Det gør ondt i hjertet og i pengepungen, men profane smerter i kapitalens verden er for intet at regne i sammenligning med den nærmest fysiske skuffelse, man mærker i hjertekulen, når pinot noir ikke lever op til forventningerne. På den anden side bliver rusen ved vellykket pinot noir rigere og dybere end ved andre druesorter.

Alkoholen gør nok sit, men dens berusende parfumerede og ideelt set inciterende aroma påvirker på andre planer. Er det magi? Temmelig sikkert ikke, men det er, som om pinot noir skal forstås anderledes end andre vine, og vinbonden skal opfatte den anderledes hele vejen fra spæd stikling til old vine-frugt og videre gennem vineriets processer for at få frugtens magi bragt til glasset.

Californiske vinbønder lærte druen at kende på et tidspunkt, hvor statens klima konsekvent blev opfattet som lunt til varmt og med den lettere praktiske og ofte solidt videnskabelige tilgang, vinbønderne typisk har i USA, blev den plejet forkert. Nogle vil endda sige mishandlet. Nu er det helt anderledes.

Rejsen til Amerika

I 1800-tallets massive indvandringsbølge fra Europa var også gartnere og vinbønder med pinot noir, men efter vinlusens globale hærgen i slutningen af århundredet var der ikke mange, som turde binde an med pinot, og genplantningen fik ikke rigtigt fat.

Klimaet i de egne af Californien, hvor vindyrkning på det tidspunkt fandt sted, var for varmt til den skrøbelige pinot noir. Enkelte dumdristige vinfolk, flere af dem i dag blandt statens vinhelte, vovede sig dog ud på gyngende grund med tilplantninger i eksempelvis Napa Valley. Navnkundige Georges de Latour på Beaulieu plantede pinot noir, og nede i Santa Cruz fortsatte Martin Ray det arbejde, som banebryderen Paul Masson havde startet på grundlag af pinot noir-stokke, der efter sigende stammede fra Louis Latours marker omkring Beaune. Nogle påstod endda, at stokkene kom fra selveste Romanée-Conti, men allerede dengang betød storytelling en del, og intet har nogensinde kunnet verificere den historie.

Før pionererne tog fat

Siden 2. Verdenskrig gik det langsomt. Druesortens pionerer var ikke blevet pionerer endnu så at sige. Efter krigen fokuserede vinproducenter på chardonnay og især bordeaux-sorterne, og forståelsen af pinot noirs værdier forsvandt. Gennem 60’erne og 70’erne, mens cabernet sauvignon boomede, opstod holdningen, at pinot noir skulle håndteres hårdt. Den skulle macerere længe og aktivt, og den egnede sig efter manges mening som blandingsdrue med heftigheder som petite sirah og zinfandel. Nogle af statens store personligheder, historisk tunge drenge som Carl Wente og Joe Heitz mistolkede fuldstændigt druen. Pinot noir blev opfattet som en kraftfuld powerdrue.

70’ernes pinot-antagonist var Josh Jensen, som i 1974 plantede pinot noir i kalksten, fordi han søgte efter samme udtryk som vrai bourgogne. Tallene er sigende. Så sent som 1986 var der beskedne 3.100 ha pinot noir i hele staten, og 10 år senere var arealet kun kravlet til 4.500 ha. 00’erne og 10’erne har dog hævet tallet til 17.000 ha. Der skete et eller andet. Det var blandt andet dijon-klonernes skyld. I 80’erne blev Oregons pinot-producenter forelskede i de kloner, som professor Raymond Bernard udviklede i Bourgogne i 60’erne.

GettyImages-184095414.jpg

Umiddelbart nem integration

Klonerne var virusfri og opnåede normalt fuldmodenhed i det kolde bourgogneklima, fordi de modnede lidt tidligere end andre varianter. Overflytningen til Californien var gnidningsfri. Klonerne blev godkendt af de californiske myndigheder, og specielt klonernes lugt af kirsebær og farvemætningen tiltalte statens producenter.

