RENÉ SVENDSEN-TUNE havde i mange år en tilbagevendende drøm. Han mødte op de mærkeligste steder iført nattøj. ”Jeg ved ikke helt, om det egner sig til at blive afsløret for Euromans læsere. Der må være noget underliggende om at ville gøre det rigtige, men det er det scenarie altså ikke noget godt eksempel på,” siger han.

Det er svært at forestille sig René Svendsen-Tune i nattøj, tilmed på afveje. Det er ikke kun det mørkeblå jakkesæt, det trimmede sølvgrå hår og de ingeniøragtige briller, som afslører en topchef med en teknisk baggrund. Det er blikket, som er venligt, men mener business. René Svendsen-Tune ligner en mand, der sidder for bordenden i direktionslokaler. Hvilket flugter med hans cv, for den 65-årige chef kom fra et topjob hos Nokia Networks, inden han i 2015 trådte til som chef for Jabra. Her har han bidraget til at drive en turnaround, som har gjort en anonym dansk producent af headsets til et globalt livsstilsbrand, som spiser kirsebær med de store. Jabra sidder i dag på en stor del af markedet for trådløse hovedtelefoner og in-ear høretelefoner sammen med blandt andet Apple, Samsung, Beats og Sony.