Mesterkokken Bo Bech har været hjemløs. Bevares, han har haft tag over hovedet og et godt sted at bo, men et køkken med kokkekollegaer og en levende restaurant med gæster har han ikke haft, siden han solgte Geist på Kongens Nytorv i 2020.

Men nu er det slut med Bo Bech uden restaurant. For Bo Bech har netop annonceret, at han åbner et nyt sted, der nok skal blive et tilløbsstykke uden lige på både den københavnske og den internationale restaurantscene.

Navnet er Bobe, placeringen er Gråbrødre Torv 11 i Indre By, i de samme lokaler som husede restauranten Peder Oxe indtil for ganske nylig, og den står til at åbne i november 2023. Meget mere ved vi ikke på nuværende tidspunkt.

Bo Bech har ledt efter det rigtige lokale og den rigtige idé i flere år. Det har han både fortalt om i Euromans podcast ’Sidelæns’ og i det store forsideportræt, vi bragte med ham i 2020. Og dengang beskrev Bo Bech ganske præcist, hvad en god restaurant i hans øjne skulle kunne:

”Man ser mennesker ankomme til restauranten, formelle, korrekte med deres sociale agenda og deres intentioner og deres forventninger. Langsomt, hvis maden, vinen og oplevelsen virker efter hensigten, sænker gæsterne skuldrene, glider ned i stolen, begynder at leve. Det er altid et godt tegn, når maden ankommer, og tavsheden rammer et bord. ALTID et godt tegn. Det indikerer, at der sker nogle gode ting for din mund. Og hvis der sker noget godt i din mund, så sker der noget godt i din hjerne, og der sker noget godt i dit hjerte,” sagde han dengang i portrættet.  

Bobes Instagram-profil er informationerne få, men hvad angår køkkenets stil, afslører den alligevel, at der bliver tale om et fokus på grøn mad med kød og fisk som biroller.  

Om ambitionerne er til Michelin-stjerne ved vi ikke, men skulle det være vejen, Bo Bech har valgt at gå, er målet at få alle tre stjerner, afslørede han dengang.

”Sådan en restaurant laver man ikke bare. Men jeg ville gå efter guldet, bestræbe mig på at lave det bedste, jeg kunne lave.”