Hun er kendt for sine roller i film og tv-serier som
’Charlot og Charlotte’, ’Rita’, ’Livvagterne’ og ’Broen’, er aktuel med bogen
’Nu vi alligevel er her…’, og så er Ellen Hillingsø med som gæst i det nye
afsnit af Euromans podcast ’Arbejdstitel’.
Samtalen med programmets to værter, Kristoffer Dahy Ernst og Oliver Enné, falder blandt andet på hendes foretrukne alkohol
(champagne), hvad hun helst bruger penge på (overtøj), og om at være rig på
livet i alle mulige henseender.
Desuden deltager Ellen Hillingsø naturligvis i
’Arbejdstitels’ faste format ’Overvurderet/Undervurderet’, hvor podcastens
lyttere sender bud ind på ting og fænomener, der tages op til diskussion i
programmet.
Og her vil lytteren Frederik gerne vide, om det at have
noget i ørene i offentligheden er overvurderet eller undervurderet?
Ellen Hillingsø lægger ud:
” Jeg
synes, det er top-overvurderet. Altså jeg synes faktisk det ser åndssvagt ud,
og der er et mærkeligt ikke-tilstedevær. Så går folk med en lydbog i ørerne, og
det er fint nok, men der er også noget, man går glip af, synes jeg. Man er jo
ikke til stede, der hvor man er, og det synes jeg er ret vildt.”
”Kunne du finde på at have en samtale i det offentlige rum
på højttaler?” vil Oliver vide.
”Aldrig nogensinde. Og jeg kunne aldrig nogensinde sidde i et S-tog og have en samtale. Jeg går altid ud i mellemrummet
mellem kupeerne. Jeg synes, det er totalt dårlig stil at sidde og ævle på den
der måde med hørebøffer på,” fortæller Ellen Hillingsø.
”Har du hovedtelefoner?” spørger Oliver.
”Ja, men jeg er ikke særlig vild med at have dem på. Jeg
hører mange podcast og lydbøger, når jeg går rundt derhjemme, men meget
sjældent når jeg er ude i offentligheden.”
Kristoffer supplerer:
”Jeg er meget enig med dig, Ellen. Man frarøver sig selv en
af sine sanser, som er at lytte på den verden, man er i. Hvis man er i skoven
for eksempel, er det dybt kriminelt at have noget i ørerne. Der er jo en grund
til, at det hedder, at ’man hører til i verden’. Og det er jo også, at man er i
verden og lytter til verden. Og hvis man har noget i ørerne – uanset om det så
er Aretha Franklin eller City Boys – så er det jo simpelthen bare en dimension
af livet, som man afskærer sig fra. Jeg vil gerne høre mere til i verden, så
derfor øver jeg mig også i ikke at have lyd i mine ører.”
”Der er også mange, der løbetræner med noget i ørerne, og
det forstår jeg heller ikke et hak af. Så kan man ikke rigtig lytte til
sin krop, fordi man er fokuseret på det der. Jeg tror, man får flere skader af
at løbe med noget i ørerne,” siger Ellen Hillingsø.
”Der er jeg guilty herovre,” afslutter Kristoffer.
Hør hele samtalen i det nye afsnit af ’Arbejdstitel’, der er
ude på alle podcastplatforme nu.