldrig sku' ha' været ført op,” sang Silkeborg-ambassadøren Simon Kvamm om sin kærlighed til Vesterhavet. Det kunne lige så vel have været et metaforisk bønfald fra Silkeborgs fans henvendt til det tyske sportsbrand Uhlsport, som med to bundplaceringer kraftigt bør overveje, om det ikke ville være bedst blot at lave målmandshandsker og droppe trøjerne.

Også her rammer de helt ved siden af designskiven, hvor de ser stort på inkorporeringen af farver og krydrer det med mærkelige V-mønstre, der stopper endnu mærkeligere steder. Man må på sin vis respektere, at Silkeborg absolut intet gør for inkorporere det rekordstore JYSK-logo i designet, men på bundlinjen står en trøje, der fokuserer kræfterne alle de forkerte steder.

lbk.jpg10. Lyngby BK

Det er en tvivlsom ære, at en 10. plads ud af 12 mulige skulle være en mærkbar forbedring, men ikke desto mindre er det tilfældet for Lyngby. Bevares, deres trøje har været værre, og udover en simpel krave, en farvemæssig integration af sponsorerne og et mere simpelt udtryk, er der få positive ting at fremhæve. Alligevel skulle man tro, at Kongens Lyngby har hyret en hofnar til at placere trøjens 45 sponsorlogoer. Kongeblå og hvid – det burde man kunne få mere ud af.

fcm.jpg9. FC Midtjylland

Hvad får man, hvis man krydser FC Midtjyllands mislykkede 2010/2011-trøje med hårde hvidevarer? Ja, tydeligvis (og desværre), midtjydernes nye hjemmebanetrøje. Med inspiration fra de horisontale striber, som allerede dengang skulle have været pensioneret, har de lavet nogle endnu tyndere striber, der mest af alt giver minder om varmelegemerne på en gammel brødrister.

Mavesponsorerne i form Vestjysk Bank og Hernings Gucci er farvemæssigt fint integreret, selvom sidstnævnte havde passet bedre på et ærme. Og apropos ærme. Nu har det været en kæphest længe, vi har sagt det før, og nu vi siger det igen: AL-finans’ forstyrrende, skrigblå logo skal ordnes snarest.

fck.jpg8. F.C. København

I København drømmer de stort, de drømmer internationalt, og derfor må man også tillade sig at have store forventninger, når de præsenterer deres nye hjemmebanetrøje eller ’home jersey,’ som de usigeligt kikset insisterer på at kalde den. Noget, trøjen ikke udstråler, er international klasse, og den grusomme mangel på finesse efterlader os med flere spørgsmål end svar.

Hvorfor skal det (stadigvæk) charmeforladte Unibet-logo sidde så langt oppe og efterlade et stort og hvidt tomrum nederst? Hvorfor den sorte krave, når alle andre linjer er blå? Fint at hylde moderklubben B1903, men find en anden måde at gøre det på. Trøjen er ikke decideret grim, men sikker og kedelig som en tilbagelægning fra midten til manden mellem stængerne. Og ’home jersey’. Kom nu lidt!

rfc.jpg7. Randers FC

Hestene fra Randers FC plejer at få mulen i maskinen for deres lidt … hektiske trøjer. Men trods klubbens svært medgørlige og lidt syntetiske lyseblå slipper kronjyderne bedre fra det end tidligere.

Der er både fine detaljer med de tynde, hvide striber, som taler godt sammen med klub- og Puma-logoet, ligesom samspillet mellem ærmer og krave nederste sponsor på maven er decideret velfungerende. To sponsorer på hestemavsen vil dog til evig tid være et minus, og her bliver Sparekassen Kronjylland klemt ind som en nullermand under en negl.

vb.jpg6. Vejle Boldklub

Efter 49 års partnerskab sagde Vejle Boldklub adieu til Hummel og goddag til Adidas som trøjesponsor. For de evigt nostalgiske og typisk hysterisk emotionelt anlagte VB-fans må det have føltes som at sluge en af Vejlefjordbroens bropiller. Derfor er det også synd, at det tyske sportsbrand spiser vejlenserne af med en drønkedelig skabelontrøje i stedet for en unik debuttrøje.

Til både Vejle og Arbejdernes Landsbanks store held klæder deres respektive farvepaletter hinanden og spiller godt sammen på en trøje, der ikke fyldt med unødvendig støj, som visse andre på listen. Den er ret beset væsentligt flottere end bund-6-trøjerne, men for kedelig og uinspirerende til top-5.

bif.jpg5. Brøndby IF

Isoleret set er det her en af de flotteste Brøndby-trøjer, siden mavesponsoren hed Codan, og en ung, krølhåret svensker med navnet Elmander på ryggen scorede mål på samlebånd for vestegnsklubben.

