rodfrugtchips

Rodfrugtchips er usunde

Fedtbombe: Rodfrugtchips er mere usunde end kartoffelchips – og marsbar

Ny undersøgelse viser, at grøntsagschipsene er ekstremt tørstige efter olie.

Hvis du går med forestillingen om, at sprøde skiver af rødbede, gulerod og pastinak er sundere end så mange andre snacks – de er jo lavet af grøntsager – ja, så er det tid til at kassere den.

En engelsk ernæringsundersøgelse viser nemlig, at en gennemsnitlig pose grøntsagschips kun indeholder lidt over 2/3-dele grøntsager, mens resten udgøres af fedt og salt, som de suger til sig under tilberedningen.

Det placerer rodfrugtchips blandt de allermest usunde snacks – beregnet på fedtprocent. 

Undersøgelsen, der er refereret på Guardian.com, sammenligner for eksempel en pakke blandede rodfrugtchips på 40 gram fra Tyrells med en pose Salt&Vinegar-chips fra Walkers Quavers. Den første indeholdt 14,3 gram fedt, mens den anden kun lå på 6,4.

Undersøgelsen sammenlignede også med en marsbar, der kun lå på 8,6 gram fedt per 40 gram.

Det skal selvfølgelig bemærkes, at der kan være andre sundhedsmæssige årsager til at undgå en marsbar, først og fremmest sukkerindholdet.

Men generelt kan det være godt at få elimineret ideen om, at grøntsagschips er sunde, mener Charlotte Stirling-Reed, ernæringseksperten bag undersøgelsen:

”Jeg har på første hånd iagttaget, at brugere på klinikker for vægttab spiser op til to gange så meget af en fødevare, hvis den bliver opfattet som sund.”

LÆS OGSÅ: Jensens Bøfhus har rebrandet sig, men de serverer stadig færgemad

LÆS OGSÅ: DM i toast: Skal du være Danmarks næste toastmaster?

LÆS OGSÅ: 8 slags syndig mad, der er sundere end du troede

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Fastfood, Ernæring og Sundhed