lommetyv
Foto: Getty Images

Claudio er professionel lommetyv

Sådan føles det at være lommetyv

"Går jeg ind i et storcenter i Danmark, kan jeg spotte ofre i alle aldre i løbet af ingen tid." Mød Claudio, professionel lommetyv.

Jeg går ind ad døren til en københavnsk restaurant. Det er fredag aften, og der er mange mennesker. En ung lyshåret tjener kommer mig i møde, byder mig velkommen og skriver mig på ventelisten. Mens jeg venter på at få et bord, sonderer jeg terrænet.

Jeg er i pænt casual tøj og lædersko og falder fint i med omgivelserne. Tjeneren siger til mig, at der er 15 minutters ventetid, hvilket er mere end nok for mig. Sker det, at et bord bliver ledigt, inden jeg når at gøre, hvad jeg skal, går jeg bare min vej med en undskyldning og et fingeret mobilopkald.

De fleste af kvinderne på restauranten har deres tasker hængende på stolen, andre har taskerne på skødet eller under stolen. Efter fem minutter er momentet der. Tjeneren kommer forbi oppe ved kassen, hvor jeg venter.

Her er der ekstra smalt og borde til begge sider. Jeg tager min mobiltelefon og lader, som om jeg er i gang med en samtale, mens jeg møver mig frem mod en ældre dame, der sidder alene ved et bord, mens hendes mand er på toilettet. I et splitsekund snupper jeg hendes håndtaske, der hænger yderst.

Ingen ser mig. Jeg er ude ad døren og nede ad en sidegade på under 30 sekunder. Tasken er fuld af håndkøbsmedicin, men også en guldhalskæde og en del kontanter.

Ældre mennesker går oftere med kontanter end unge. Jeg smider den tomme taske i en skraldespand og sætter mig ind på en restaurant for at spise. Hvis nogen har set mig, er det bedst ikke at være på gaderne den næste time.

At være tyv er efter min mening et professionelt arbejde som alle andre. Jeg forsørger min kone og vores to halvvoksne børn. Jeg tager en fridag, hvis jeg føler mig ude af form eller ukoncentreret.

For det kan betyde flere år i fængsel.

Folk i Vesten og særligt i Nordeuropa er lettere ofre end fx i Sydamerika, hvor jeg bor. Spørg mig ikke hvorfor. Når jeg er i København og andre nordeuropæiske storbyer, er det ét stort tag selv-bord. Her er folk meget mindre på vagt, og det betyder faktisk, at jeg er nødt til selv at være ekstra vågen for ikke at tabe koncentrationen.

Mine venner kalder mig La Máquina, maskinen, fordi jeg har en evne til at se de åbne døre, som vi lommetyve kalder dem. Det er de små øjeblikke, hvor ofrene, set med mine øjne, bevæger sig i langsom gengivelse. I disse øjeblikke opfatter jeg alt i mikro-momenter med ekstremt skærpede sanser.

Det er næsten, som om jeg ser det hele på forhånd. Jeg ser, hvordan alle personer i nærheden af mig bevæger sig gennem lokalet, og jeg forudser, lynhurtigt, hvornår øjeblikket er inde.

Jeg opsøger altid steder, hvor mine ofre slapper af og føler sig trygge og beskyttet af omgivelser. Går jeg ind i et storcenter i Danmark, kan jeg spotte ofre i alle aldre i løbet af ingen tid.

Danskere lever i materiel overflod og uden særlige risici og passer ikke særlig meget på deres ting. Hverken i det offentlige rum eller derhjemme. I et shoppingcenter kan jeg stjæle fra en kunde uden større besvær på rulletrapperne eller toiletterne eller inde i butikkerne.

Jeg går tæt på dem eller står i køen til kassen med en trøje, som jeg alligevel ikke skal købe, og lynhurtigt har jeg hånden nede i deres taske, uden at de bemærker det. Cafeteriet i et shoppingcenter er et godt sted at sjæle, fordi folk er afslappede.

I Nordeuropa står folk gerne i kø oppe ved kassen, og mange lader deres store tasker stå ved bordene. I Sydeuropa er det sværere at komme til at stjæle i et cafeteria, fordi tjenerne kommer ned til bordene, og folk bliver siddende.

Som professionel tyv er det en stor hjælp for mig, at de fleste mennesker går rundt med en mobiltelefon. Går jeg ind i en togkupé med 10 passagerer, sidder 6-7 af dem med øjnene klistret til telefonen, så dem skal jeg ikke bekymre mig om. Et par af de andre passagerer sidder typisk og kigger ud ad vinduet, så de lægger heller ikke mærke til mig.

Jeg skal kun koncentrere mig om offeret og hans taske på sædet. Jeg sætter mig ved siden af ham, og når han kigger væk, har jeg hånden nede i tasken, og få øjeblikke senere er jeg steget af toget.

Når jeg bliver opdaget, enten på fersk gerning eller hvis nogen mistænker mig for at være tyv, har jeg flere måder at slippe ud af det. Én måde er at være pænt klædt på. Altid. Hvis jeg er på arbejde i København og mærker, at jeg er ved at blive opdaget, bakker jeg ud med det samme og spiller fuldstændig cool og får modparten til at tvivle og føle skam. Danskerne er for pæne til at råbe op, hvis de er i tvivl, om jeg er en tyv.

Som barn så jeg op til røverne i mit kvarter i Santiago de Chile, fordi de var de eneste, der havde råd til store biler og dyre restauranter. I dag sætter jeg pris på at spise på toprestauranter, for når man er vokset op under trange kår og har delt sko med sin bror, så vi ikke kunne være ude på gaden samtidig, er det toppen for mig at spise godt, når jeg har penge på lommen.

Det får mig til at føle mig dannet og vigtig. Men jeg håber, at mine børn bliver dygtige lærere eller økonomer.

Claudio er ca. 50 år. Hans navn er opdigtet, men hans rigtige identitet er kendt af redaktionen. Han har rejst rundt i Europa og stjålet i mange år. Han bor i dag med sin familie i Santiago de Chile.