Problemet med dijon-klonerne var blot deres tidlige modning. I det varme og solrige californiske klima røg sukkeret i vejret, mens de fleste urutinerede pinot-dyrkere savnede såkaldt fenolisk modenhed. ”Lad dem hænge, lad dem hænge” blev mantraet, og så fremkom den pumpede og yppige pinot-stil, hvis fremmeste repræsentanter var Kosta Browne og Sea Smoke.

Længere mod nord blev Helen Turley af Robert Parker udråbt til wine goddess for sit arbejde med cabernet sauvignon i Napa Valley, men ude ved kysten puslede hun sammen med sin mand, John Wetlaufer, med pinot noir. Wetlaufer kritiserede i et meget omdiskuteret nyhedsbrev til kunderne selveste Domaine de la Romanée-Conti for at misforstå pinot noir, ja, han påstod direkte, at domænet høstede umodne druer, og praktiserede selv opbindings- og beskæringsteknikker, der fremmede ’fenolisk’ modenhed.

Høje på alkohol

Alkoholen kravlede typisk over 15! Den stil fortsætter med hobevis af følgere, men en modstandsgruppe begyndte langsom at vokse. Ted Lemon føjede i 90’erne Sonoma Coast til det stille oprørsområde, som Josh Jensen (Calera) og Jim Clendenen (Au Bon Climat) havde ledet længere nede i staten gennem 80’erne og starten af 90’erne.

Jasmine Hirsch og Rajat Parr dannede i 2011 gruppen In Pursuit of Balance, der søgte bedre balance i pinot noir (og chardonnay), mere friskhed og skosede den typiske amerikanske bigger-is-better-tilgang. Allerede i 2016 lukkede de gruppen igen, fordi … mission was accomplished.

De havde en pointe, opfattelsen af pinot noir var blevet ændret, men blot til info, så findes der bestemt stadig overgjorte, svulmende og heftige pinot noirs i Californien.

Skal, skal ikke

I den balancerede ende af Californiens pinot-gruppering er der dog også stilforskelle. Faktisk forbavsende store stilforskelle. Dijon-klonerne findes stadig og fylder faktisk klart mest ude i markerne, men beskærings- og opbindingsteknikkerne kan styres, så sukkerstigning, kerne- og skindmodenhed og syrefald følges ad ligesom i Europa.

Meget sjældent kravler den nye pinot-bevægelses vine over 14 %, og ofte er de faktisk under 13 %. Det store skisma i øjeblikket står omkring stilkenes tilstedeværelse i gæringskarret. To stem include or not to stem include. Flere og flere tager dem med, mens andre viger bort fra dem, nogle endda, fordi fænomenet er blevet en trend – mode er jo flygtigt. Uovervejet stilkanvendelse kan da også give raspende fornemmelse, men mange anvender især stilkene, fordi de er med til at sænke alkoholprocenten en smule.

Mange søger desuden tilbage til de gamle oprindeligt overførte pinot-varianter fra Bourgogne. Mount Eden-klonen er guld værd i øjeblikket, og talrige producenter snakker om pommard-kloner og de såkaldte heirloom-kloner, der lader til at klare det californiske lys og varmen betydeligt bedre end dijon-klonerne.

En koldblodig drue

I begyndelsen af 1900-tallet var Napa Valley pinot noirs hjemsted, enkelte modige havde plantet den i det kolde Santa Cruz, men sidst i 1900-tallet var det blevet Russian River Valley og Carneros, man hypede. I dag mener mange, at de to områder enten er for varme eller for frugtbare – pinot noir skal have kulde og ikke mindst næringsfattig jordbund. Californiens stjerneområder for pinot noir er i dag det yderste Sonoma Coast, Anderson Valley, Santa Cruz Mountain og ikke mindst det vestligste Santa Rita Hills.

Nyt træ er meget sjældent fremtrædende i den nye skole, og typisk kan man se lige igennem dem – farvemætning betyder nul og nix for druens nye forkæmpere.

