Der gik ikke lang tid efter José Mourinhos fyring i formiddags i Manchester United, før Morten Bruun var ude med sin begejstring omkring valget på Twitter.

53-årige Bruun arbejder til daglig som fodboldkommentator- og ekspert for Eurosports kanaler, men er samtidig en erklæret Manchester United-fan.

Vi har fået Bruun til at uddybe hans mening om Mourinhos farvel til klubben, hvad der gik galt og om portugiserens og Uniteds fremtid:

Morten, hvad var din første tanke, da du hørte, at United havde fyret Mourinho?

”Endelig og omsider.”

Hvorfor det?

”Fordi nu udtaler jeg mig lidt i en blanding som Manchester United-supporter og Premier League-analytiker. Men jeg vil også som analytiker sige, at det må have smertet enhver at se et hold som Manchester United spille. De er blevet ringere og ringere for hver uge, der er gået. Hvad enten man holder med Manchester United eller ej, er man nødt til at anerkende den storhed og det brand, som der er tale om.”

”Jeg må indrømme, at jeg var ved at resignere i forhold til at få ham fyret. Jeg havde sådan en fornemmelse af, at der var taget en principiel beslutning i Manchester Uniteds boardroom om, at man bare ikke fyrer ham. jeg synes jo, at fyringen kommer alt for sent. Der var kun spillet tre spillerunder, før jeg skrev en klumme i BT om dysfunktionelle Manchester United, og det er det billede, som jeg har haft af holdet hele denne sæson.”

Liverpool-kampen.jpg

"Og så blev Liverpool-kampen alligevel dråben, hvor United faktisk kom til kampen med tre sejre og tre uafgjorte i seks Premier League-kampe. Der havde jeg egentlig tænkt: ’Okay, så taber man til Liverpool, men hvis de har kunnet leve med alt det andet, kan de vel også leve med det?’ Også når man tænker på, at holdet kvalificerede sig videre fra Champions League, så troede jeg, at de trak pinen ud.”

Hvad gik der galt for Mourinho i United?

”Man kan sige indtil sommer, gik der ikke så frygtelig meget galt for ham. Man skal også være ordentlig overfor Mourinho, for han overtog bestemt ikke noget velfungerende hold, og i den første sæson vandt han trods alt Europa League og Ligacuppen. Det er alligevel også noget. I den anden sæson blev han immervæk nummer to i Premier League, og der kunne man godt have en fornemmelse af, at nu var United ved at være der igen. De fik denne her 3-2-sejr over Manchester City, og der tænkte jeg, at det sagtens kunne være kampen, som vi kiggede tilbage på om nogle sæsoner og sagde: ’Det var dér, hvor det hele klikkede’, fordi Pogba og Alexis spillede så godt, som de gjorde.”

”Men siden første dag på denne sæson har det nærmest virket som om, at han ikke havde lyst til at være manager for Manchester United. Alt blev gjort til et problem.”

Hvilke af hans kommentarer har irriteret dig mest?

”Jeg synes, at han har været pinlig i rigtig mange sammenhænge. Specielt i hans post match interviews, hvor jeg har tænkt: ’Er det virkelig manageren for Manchester United, der står der?’ Smålig, pirrelig og uden nogen som helst former for overskud.”

”Da truppen tog på tur til USA, startede han med at sige noget a la: ’Hvad skal jeg gøre med de her spillere, som jeg har til rådighed? Alle mine gode spillere har været til VM, så jeg kan ikke stille et ordentligt hold’. Hvor Pep Guardiola fra Manchester City modsat vendte det om og sagde, at det var skønt at arbejde med de unge spillere, fordi der nu var nogle pladser fri i truppen.”

”Op til Juventus-kampen fik han det nærmest til at lyde som om, at Manchester United var økonomisk underlegen i forhold til Juventus og de spillere, som de kunne hente. Men United har større købekraft end Juventus."

”Det er en managers forbandede opgave at tale sine spillere og sin klub op – ligesom Jürgen Klopp og Mauricio Pochettino gør. Det er i hvert fald ikke hans opgave at snakke dem ned, og det synes jeg, at Mourinho systematisk har gjort hele dette efterår. Og så hans evindelige snak om, hvor meget han har vundet tidligere. Det skal man ikke køre af i en klub som Manchester United. Vi er fandme ligeglade med, hvad han har vundet i andre klubber.”

”Som supporter har det været skrækkeligt at holde med en klub, der har José Mourinho som manager i hans nuværende udgave. Jeg troede ellers virkelig, at det ville blive godt, da de ansatte ham for tre sæsoner siden. Jeg troede, at det skulle være kronen på Mourinhos managertid, hvor han tænkte: ’Nu skal jeg være den nye Alex Ferguson. Manchester United er den største klub i verden, jeg bringer dem tilbage’. Men det har jo ikke virket på mig som om, at han var glad eller stolt over at være manager for United."

Er der ikke noget, der undskylder, at Mourinhos tid i United endte, som den gjorde?

”Der er mange, som er hoppet på hans undskyldning med, at han ikke fik så mange penge at købe ind for. Men hvis min manager brugte en halv milliard kroner på at hente Fred, så ville jeg satme også være bekymret for at give ham flere penge. Det var Mourinho, der hentede Alexis, som slet ikke har slået til, det var Mourinho, der hentede Pogba og Lukaku, så skal han ikke opfinde en eller anden fortælling om, at han ikke fik penge nok. David Moyes (manageren, der afløste Alex Ferguson, red.) fik ikke penge, men Mourinho gjorde. Alt var lagt til rette for Mourinho.”

