Er du gammel nok til et ur med månefase?

Månefasen er blevet kaldt ur-verdenens mest romantiske komplikation, og lige siden Patek Philippe i 1925 udstyrede et armbåndsur med en måne, har den været en af de klassiske features på et dress watch. Komplikationen er dog ikke synderlig praktisk, så hvad er overhovedet pointen?

Er du gammel nok til et ur med månefase?
Offentliggjort

’JEG ER IKKE gammel nok til en månefase’ har mere end én ur-samler sagt til sig selv, når talen er faldet på denne komplikation, som nogle finder charmerende, men (mange) andre ser som altmodisch. 

En ting er dog sikker: Månefasen som komplikation har en lang historie bag sig. I år er det 100 år siden, Patek Philippe skabte det første armbåndsur med månefase (og også evighedskalender nu man var i gang) under navnet Perpetual Calendar 97975. Og lige siden antikken har vi mennesker kortlagt Månens gang hen over himlen. 

Et godt eksempel er Antikythera-mekanismen fra oldtidens Grækenland, der er blevet kaldt den første analoge computer. Mekanismen, der blev hevet op af et skibsvrag i 1901 ud for øen af samme navn, blev for mere end 2.000 år siden brugt til at forudse astronomiske positioner flere årtier ud i fremtiden. 

Den kunne bruges til at følge den fireårige cyklus for antikkens olympiske lege, og dens 37 tandhjul gjorde det ikke bare muligt at følge Solens og Månens bevægelse igennem dyrekredsen, mekanismen betød også, at man var i stand til at forudse sol- og måneformørkelser og sågar modellere Månens irregulære bane, hvor Månens hastighed er højere i dens apsis.