Ligner de så bourgogne nu? Godt spørgsmål. Ja og nej, enkelte kan være direkte umulige at skelne fra forbilledet, men selv i de mest naturvinsagtige, ikke-manipulerede og bragende krasbørstige stilkinfluerede versioner er der en modenhed i frugtudtrykket, som afslører ophavet. Det ville jo også være meningsløst at lave bourgogne i Californien! Alle otte udvalgte tilhører den ”nye” skole, og der er slet ingen grund til hjertesorger her.

Pinot Noir main.jpg

8 pinot noir fra Californien

Vinene er vurderet på en 100-pointskala

Pinot Noir Pence Ranch Mount Eden Clone 2015, Whitcraft Winery, Santa Rita Hills

94 point
555 kr.
ltdv.dk

Hør, hvad foregår her?! Min vin bobler og er helt gennemsigtig. Drake Whitcraft følger i sin fars fodspor, bogstaveligt talt, idet han fodtramper sine pinot noir-klaser før gæringen, som foregår på brugte fade. Altså fuld stilkanvendelse, men metoden giver faktisk kort trækketid, og Drakes pinot’er er altid bekymrende lyse i farven. Her med lift fra en smule opløst kulsyre, umiddelbart klart rødfrugtet, fuld af syrlige bær som ribs og tyttebær, men læg mærke til længden, påfuglehalen, den vedblivende kælne fornemmelse af naturlig koncentration og nul grønhed fra stilkene. Vidunderlig naturlighed, frihed og nøgenhed. Fremstillet udelukkende på den gamle mount eden-klon, der sjældent virker oppustet eller påståelig, nærmere det modsatte. Her blot 12,56 %.

Pinot Noir 2015, Kutch Wines, Sonoma Coast

92 point
405 kr. v./12 fl.
laudrup.dk

Mange har taget samme vej som Jamie Kutch. Fra højtbetalt konsulentverden i it, ejendomsudvikling eller management til realisering af livsdrømmen. Kutch har endda også taget vejen fra pumpet og svulstig pinot noir til meget mere moderat, balanceret og frisk stil. I 2015 brugte han stilkene til alle sine pinot’er og gav blid ekstraktion, ingen præmaceration, gæring ved lav temperatur og næsten ingen sulfit. Hans begynder-pinot fra Sonoma Coast indeholder druer fra tre marker, blandt andre Bohan tæt på Stillehavet. Han laver pinot med kant. Specielt syren er markant, grænsende til skarp, mens den hørmer af peanuts, læder, anis og lakridsrod. Faktisk en smule reduktiv, men lad det ose af. Godtkøbskram, sagde Fritz og Poul.

Pinot Noir Bloom’s Field 2015, Domaine de la Côte, Santa Rita Hills

95 point
589 kr. v./12 fl.
laudrup.dk

Den er faktisk mørkere end Sashi Moorman og Rajat Parrs vine har været tidligere. Måske er den endda mere generøs end Bloom’s Field har været før – marken ligger lige i midten af ejendommens område, yderst i appellationen Santa Rita Hills. Stokkene er plantet grotesk tæt, og tilgangen er ’natur’, helklaser, lav eller ingen sulfit. Mørk og varm krydret tranebær med spidskommen og peber, soja, kanel, men tro ikke det her er sødt! Duoens umiskendelige sofisteri fortsætter, raffi, fornem, chik … lava, skovjordbær kvast i en sjat gammel soja. Blodappelsin og rosengelé – uvirkelig, magisk, tryk, påvirkning, stød og stik, men helt uden banal power eller sød alkohol.

Pinot Noir Hacienda Secoya Vineyard 2015, Cerítas, Anderson Valley

96 point
499 kr. v./6 fl.
finewines.dk

Fra John Rayteks monopolmark – ja, det er lidt som La Tâche. Eller Romanée-Conti – eneste forskel er farven … næsten. Koncentrationen er bevægende og helt uden manipulering, kun fra styret frugtsætning i marken og kølende vinde fra Stillehavet i den indre ende af Anderson Valley. Raytek kalder sig fleksibel, ingen vil være dogmatisk i dag, og stilke er med nogle gange (men ikke her), druerne macererer før gæringen … nogle gange. Men fermenteringen foregår ALTID på den naturligt forekommende gær. Roser, pæoner, gammeldags giacosa-barolo, bare uden den teagtige tannin. Senere kærnemælk. Silke og fløjl på tungen, slankhed og rigdom som en marmorstatue fra Michelangelos hånd. Mesterlig, helstøbt, frisk, men magtfuld og helt uden svulmeri.

