10 ting, du ikke vidste, du stod og manglede

En udendørs ovn, en papskammel og otte andre ting, der kan give dig akut købetrang.

Billede 1 - 10 ting, du ikke vidste, du stod og manglede
Offentliggjort

Med de her dyne-shorts fra canadiske Orage er der mulighed for at komme en forfrossen bagdel til livs. Det kan godt være, at de ikke gør sig så godt inden under dine slim-fit jeans eller til jobsamtalen, men ellers skulle de kunne gå til næsten alle situationer. Om ikke andet bliver du den, der kan holde længst ud, næste gang du skal ud og røv-kælke på en gammel Netto-pose i Frederiksberg Have.

Du kender det dér med at cykle med tunge indkøbsposer dinglende fra styret, imens barnet danser rundt i barnesædet bagpå, og du samtidig skal ringe aggressivt med klokken af dumme turister på cykelstien. Det bliver lynhurtigt et forfærdeligt baks, men hos danske Omnium har de set din kamp. Med deres drønhamrende smarte ladcykel kan du spænde alt, hvad hjertet begærer, fast foran, flyve over for taxagrønt og stadig hilse på et pensionistpar fra Florida.