Den federerske oplevelse har gennem tiden været svær at sætte ord på. Der fandtes ikke et sprog for den skønhed og kraft, man som seer var vidne til, når den schweiziske elegantier slog det ene vidunderslag efter det andet for til sidst at stå tilbage med endnu en pokal i armene. I hvert fald ikke et sprog, jeg kendte til eller følte var fyldestgørende. Og måske var det også bedst sådan, for som min gode ven Michael sagde: ’Federer skal ikke læses. Han skal ses.’
Hvad vi ikke vidste, var, at vi begge senere skulle støde på essayet ’Roger Federer as Religious Experience’ af David Foster Wallace fra 2006 (det blev en del af essaysamlingen ’String Theory’ fra 2016, men kan læses frit på New York Times’ hjemmeside her).
Den amerikanske forfatter havde selv været en mere end hæderlig tennisspiller i sine unge år, inden han skiftede spor og blev en af USA’s mest priste, postmoderne forfattere med den over 1.000 sider lange ’Infinite Jest’ som hovedværk – både for ham selv og for den litterære eftertid.
Det er netop igennem denne kombinerede linse af kærligheden til tennis og evnen til at fortælle en større historie, at Wallace indkapsler Roger Federers geni uden at begrænse det.
Den nørdede tennisvinkel, som Wallace af gode grunde besidder, giver os en konkret forståelse af Federers tekniske evner og visioner, der gør det muligt for ham at slå de umulige slag, han har gjort så uendeligt mange gange gennem karrieren.
Øjnene flakker lystigt og febrilsk ned gennem teksten, når Wallace med en subtil forståelse for spænding tager os igennem en duel fra Wimbledon-finalen 2006 mellem Roger Federer og hans evige rival, Rafael Nadal, for at pointere Federers evne til at tænke fem slag frem og udmanøvrere selv den mest ihærdige modstander.
Men det fysiske og håndgribelige får også selskab af en historie om et iboende og overnaturligt talent, og det er netop Wallaces forståelse for talent og formidlingen af det, der giver læseren en dybere forståelse af Roger Federer som en spiller, verden aldrig har set lige.
Essayet er ikke kun en fortælling med skarpt fokus på Federer. David Foster Wallace udfolder også tennisspillets udvikling fra det førdominerende serv/net-spil til baglinjespillet, der har været fremherskende, siden ketsjerne tog ny form og fik større rammer og dermed mere strengoverflade. De mange sidehistorier spiller selvfølgelig en rolle i Wallaces afsluttende pointe, som jeg ikke vil afsløre her.
Livet sluttede for David Foster Wallace blot to måneder efter den bedste tenniskamp i historien, Wimbledon-finalen 2008 mellem netop Roger Federer og Rafael Nadal, da den amerikanske forfatter begik selvmord i en alder af 46 år efter at have døjet med depression i mange år.
Han efterlod tennisfans verden over med et sprog til at forstå noget af det smukkeste, sportsverdenen har oplevet. Men han ville mest af alt have ønsket, at du sætter dig til at se Roger Federer på det grønne tæppe, inden det er for sent. God fornøjelse.
Roger Federer har vundet otte Wimbledon-trofæer, hans første i 2003 og seneste i 2017. Han har vundet 20 Grand Slams samlet. Wimbledon starter mandag 28. juni og slutter søndag 11. juli. Du kan følge turneringen på TV 2’s kanaler.