Pinot Noir Clary Ranch 2015, Arnot-Roberts, Sonoma Coast

94 point
499 kr. v./6 fl.
finewines.dk

Første årgang med pinot noir fra Clary Ranch i den vindhærgede landskabssænkning Petaluma Gap. Duoen Nathan Roberts og Duncan Arnot Meyers laver normal kun syrah fra marken, men på mange måder passer stedet bedre til pinot. Helklase, som sædvanlig ingen ny eg og stedets typiske høje syre og lave alkohol. Farven er let orangetonet, men det skal man ikke være nervøs ved. Tydeligt grønkrydret tranebærjuice, kräuterbonbon og vitaminpille, Campari og malurt. Snyd og bedrag på tungen, et vinøst paradoks med slankhed og apollinsk moderation, men trodsigt, stærkt påvirkende, spændstig, skarp på den gode måde og med næsten Etna-nerello-krasbørstighed, men helt uden alkohol. Strukturvin.

Pinot Noir Sanford & Benedict 2015, Chanin, Santa Rita Hills

96 point
399 kr. v./6 fl.
finewines.dk
Gavin Chanin har været min californiske pinot-helt, siden jeg mødte ham i København og fik sat ansigt på manden bag statens p.t. mest balancerede pinot’er – og chardonnayer for den sags skyld. Chanin står først og fremmest for pragmatisme og tilpasning til årgangen. Han har ingen dogmer, andre end perfekt modne druer, som han så bare vurderer som modne før mange andre – selvfølgelig fordi han plejer og ’træner’ sine stokke, så frugtens modning sker ad samme vej som i Europa. Her fra de historiske stokke i Sanford & Benedict-marken. 15 % ny eg og nul omstikninger. Dragende intens kirsebær og tranebær, savsmuld fra mahogni, silkeagtig viskositet, syredrevet, nuvel, men med betydelig rigdom. Rousseau på californisk.

Pinot Noir Reserve 2015, Hirsch Vineyard, Sonoma Coast

94 point
750 kr.
kkwine.dk

Jasmine Hirsch har taget over efter sin far, og kældermesteren hedder ikke Ross Cobb mere, men Anthony Filiberti, og det er skønt at se, hvordan Hirschs vine nu er bredt anerkendt som nogle af statens stærkeste og fineste udtryk for pinot noir. Her deres Reserve, udvalgte fade fra alle mikroparceller på Hirschs ejendom højt hævet over Stillehavet og indtrængende tåge. De må have udvalgt efter struktur, for Reserve-udgaven er krasbørstig, bidsk af tannin, moderat i alkohol og har på nuværende tidspunkt absolut ingen formildende midtfrugt på tungen. Den minder om Hubert de Montilles gamle stil i Bourgogne; vin til fremtiden. Gem den, gem den!

Pinot Noir Alpine Vineyard 2014, Rhys Vineyards, Santa Cruz Mountain

95 point
940 kr.
kkwine.dk

Endnu et eksempel på penge fra andre betydeligt mere værditilvækstfokuserede erhverv. Kevin Harvey praktiserer mikrovinifikation på et andet plan end de andre udvalgte. Han har ca. 80 bittesmå stålgæringstanke. Relativt højtliggende vinmark med hele 16 forskellige pinot noir-kloner, de fleste ’gamle’, det vil sige ikke dijon-kloner, og det er med til at holde alkoholen på helt normale 13 %. Tranebærjuice, usødet selvfølgelig, bark, cigar, pæon og rosenblade. Spændstig, styret af syren, men balanceret af friskmoden bærfrugt og roibuste i eftersmagen, der giver behageligt bid. Vi er så langt fra Big Flavor-Pinot, som man kan komme. Fabelagtig cool og stram pinot noir.