Foråret pibler, luften er arktisk klar, sollunet, men sprød, og landskabet er lysegrønt. Opstigningen fra A1-motorvejen gennem ’porten’ i Pontassieve til de gamle Firenze-bankieres sommerlegeplads er mere tydelig her sidst i marts end om sommeren. Toscanas turisthorder undgår altid den østlige side af regionen, hvor Appenninernes tinder og halvalpine vækster er langt fra olivenlunde og den brungrønne farvetone, som størstedelen af Toscana er kendetegnet ved. Ved Pontassieve begynder en sidedal til Arno-dalen, og nordøst for byen hedder appellationen Chianti Rùfina, med tryk på ru, husk det, og forveksl ikke med kæmpeproducenten Ruffino.
Jeg trækker vejret dybt, og min codriver guider. Vel er der også oliventræer her … og vinmarker, men man mærker en anden ånd end i Classico-området. Kapitalstærke romantikere, byggematadorer og andre med penge på kistebunden har ikke kastet deres mammon efter Chianti Rùfina endnu, og villaerne er ikke pussenusserestaurerede, swimmingpools blåpletter ikke landskabet set oppefra, og vinmarkerne ligger adskilte, solipsistiske.
Langt de fleste ejendomme er gamle familievingårde. Kendskab til historien, hvor selveste storhertug Cosimo III i 1716 udstedte sit berømte bando med den italiske halvøs, og måske verdens, fire første appellationer, gør nok min entré mere ærbødig, men selv landskabets kantethed og svale bjergfriskhed siger: Jeg er anderledes. Tænk sig, selveste Donatello, spædrenæssancens store mesterbilledhugger, foretrak vin fra landsbyen Rùfina allerede i 1400-tallet. Rùfina må være noget særligt.
Lille og stor på samme tid
Chianti Rùfina er ikke som Chianti Classico fastbanket i Toscana- og sangioveseelskeres sind, selvom den burde være det. Blandt Stor-Chiantis syv subzoner er den geografisk mindst, men næststørst i produktion, kun overgået af Chianti Colli Senesi, og tager man historisk vægtighed med i betragtning, og det skal man jo i Toscana, burde miniområdet lidt øst for Firenze være på prestigeniveau med Chianti Classico. Cosimo III sagde nemlig, at fire områder i Toscana var værd at demarkere; Val d’Arno, Carmignano, Chianti og Pomino. Den sidste omfattede efter alt at dømme en stor del af det nuværende mikroområde Pomino plus Chianti Rùfina. I dag er appellationen 12.482 ha, men kun 750 hektar dækkes af vinmarker. Til sammenligning er der i Chianti Classico næsten 10 gange så mange hektar vinmarker.
Ler eller kalk?
Appellationen Chianti Rùfina ligger klemt ned mellem Arno-dalen og de semihøje Appennini Settentrionale med Monte Falco som det højeste punkt i 1.658 m. Nordøst for appellationen ligger en af Appenninernes store naturparker, Foreste Casentinesi. Bjergluftens natligt kølende påvirkning er én ting, noget andet er de dominerende jordbundsforhold, og her er Rùfina-området interessant, idet langt det meste er kalkstensdomineret. Vandskellet i det italienske øvre ’støvleskaft’ ligger lidt nordøst for området, og alle vandløb bevæger sig mod syd, sydvest eller vest, ligesom appellationens hovedvandåre, floden Sieve. Kalksten i Toscana kaldes alberese, og den jordbundstype giver typisk meget ranke, syrefaste og slanke, men aromatisk friske vine.
Tidligere var rùfina nok mere rustik, men det hang blandt andet sammen med producenternes dengang lidt mangelfulde produktionsforhold og ukendskab til moderne krav om, hvordan frugten skulle håndteres. I dag er kant og bjergkøling, kalkstensrankhed, strenghed og nobel rusticitet netop vejen til særlighed.