”Jeg føler, at vi har at gøre med en manager, som næsten har spillet fallit i forhold til de krav, som der bliver stillet i 2018. Taktisk synes jeg ikke, at han er særlig dygtig. Han er ikke i stand til at sammensætte et hold, der kan gå højt op på banen og lægge et tungt pres på modstanderen. Efterhånden synes jeg kun, at han har sin defensive tilgang tilbage – og den har han jo ikke engang længere. Målene vælter ind hos Manchester United til trods for, at han stillede med enorm mange defensivorienterede spillere. Senest mod Liverpool, hvor alle – minus de tre forreste – har deres force i det defensive, og så skiftede han lige Marouane Fellaini ind i pausen for at være helt sikker.”

”Så end ikke det kan han mere, og det var jo det defensive, han blev kendt for. Han kunne altid lukke kampene ned, og der var forhistorier med to kampe på Anfield med det. Men det var slet ikke tilfældet i søndags mod Liverpool (United tabte 1-3, red.) . Man lukker ikke en kamp ned, hvis modstanderholdet har 36 skud på kassen og laver tre mål.”

Hvordan ser fremtiden ud for ham?

”Han har fejlet totalt i sin mandskabsbehandling. I 2018 tror jeg ikke, at man kan køre den der stil med at være alt for kras i sin kritik offentlig. Det er i hvert fald ikke en måde, de andre managere praktiserer. Tiden er simpelthen løbet fra ham og den slags managere.”

Vil der stadig stå en stor klub, som tør give ham en chance?

”Nej, det tror jeg ikke. Porto, Benfica og det portugisiske landshold kan han stadig komme til, fordi han har så stort et navn i Portugal og har et flot manager-CV. Men jeg kan slet ikke se, at en storklub som Paris Saint-Germain eller Bayern München kan finde på at ansætte ham. I Italien kunne Inter måske som de eneste overveje ham, men resten af klubberne hader ham og synes, at han var så ubehøvlet i hans tid i Serie A. Sådan endte det også i Real Madrid til sidst. De følte, at han trak deres klub ned i sølet.”

”Han fik så en optur i Chelsea, det gjorde han helt sikker. Han sagde også, at han var ’the happy one’, da han blev ansat i London-klubben. Han virkede så glad indtil den tredje sæson, hvor det hele crashede, hvilket minder meget om det mønster fra hans tid i United.”

Hvad kan hans fyring betyde for Paul Pogba i United?

”Jeg har den fornemmelse, at Mourinho var den altafgørende virus i Manchester United, selvom han sagde, at det var Pogba. Det bliver spændende de næste par måneder, for jeg tænker, at der må være mange spillere, der har lyst til, at det skal gå godt for United og i særdeleshed Pogba. For hvis han lykkes med det, kommer Pogba til at stå som vinderen af den her magtkamp mellem de to. Der er mange skurke i United, men der var ingen, som var ligeså stor skurk som Mourinho.”

Pogba.jpg

Er balladen slut nu for United?

”Jeg kan næsten ikke se, at Manchester United kan komme længere ned i sølet som klub og brand. Samtidig har klubben en størrelse, økonomi og købekraft, der gør, at de altså kan komme tilbage med et trylleslag. Jeg vil sige, at man mangler nogle stærke defensive spillere, men offensivt: Martial, Rashford, Lukaku, Pogba, Alexis, Mata. Undskyld mig, hvad vil du have mere end det? Det er godt nok nogle stærke navne, og de har vel ikke glemt at spille fodbold.”

”Jeg siger ikke, at Manchester United bliver mestre i næste sæson, men de kan være med i mesterskabskampen med et fingerknips, så stor en klub er der tale om.”

Hvem bliver ny manager for United?

”Der bliver talt om Pochettino, Giggs og Zidane. Men jeg kan have min tvivl, om f.eks. Pochettino overhovedet vil til Manchester United, fordi han ikke føler, at han har gjort sit arbejde færdigt i Tottenham."

”Jeg tror, at Michael Carrick kører sæsonen færdig, fordi så har klubben bedre tid til at finde den rigtige afløser, udbuddet er større, og hvis de vil have Pochettino, så er Tottenham mere villige til at slippe ham om sommeren end midt på sæsonen.”

Hvem drømmer du om, at de ansætter?

”Hvis jeg bare må drømme, så ville jeg have Pep Guardiola. Hver gang jeg ser Manchester City, tænker jeg, at deres manager har gjort hver spiller 25 procent bedre, og hver gang jeg ser Manchester United tænker jeg, at deres manager har gjort hver spiller 25 procent dårligere – undtagen målmanden (David de Gea, red.). Det er selvfølgelig ønsketænkning og kommer ikke til at ske. Men hvis vi leger med tanken; havde Guardiola taget til United fremfor City for to år siden, så havde United været der, hvor City er nu.”

Pep.jpg

Jose Mourinho kom til Manchester United i sommeren 2016 efter en fyring i Chelsea.

Manchester United er aktuelt på sjettepladsen i Premier League med hele 19 point til Liverpool på førstepladsen. Det er klubbens dårligste sæsonstart siden 1990.