Kasper Hjulmand bryder med årtiers maskulint ideal om ufejlbarlighed. Hvor er det befriende
Vi bliver muligvis ikke europamestre. Til gengæld har vi fået en ny verdensmester i ledelse. Og i disse dage får alle vi mænd endelig vist, at moderne lederskab handler om sårbarhed og tro på tvivlen. Kasper Hjulmand indtager rollen som en af de største ledelsesmæssige forbilleder herhjemme.
Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann
Det er, når det for alvor brænder på, at fårene bliver skilt fra bukkene. Hvem fryser, hvem flygter, hvem kæmper? Og hvem tør kigge tilbage og indrømme, at man måske ikke handlede korrekt i situationen?
Det har ikke skortet på begivenheder, der de seneste måneder har krævet det ypperste for Hjulmand:
Måneders optakt til lørdagens kamp mod Finland. Forventningspres fra fans, spillere, stab og presse. Interviews, optakt, træningslejre. Næsten en hel halvleg, inden alt blev vendt på hovedet og det, han var der for – at få spillerne til at præstere på banen – var komplet ligegyldigt.
Derefter en lynbeslutning om at afvikle af kampen, fulgt op at hans personlige udlægning af teksten mod UEFA. Og slutteligt men måske mest vigtigt, den efterrationalisering og tvivl, han har turdet lufte offentligt, og som har løftet ham helt op i den ledelsesmæssige superliga.
“Jeg kan godt have dårlig samvittighed over, at jeg ikke beordrede alle spillerne ud i spillerbussen,” sagde han i et pressemøde tirsdag formiddag, og fortsatte:
“Jeg havde svært ved at træffe beslutningen om, at de ikke skulle spille videre. Jeg ville ønske, jeg havde gjort det. Men jeg er ikke sikker på, at det havde været muligt.”
Kasper Hjulmand tøvede. Tvivlede. Efterfølgende har han tænkt. Han leder ikke efter svar, men overvejer og genforhandler med sig selv og sin samvittighed, om han gjorde det rigtige i situationen.
Valget stod mellem øjeblikkelig afvikling eller udskydelse til dagen efter kl. 12. Beslutningen blev taget. Kampen blev spillet med det samme. Udviste Kasper Hjulmand lederskab i situationen? Han ledte sine spillere, men ikke nødvendigvis det rette sted hen. Var hans beslutning korrekt? Ikke hvis du spørger ham efterfølgende, hvor han angrer sin del af beslutningen om at spille kampen videre.
Kasper Hjulmand omfavner tvivlen, hvor andre typisk vil være skråsikre. I de øverste ledelseslag kan det være en svaghed at vise usikkerhed, indrømme fejl og erkende forkerte beslutninger. Det blæser Hjulmand højt og flot på, når han så at sige hænger sit eget vasketøj og dermed sig selv offentligt til tørre.
At turde tvivle er et brud med årtiers maskulint ideal om ufejlbarlighed. Og hvor er det befriende, at Hjulmand offentlig kan indrømme en fejl og øjensynligt kun stå styrket efterfølgende. Sårbarheden sejrer.
Sideløbende bliver UEFA gjort til den virkelige synder, drevet af økonomiske snarere end menneskelige hensyn.
Hjulmand er lederen, hvis retning man gerne vil følge. Lad det være en lektie om, at moderne lederskab og autoritet ikke kun bygger på et fundament af fremdrift og kyniske kalkuler, men også menneskelighed og fejlbarlighed. Hans opførsel og ageren i disse dage bør blive fast pensum på alle lederuddannelser.