Castello di Nipozzanos vinmager, Lucia Minoggio, betvivler – i øvrigt sammen med Federico Giuntini, præsidenten for konsortiet – dogmet om sangioveses problemer på lerjord. Castello di Nipozzano, Frescobaldi-familiens historiske borg, er appellationens største markejer og har talrige jordbundstyper på ejendommen, herunder lerede forhold.
"Med de rigtige rodstokke giver lerjord her i Rùfina fine resultater, og de seneste års pinsomme tørker giver faktisk fordele til leret, der holder bedre på vandet end den drænende forvitrede kalksten", siger Giuntini og Minoggio samstemmende.
Oppe i højderne
Chianti Rùfinas appellation fordeler sig næsten ligeligt på vest- og østsiden af Sieve-floden … eller rettere åen. Appellationen er bredest i den sydlige del mellem zonerne San Brigida i den vestlige side og Pomino i den østlige. Sieve-dalen snævrer ind mod nord ved landsbyen Contea og slutter lidt nord for Dicomano. Indflydelsen fra de nærliggende Appenniner er stærkest i den nordlige og den østlige del, specielt Pomino-området har gennemsnitshøjde over 500 meter og tydelig indflydelse fra bjergluften, og her anbefales det ikke at dyrke sangiovese. Den kan vanskeligt modne deroppe.
I Chianti Classico står de højeste vinmarker op mod 650 moh., men på grund af Appenninernes nærhed er 500 moh. i Rùfina en del koldere end 500 moh. i Classico-området. Langs Sieve er højdekurven helt nede omkring 100 moh., og der er ligeledes stor forskel på jordbundssammensætningen. Området omkring appellationens mest kendte vingård, Selvapiana, er eksempelvis en stor alluvial terrasse med grusede veldrænende forhold baseret på erosionsmateriale ført ned med Sieve, mens zonen San Brigidas jord består af sandsten, og Frascole er mergeldomineret.
Zoner og selvværd
Konsortiet i Rùfina har vældige ambitioner og har gennemført slidsomme universitetsdrevne zoneinddelinger baseret på jordbundsanalyser og klimatiske data. 11 zoner er der fundet. Her er ikke plads til alle detaljerne, men det handler om selvværd og noget at have sit selvværd i. Hvis man kommer fra baghjul, må man have solidt underbyggede fakta, og konsortiets arbejde ligger mindst på niveau med det, som konsortiet nede i Chianti Classico har foretaget.
Her er størrelsen Rùfinas fordel; lidenhed giver mulighed for mere præcis zonazione, som italienerne kalder det. Og selvom Chianti Classico nu gennem mere end 10 år har talt om subzoner og underdeling af appellationen er der ikke sket noget formelt. Forbrugeren bliver forvirret, hvis der brydes yderligere op i en appellation, som man lige har lært at kende; det lader til at være rationalet for den politiske modstand mod underinddeling af kendte appellationer i Italien, men mange ved godt allerede, at der stilistisk er forskel på chianti fra det kølige Radda og det varme Castelnuova Berardenga.
I Chianti Rùfina kommer der efter al sandsynlighed heller ikke underinddeling … endnu, men for producenterne selv og for detaljefokuserede forbrugere er der stor værdi i at kende de enkelte domæner/producenters placering og den deraf følgende vinstil. Inden for appellationen er der ret stor forskel på stilarterne, underbygget af en organoleptisk og sensorisk test, som konsortiet har fået gennemført.
Stilarterne kan uden problem ombrydes fuldstændigt gennem kælderarbejdet, men her ser det ud til, at konsortiets relative homogenitet slår igennem, og de enkelte vingårde sørger for kun at underbygge stedafhængigheden gennem fremstillingsprocessen.
Drømme om Rùfina-kloner
De højeste modenhedsgrader på sangiovese opnås ved Selvapiana i appellationens centrum og San Brigida i den sydvestlige del, mens det højeste syreindhold naturligt nok opnås i de højtliggende og bjergpåvirkede zoner ved Contea og Pomino, hvor der også findes flest skovbær og urter i duften.
