Morten er fængselsbetjent på tyvende år:
Vi har indsatte, der har siddet her længere, end jeg har været ansat
I sin fritid mærker Morten friheden, når han tonser afsted på sin racercykel. Til hverdag arbejder han med mennesker, der har lange udsigter til frihed. Morten er fængselsbetjent i Herstedvester Fængsel, hvor de fleste indsatte er dømt for seksualforbrydelser.
Kan du
forstå, hvis nogen undrer sig over, at du har valgt netop Herstedvester Fængsel
som arbejdsplads?
”Ja,
selvfølgelig. Herstedvester Fængsel er ikke for alle – heller ikke for alle
fængselsbetjente. Mange af de indsatte afsoner meget lange domme. Jeg har
arbejdet i fængslet i 20 år, men vi har indsatte, der har været her endnu
længere. De har begået alvorlige forbrydelser, som du aldrig vil kunne finde en
mening i. Jeg skal heldigvis hverken prøve at forstå eller dømme dem. I stedet
skal jeg forsøge at se dem som mennesker og hjælpe dem igennem hverdagen i
fængslet.”
Morten
44 år og
bosat i Østsjælland
Er
oprindeligt butiksuddannet med speciale i sportsgear
Startede i
2005 på fængselsbetjentuddannelsen
Arbejder i
dag på tyvende år som fængselsbetjent i Herstedvester Fængsel
Bidt af
sport og lidt af en cykelnørd
Men kan
det ikke være svært, når du ved, hvilken forbrydelse de har begået?
”Det er
klart, at seksualforbrydelser er et meget følsomt og ubehageligt emne, som
ingen har lyst til at tale om. Men Herstedvester er min arbejdsplads, hvor jeg
altid skal lade min faglighed og professionalisme komme forrest. De indsatte
har et enormt kontaktbehov. For flere af dem har familier og venner slået
hånden af dem, mens andre aldrig har haft tætte relationer. Her bliver jeg og
mine kollegaer det nærmeste, de kommer på en relation. De betror sig til mig,
og jeg møder dem, hvor de er. Jeg har ikke medlidenhed med dem, men den
langvarige relation gør, at jeg kommer tættere på mennesket bag forbrydelsen.”
Hvordan
er det at have så stort et ansvar og træffe beslutninger, som påvirker andres
liv?
”Kernen i
Herstedvester Fængsel er det tværfaglige samarbejde. Hvis der skal træffes
store beslutninger om fx at give en indsat kønsdriftsdæmpende medicin eller
opstarte anden behandling, sker det på en klinisk konference, hvor vi sammen
med læger, psykiatere, psykologer og socialrådgivere byder ind med vores
observationer af den indsatte Tværfagligheden er en nødvendighed, når man
arbejder med den type indsatte og med så alvorlig kriminalitet, som vi har med
at gøre her. Herstedvester er det eneste fængsel i Danmark, der er
specialiseret inden for psykologisk, psykiatrisk og sexologisk udredning og
behandling. Størstedelen af de indsatte er dømt for seksualforbrydelser og
afsoner forvarings- eller livstidsdomme. Det stiller store krav til fagligheden
blandt personalet.”
Foto: Lasse Bak Mejlvang
Hverdagen
blandt indsatte må til tider være følelsesmæssig turbulent?
”Faktisk er
der sjældent fysiske konflikter mellem de indsatte eller mellem indsatte og
personalet. Jeg tror, det skyldes, at de indsatte har indstillet sig på, at de
skal være her meget længe, og derfor lige så godt kan få det bedste ud af det.
Jeg har mange kasketter på, når jeg går på arbejde. Jeg står for sikkerheden i
fængslet og skal holde opsyn med de indsatte og sanktionere, når det er
nødvendigt. Men en stor del af min arbejdsdag indebærer også at samle de
indsatte op, når de har det skidt og have samtaler om svære emner. Nogle
reagerer kraftigt på en mærkedag eller kan føle sig magtesløse eller nedtrykte
over deres situation. Her er det min opgave at støtte og motivere dem.”
Foto: Lasse Bak Mejlvang
Hvordan
lader du op til en ny vagt?
”Når jeg er
på arbejde, skal jeg altid være rolig, tålmodig og fattet, og derfor er det
vigtigt for mig et par gange om ugen at hoppe op på cyklen, komme ud på
landevejen og få trampet i pedalerne. På cyklen kan jeg koble af og lade op, så
jeg er klar til den næste vagt i uniformen. Selvom jeg kan have brug for at
lade op, er jeg meget glad for mit arbejde, også efter 20 år. Vi har det rigtig
godt med hinanden kollegaerne imellem, og humor fylder meget i hverdagen.”
Vejen til at blive fængselsbetjent
Uddannelsen til
fængselsbetjent tager tre år, og du får fuld løn undervejs. Efter endt
uddannelse er du sikret job i en af kriminalforsorgens institutioner.
Har du relevant
erfaring og/eller uddannelse kan du få merit og gennemføre uddannelsen på
kortere tid.
Skolerne
ligger i Birkerød eller i Møgelkær, og kriminalforsorgen åbner løbende nye
pop-up skoler rundt om i landet.