”For mig er der noget meget sommerligt over tequila. Det er en drik, der går godt til solskin” siger Jonas Brandenborg Andersen, chefbartender på MASH Penthouse og nummer 5 til bartendernes verdensmesterskab sidste år.

”Tequila er lavet af agaver. Agaver, der er blevet bagt af solen i årevis. Man kan sige, at det er solen, der har bragt tequilaen til live. Det kan jeg godt lide at tænke på. På samme måde som det passer bedre til en regnvejrsdag at drikke en drink med skotsk whisky.”

Jonas Brandenborg siger, at mange bartendere ynder at bruge tequila, når de skal lave sommerlige drinks.

Ikke bare fordi de bringer tankerne hen på solrige Mexico, men også fordi agavespiritussens på en gang skarpe alkohol-power og let honningsødlige og krydrede smag går godt til en række af de frugtige cocktails, der er behagelige at drikke på en varm dag.

LÆS OGSÅ: Frozen rosé kan blive stort i år 

”Der er mange klassiske longdrinks, der er bygget op omkring tequila, og som vi bartendere elsker at vende tilbage til år efter år. Men særligt i år har jeg set mange kolleger lave tequiladrinks. Jeg tror, de kommer til at kunne give Spritz og G&T konkurrence denne sommer,” siger Jonas Brandenborg Andersen.

Mange vil kende tequila’en som hovedingrediensen i en Margarita, der kan laves ved at ryste 2 dele tequila med 1 del friskpresset limesaft og 1 del triple sec orangelikør sammen med en masse is.

Men Jonas Brandenborg opfordrer til, at man også prøver andre kombinationer af.

Her er hans bud på tre opskrifter, du kan lave derhjemme:

Paloma

En autentisk drink, som mexicanerne selv nyder. Man kan lave den i en meget simpel udgave, hvor man bare blander tequila med en god grapefrugtsodavand. Men man kan også gøre lidt ekstra ud af den, som i opskriften herunder.

Det skal der i:

5cl tequila blanco
1cl frisk limejuice
1cl agavesirup 
5cl friskpresset grapefrugtsaft
Danskvand
Salt

Sådan gør du:

Bland tequila, sirup og juice i et højt glas med masser af isterninger. Rør rundt, og top op med en smule danskvand. Alt efter humør tilsæt en lille smule salt på toppen. Saltet kan være meget behageligt, da det lige skærer toppen af bitterheden fra grapefrugten.

Tequila por mi Amante

En næsten 100 år gammel opskrift, hvor man lader tequila trække med jordbær.

Det skal der i:

1 bakke friske sommerjordbær
1 flaske tequila.

Sådan gør du:

Vask jordbærrene, og halvér dem. Hæld dem sammen med en flaske tequila i en tætsluttende krukke, og lad dem stå en uge i køleskabet. Ryst krukken engang imellem. Filtrer tequilaen tilbage i flasken, og hold den på køl. Man kan drikke infusionen rent. Men man kan også nemt lave den til en lækker margarita-drink:

Margarita por mi Amante

 

Det skal der i:

5cl Tequila por mi Amante
1,5cl agavesirup 
2,5cl frisk limesaft

Hæld ingredienserne i en shaker, og shake med masser af is. Servér i et vand- eller whiskyglas med isterninger og en limeskive.

El Diablo

Tequilaens svar til dem, der godt kan lide ingefær-kicket fra en Dark & Stormy.

Det skal der i:

5cl tequila
2 cl solbærlikør (Creme de Cassis )
2 cl limesaft
Ginger beer

Sådan gør du:

Bland ingredienserne, med undtagelse af ginger beer, i en shaker og ryst med masser af is. Server i et højt glas med isterninger. Fyld op med ginger beer, og rør rundt en enkelt gang.

TIP:

Alle cocktails herover tager udgangspunkt i tequila blanco, altså tequila, der ikke er fadlagret. Når du køber tequila til cocktails, så gå efter 100 procent agave. Der er grund til at bruge lidt ekstra penge på en god tequila, men ingen grund til at købe sig fattig i en meget sofistikeret flaske, der bedre fortjener at blive smagt alene eller som avec.

Her er tre betalelige flasker:

Tequila Ocho til 249,- lige her.

Tequila Bambarria til 249,- lige her.

Jose Cuervo Silver Tradicional til 224,- lige her.

LÆS OGSÅ: Thomas lever af at plukke urter til Michelin-restauranterne 

LÆS OGSÅ: Derfor hader jeg at gå på café

LÆS OGSÅ: Italienere bobler af vrede over blå prosecco