Federico Giuntini fra appellationens gamle stjerne og forkæmper Selvapiana er som tidligere nævnt præsident for konsortiet, som tæller 20 af områdets blot 22 producenter. Det er en uhørt høj medlemsprocent for en italiensk appellation og fortæller en tydelig historie om lokalpatriotisme og tro på den fælles sag.
I dag gøres der en dyd ud af beliggenheden, hvor man i en periode skelede for meget til de lavere liggende og varme dele af Toscanas sangiovese-stil og ikke mindst fokus på de internationale sorter som merlot, syrah og cabernet sauvignon. De fleste af områdets producenter mikser forskellige kloner og selektioner af sangiovese i marker og i vinen, men Federico Giuntini ser gerne, at man arbejder hen mod egne Rùfina-kloner.
"I øjeblikket har vi både selection masale sangiovese, moderne chianti classico-kloner, gamle løsklasekloner fra midten af 1900-tallet og kloner fra den franske planteskole Pepinières Guillaume, men eksempelvis Villa di Vetrice har gang i interessant arbejde med opformering på meget gamle lokale versioner af hjælpesorterne canaiolo og colorino, så nu må det være sangioveses tur", siger Giuntini.
Drømme om 100 % økologi
Konsortiets næste store skridt, som forventeligt kommer til at bringe lidt interne stridigheder, er tanken om at gøre Chianti Rùfina til verdens første 100 % økologiske appellation. Certifikaterne er allerede opnået af flere enkeltstående medlemmer i konsortiet, og med blot 20 medlemmer er det alt andet lige nemmere at opnå enighed, end hvis eksempelvis Chianti Classico-konsortiet med 376 aftappende medlemmer besluttede sig for det samme. Ikke nok med økologien. Giuntini og den sandsynlige kommende præsident Cesare Coda Nunziante fra domænet Colognole går endnu videre og vil have indført krav om fuld vildgæring og således forbud mod selekteret gær for at underbygge ideen om terroir endnu stærkere. Ret overraskende kører Rùfinas største producent Castello di Nipozzano allerede 100 % vildgæring.
"Det har vi gjort længe", fortæller chefvinmager Lucia Minoggio og beretter om sin egen nervøsitet, da hun kom udefra og overtog styringen med kælderen og havde søvnløse nætter under høsten og den lystigt boblende gæring.
"Nu er jeg helt tryg ved det, og jeg er enig i, at vildgær underbygger vores områdes udtryk".
Vin Santo fra Chianti Rùfina
Flere producenter holder fast i meditationsvinen over dem alle, vin santo, og de dygtige producenter sørger for at holde stilen områdetro. Ingen er intensitetsekstremister som Rocca di Montegrossi eller San Giusto a Rentennano nede i Classico-området, men heller ingen mishandler den historiske vintype og tilsætter druesprit for at forstærke grundvinen, hvis kvalitet skal komme fra lufttørring af plukkede klaser.
Nogle, Selvapiana blandt andre, praktiserer langtidstørring af hvide trebbiano-druer, gerne fem måneder, lagrer seks år på små betonforseglede ege-caratelli og får vældig kompleks restsukkersødme på omkring 260 g/l. Andre som I Veroni plukker røde druer som sangiovese og canaiolo, blander med hvid malvasia efter tørring i tre måneder, lægger den på caratelli af kastanjetræ i hele otte år og får den såkaldte occhio di pernice, her gæret til høj alkohol på 17 % og tilsvarende lavere restsukkerniveau på godt 150 g/l.
I Veronis Vin Santo 2008 (260 kr.) oser af valnød, sultanarosin, røget figen og nærmest tawny port-agtig karamel, mens den søde smag er forbløffende frisk og klementinsyreløftet. Den overgås dog af Selvapianas Vin Santo 2010 (369 kr.) med brændt figen, tørret abrikos, lynghonning, fudge og inddampet appelsinkaramel i smagen, ufattelig fed viskositet og kontrastsyre fra trebbiano.
