Søren Stiller fra Aarhus er blandt verdens bedste baristaer. Og han gider ikke at høre på folks pis scroll-down

Søren Stiller fra Aarhus er blandt verdens bedste baristaer. Og han gider ikke at høre på folks pis

Med otte danmarksmesterskaber og flere flotte placeringer ved både EM og VM er Søren Stiller blandt verdens bedste baristaer. Når han ikke dyster til baristamesterskaber, driver han den populære aarhusianske kaffebar Stillers Coffee, hvor han både rister og brygger sin egen kaffe. Og han kerer for sit håndværk. Så meget, at nogle kunder oplever ham som arrogant.

Af Simon Kirkegård
Foto: Tobias Nicolai
Gastro Euroman

Hvordan bliver man en dygtig barista?

”Man skal turde bevæge sig derud, hvor vandet er lidt dybere. Selv har jeg har forsøgt mig i en anderledes processering af kaffe, hvor jeg har brugt noget af kaffens sukker, som normalt sorteres fra og skylles ud, til at give en mere markant smag.

Da jeg kom ind i industrien i midten af 00’erne og begyndte at deltage i som barista-konkurrencer, handlede det om at brygge fire espressoer på 25 sekunder. Kunne du det, var du blandt verdens bedste baristaer, og så var smagen nærmest ligegyldig. Det handlede ikke om at kunne forklare smagen eller levere en indlevende præsentation, selvom det er en del af den gode kaffeoplevelse. 

Men i dag er detaljegraden alt. Man skal kunne forklare både årsager og sammenhæng, hvorfor kaffen er plukket og forarbejdet, som den er, og hvilken effekt det har på smagen.”

Hvordan startede din passion for kaffe?

”Den startede med en grundlæggende fascination af håndværket i at lave en god kaffe, som jeg fik smag for, da jeg for knap 20 år siden arbejdede på en café i Aalborg.

Jeg husker tydeligt følelsen af, hvordan verden stod stille, når jeg lavede et flot hjerte i en latte. Jeg fandt ud af, at jeg havde en flair for det, og følelsen blev blot forstærket, da jeg blev inviteret med til DM i Latte Art i 2005.

Da jeg nogle år senere blev nummer to til VM, besluttede jeg mig for at gå all in på kaffen.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Kaffe, Restauranter i Aarhus, Café og Luksus