Jeg har altid haft det meget ambivalent med at træne. Jeg har ikke haft en modstand mod det, men jeg hører til den type cykelrytter, der mest har set træningen som et middel til et mål.

I 2010 havde jeg gang i min ubetinget bedste sæson, både i forhold til resultater og niveau generelt, og jeg mærkede en nyfunden optimisme i mit cykelliv. Jeg boede i Lucca, hvor jeg i alt tilbragte syv år. Jeg husker særligt en dag i begyndelsen af oktober 2010.

Jeg havde både kørt Touren og Vueltaen, og jeg følte mig meget let og fyldt med en masse kilometer. Dagen var begyndt med, at det regnede voldsomt, men ud på eftermiddagen klarede det lidt op, og jeg kørte afsted alene. Disen hang stadig i Lucca-bakkerne. Det dampede.

Det var næsten et eventyrlandskab. Jeg kørte ad den her fantastiske strækning, der går fra Lucca og op til en lille by ved navn Matraia, hvorefter man kører på en højderyg i 15-20 kilometer ad små veje og forbi gamle, små byer.

I en af byerne passerede jeg et plejehjem, hvor stedets beboere var rullet ud på deres rullestole og sad og nød synet ud over dalen til Lucca. Det var næsten skumringstid, og på et tidspunkt spurtede et stort vildsvin hen over vejen.

Sensommeren i Lucca er helt fantastisk. Der er et særligt, gult lys. På det tidspunkt begynder olivenhøsten lige så stille. Når der har været et regnskyl, og varmen er blevet trykket rundt i bakkerne, så skifter luften hele tiden temperatur, fra varmt til koldt og tilbage igen. Fra et hårnålesving til et andet.

Det er virkelig få ture, jeg har haft, hvor cykelglæden har været så fremherskende som her. Det var en meget smuk og sanselig tur den oktoberdag. De vidt forskellige temperaturer, skumringstiden, vildsvinet. Samtidig med at jeg havde en følelse af, at jeg havde knækket koden i min professionelle karriere.