Kvalitetsfokus er et must
Appellationen fokuserer på sangiovese, reglerne siger min. 75 % i blandingen, men konsortiet og Federico Giuntini har i to år arbejdet på at indføre Gran Selezione-niveauet, ligesom i Chianti Classico, men der var intern enighed i konsortiet om at gøre reglerne endnu strammere end hos naboen mod syd. Fra 2020 får Chianti Rùfina derfor sin egen Gran Selezione med krav om 100 % sangiovese og reel enkeltmarksoprindelse, på italiensk Vigna eller Vigneto – en langt klarere defineret og betydeligt mere stedafhængig tilgang end Classico-områdets noget udvandede reglement.
Federico Giuntini påstår med smil på læben, at Rùfina-konsortiet har gennemført den stramning, som de bedste domæner i Chianti Classico oprindelig ønskede, men som det typisk sker, blev udvandet af indflydelsen fra de store spillere.
"Vi bliver nødt til at investere i kvalitet i appellationen", siger Federico Giuntini, som selv har budgetlagt købet af en optisk sorteringsmaskine for 2020 til Fattoria Selvapiana, og fortsætter:
"Du ved godt, chianti rùfinas pris pr. flaske er 20-25 euro under chianti classicos topniveau. Vi bliver nødt til at overveje hver eneste investeringseuro nøje, men der er kun én vej til anseelse: kvalitetsfokus."
Giuntini tager selv forbehold for investeringen i den dyre sorteringsmaskine. Udfordringen er at kalibrere maskinen til præcis den modenhed, sangiovese bør have – sammen med resten af konsortiets medlemmer er Federico Giuntini meget opmærksom på overmodenhed, som de anser for katastrofalt for Rùfinas friske sangiovese-stil. Rùfinas klima fremmer den friske sangiovese-stil, og den må man holde fast i. Netop den kølige stil giver så andre udfordringer, som Rùfinas vine også har lidt af tidligere, nemlig den frygtede ’reduktion’, hvor vinene antager hørmende aromaer.
Alting kommer tilbage
Som den stabile topproducent han er, har Federico Giuntini et problem med trend og mode på vinmarkedet. Han har været med så længe, at han husker mode med merlot og cabernet sauvignon, botti og så barrique og nu tilbage til botti igen.
"Vi må have vores stil og holde fast, det nytter ikke, at vi svinger med markedet … på den anden side må jeg give min søn ret i, at vores stil passer bedre til botti", siger Federico Giuntini med et skælmsk smil.
Jeg lader Rùfina tilbage, badet i sollys. Det er, som om Rùfinas få producenter ranker ryggen lydeligt. En gammel kæmpe er genvækket, en kompakt kæmpe med solid selvtillid og noget at have sin særlighed i. Chianti Rùfina har en meget lovende fremtid.
7 gode fra Chianti Rùfina
Vinene er vurderet på en 100-pointskala
Chianti Rùfina Riserva Vigneto Quona 2015, I Veroni. Italien
92 point
209 kr.
sorgenfrivin.dk
Vingården med aner tilbage til middelalderen ligger lidt oven for Pontassieve i den sydligste del af appellationen. Lorenzo Mariani styrer ejendommen assisteret af en Toscanas nyere stjernekonsulenter med speciale i vitikultur, Andrea Paoletti, som blandt andre rådgiver hos Val di Cava nede i Montalcino. Nyplantninger er sket i 1998, og fokus er på sangiovese. Husets almindelige rùfina hedder I Domi og består af 90 % sangiovese, 5 % canaiolo og 5 % colorino og ser en blanding af 500 l, 25 hl og 32 hl franske fade.
Den har urtet kirsebær i duften, en smule balsamico og brøler som en Lamborghini i smagen – varmen er ret markant fra de 15 % alkohol. Riservaen fra Quona-marken er betydeligt bedre. Bærer sine 15 % smukkere med velpakket næse af rust på kirsebær på tobaksblade på Campari på medicin. Udelukkende sangiovese-baseret, men på tre af de såkaldte Rauscedo-kloner, hvor specielt nr. 24 er skøn med sin friske røde bærstil. Hele 50 % ny eg ligger kun som strygerbundlyden på en stemningsfuld romantisk fløjtekoncert.