Ja, den er flot, ja, kraven er elegant, ja, den gule farve har fået den rigtige nuance og ja, det er prisværdigt med en sponsorfri trøje – men: Rundt om den flotte trøje hænger også et røgslør af billige point. Nok er designet pænt, men når Hummel halvblasfemisk kaster om sig med den ikoniske ’86-designskabelon, forsvinder magien. Kunne man have forsøgt noget, og nu tænker vi bare højt, nyt?

Den tomme plads, hvor der plejede at være et sponsorlogo, skal tilsvarende ses i lyset af Danske Spils bizarre, selvudslettende marketingsstunt, hvor de for at sætte fokus på spilafhængighed (og det var Danske Spil) har ladet sig fjerne fra sponsorpladsen.

vff.jpg4. Viborg FF

Det er blevet forbandet populært på fodboldtrøjescenen at lave retroinspirerede fodboldtrøjer, og hvor forsøget på at skabe den næste moderne klassiker ofte bliver pinligt forceret, slipper andre bedre fra det. Viborg har løst det godt.

De brede, latente striber, det retrocomputer-lignede rygnummer, striber på ærmerne og halsknapperne er alle smagfulde og unikke detaljer som på fin vis forener fortid og fremtid i en tid, hvor mange trøjer har tendenser til at blive uniforme og skabelonagtige i udtrykket.

Der er stadig småfejl hist og her, særligt det evigt forstyrrende og malplacerede Skiltecenter-logo, mens trøjen også havde været bedre tjent uden Capellis signatur-skuldermønster.

agf.jpg3. AGF

Hvor Superligaen i foråret deler sig midtpå i en bund- og top-6, er der på vores trøjerangering en top-3, der fortjener at konkurrere helt for sig selv. Selvom vi egentlig har gjort det klart, at to sponsorer på trøjens forside er lidt af en dealbreaker, tjener AGF’s trøje som undtagelsen, der bekræfter reglen. Her eksemplificeres det, hvordan flere sponsorer kan bidrage med skønhed i stedet for at stjæle den. Det er svært at forestille sig en tid før Ceres på maven, for det slår en perfekt og forenende sløjfe med de røde elementer i klublogoet.

Aarhusianernes hjemmebanetrøje er ikke bare hvid, men kommer i et særligt mønster, der giver et mere, tør vi sige det, eksklusivt udtryk. I AGF kan man til en forandring tillade sig at være skuffede over en tredjeplads, for trøjen er både smagfuld og original på én og samme tid.

ob.jpg2. OB

Striwerne er Superliga-trøjernes elevrådsformand, der altid gør alt det rigtige og scorer topkarakter. Selvom barren sættes højt, formår fynboerne igen i år at løfte sig (vi ser bort fra den hæslige opvarmningstrøje), og det er tæt ved, at OB napper den fjerde førsteplads i denne rangering siden 2019.

Trøjens striber med nyt udtryk, ærmerne med en flot kant, og måden hvorpå de får den røde farveinkorporering til være så naturlig en del af en traditionsbunden blå og hvid trøje, er mildest talt imponerende. Man skal ikke sige noget dårligt, hvis man ikke kan, og den her OB-trøje hører til i toppen blandt mange historisk flotte OB-trøjer.

fcn.jpg

1. FC Nordsjælland

Se. Nu. Der. OB er blevet vippet af pinden. FC Nordsjælland har begået en hjemmebanetrøje, der slår hovedet på sømmet, rammer lige midt i dartskiven, er perfekt gennemstegt, og vi kunne blive ved. Traditionelt er der ikke to FCN-trøjer, der er ens, og den rød-gule farvekombination kan være en bøvlet størrelse. 

I år har de lavet en genistreg af en trøje, der er ligaens absolut bedste bud på en modetrøje, som taler lige ind i den allestedsnærværende bloke core-trend. Vær ikke overrasket, næste gang du ser denne trøje på en festival eller i nattelivet, for den transcenderer grillpølser og bajer på tribunen. Nike-logoet med den kraftige syning rundt om er en lækker detalje, logoet er bedre integreret end nogensinde, mens den stribede vimpelbjælke er et modigt og spidsfindigt valg, som giver kant og karakter i veldoserede mængder.

Samtidig er der slukket for unødvendig baggrundsstøj på trøjen, den normalt radioaktivt gule farve er nedtonet, men trøjen emmer stadig af originalitet. Om det er nok til et Superliga-mesterskab, må tiden vise, men det er nok til, at FC Nordsjælland i år kan lade sig kåre som årets danske mester i Superligatrøjer. Bravo.