Chianti Rùfina 2015, Frascole. Italien
91 point
130 kr.
vildmedvin.dk
Frascole ligger som appellationens øverste domæne som i betydningen nordligst og betydningen højest. Op til 470 moh. og lige ved Dicomano, hvor Valdisieve møder Mugello-dalen. Frascole har været økologisk siden 1998 og har for nylig restaureret vineriet efter moderne tyngekraftsprincipper. Nul pumper her.
Alkoholen heroppe bliver naturligt moderat, i 2015-udgaven blot 13,5 % og den almindelige rùfina macererer, gærer og lagrer på en blanding af beton og træ, ingen nye fade. 90 % sangiovese, 5 % canaiolo og 5 % colorino er det rene old school, skøn old school! Man kan se gennem vinen, hvilket er et godt tegn for dem, der holder mest af tranebærpræget sangiovese. En herlig forfriskende stenet, rustduftende aroma, krydret af kinabark og blodrod, malurt og tørrede multebær. Vær indstillet på sangiovese uden formildende omstændigheder; her er bitterhed, landlig kant og karakter, men det er velkomponeret som en renæssancefresko. Og så må prisen fremhæves!
Chianti Rùfina Riserva Tegolaia 2015, Villa Travignoli. Italien
92 point
160 kr.
eriksorensenvin.dk
I Toscana handler det om aner. Jo længere tilbage man kan spore sin familie, des finere. Busi-familien kom først til Travignoli-ejendommen i 1800-tallet, men Travignoli var allerede kendt som ophav til vin og olie af høj kvalitet i 1400-tallet.
Husets almindelige rùfina fra 2017 kommer fra parceller i op til 350 moh. og stammer udelukkende fra sangiovese-planter. Den ser ingen ny eg. Transparent og brillant at se på, indtagende parfumeret, æterisk og arketypisk lys og kølig sangiovese-odør. Rolige 13,5 % alkohol og utrolige 85 kr. v./6 fl. – årets sangiovesekøb! Storebror Tegolaia er mere seriøs og aristokratisk. Også udelukkende sangiovese, men lagret 20 måneder på træ, hvor jeg gætter på indflydelse fra mindre franske fade – sådan dufter og smager det i hvert fald, men stadig er det ’rød’ sangiovese, lys, tranebærpræget og blidt krydret af vanilje, mens sangioveses kendte og måske berygtede bitre eftersmag får lov at bide. Cremet og intens kirsebær og stenet bidskhed på samme tid.
Chianti Rùfina Riserva Bucerchiale 2015, Fattoria Selvapiana. Italien
95 point
239 kr.
ottosuenson.dk
Federico Giuntini råber ikke sit andet efternavn højt. Han hedder faktisk også Antinori. Sammen med søsteren Silvia blev han adopteret af Fattoria Selvapianas mangeårige ejer og drivrem, motor og utrættelige promotor, Francesco Giuntini Antinori, da faderen døde i 1994. Faderen var en dybt betroet medarbejder på ejendommen, og Francesco, som nu er 87 år, bestemte, at de to søskende skulle arve Selvapiana. I dag er Federicos egen søn, Cosimo, dybt involveret i produktionen og begyndende stilpåvirkning.
Husstilen er vin de garde! Der går stadig anerkendende historier om en smagning i Firenze af gammel sangiovese, hvor en Selvapiana 1947 tævede både Biondi-Santi og Antinoris chianti. Under mit besøg smagte jeg 1980 Riserva, betongæret og lagret fem år på kastanjefade og UDEN malo! En fantastisk vin, alderen taget i betragtning, sprød, hylende syrlig og fuld af usødet tranebærsaft, burgundisk. Blandt de aktuelle er Bucerchiale 2015 stor! Vin med statur som i gamle dage, barket vrinsk og spark som en biondi-santi, men lysfrugtet som en Pergole Torte, lædertannin og malurt, tweed i eftersmagen. Jeg er solgt!
Chianti Rùfina 2017, Fattoria Selvpiana. Italien
92 point
129 kr.
ottosuenson.dk
Giuntini lavede himmelvendte øjne, da han snakkede om Rùfinas prisniveau og så derefter ud, som om han bad mig sørge for, at priserne blev mere rimelige. Jeg mener, 129 kr. for en chianti af denne klasse! Det er et eller andet sted for lidt, men omvendt skal vi som forbrugere bare være tilfredse med, at så god og ærlig sangiovese kan fås til de penge. Den er uforstyrret af træ og har den kølige rusticitet intakt. En kirsebærbombe med let jordede indslag og tydelig mandelbitterhed i eftersmagen.
I gamle dage, og det er i denne sammenhæng ikke mere end 20 år siden, frygtede toskanerne forbrugerens dom over syreskarphed og krasbørstighed. I dag er sangiovese-tilhængere direkte på jagt efter den slags, og det har Selvapianas 2017. En tweedagtig struktur og berusende parfume på toppen. Der er et skvæt canaiolo, colorino og malvasia i, og det gør den kun endnu mere kompleks med røde bærindslag og forfinet viol.
Chianti Rùfina Riserva Vecchie Viti 2015, Castello di Nipozzano. Italien
94 point
235 kr.
hjhansen-vin.dk
Jeg tror Lucia Minoggio er gode venner med Franz Stockinger, for hun får lov at købe flere fade fra den vildt hypede østrigske kvalitetsrevser og fadbygger end andre. Frescobaldi har ’kassen’ til det. Kælderen på det store Castello di Nipozzano domineres af de store botti, eller fudere på tysk, langs væggene og små franske barriques i midten. De er til husets cabernet sauvignon Mormoreto og i brugt version til den almindelige rùfina. Både enkeltmarksvinen Montesodi, der ikke længere sælges som chianti rùfina, men IGT Toscana, og den relativt nye topvin fra Nipozzanos ældste parcel med blandet beplantning, Vecchie Viti, berøres kun af østrigsk mesterhåndværk, de store Stockinger-fade. Det bekommer dem vel.
Riserva 2015 har lidt merlot, cab. colorino og malvasia med i sangiovese-saften, og det giver rosenpebret aroma med sure kirsebær, vanilje, tranebær og apotekerhylde i Den Gamle By. Bidsk og barket tannin og eftersmag, men graciøs alligevel og så til 150 kr.! Vecchie Viti 2015 er både mere kunsthåndværk og mere krævende. Den gamle parcel fra 1960’erne co-fermenteres med sangiovese, canaiolo, colorino og malvasia nera. Jeg tror, det var nye Stockinger-fade, den lagrede på, vaniljen titter nemlig frem, men det er dydig topnote på tranebærjuice, fornem og nobel, mildt bitter og saftig.
Chianti Rùfina Riserva 2015, Castello Di Nipozzano. Italien
90 point
150 kr.
hjhansen-vin.dk
Her er malvasia nera og colorino hjælpedruer, og det er fint, men der er også cabernet sauvignon og merlot, og så bliver det for dogmatikere straks værre. Jeg er personligt også tilhænger af reinheitsgebot og kan kun støtte bestræbelserne på at fokusere på områdets egne druesorter, men … Jeg kan simpelthen ikke kritisere det, der er i glasset her. Den er stadig så meget Rùfina.
Sangioveses rusttendenser og det let bitre i eftersmagen er ikke skjult af cabernets stærke solbærduft eller merlots cremede tannin. Det hele hænger sammen, og udtrykket er klart toskansk. Lucia Minoggio lavede faktisk ikke denne årgang, hun kom først til senere, men den er lavet efter samme filosofi som de nye årgange, hun har haft hænderne i. Jeg kan kun opfordre til at storme en H.J. Hansenbutik/Vinspecialisten, for riserva til 150 kr. findes sjældent. Nipozzano-vinene er meget anderledes og mere stedtro end Frescobladi-koncernens mere kommercielle vine.
