”Jeg syntes, at det var en skidegod historie. Jeg kendte selvfølgelig til Flemming, men jeg vidste ikke, at han var blevet bortadopteret som lille og bar rundt på en historie, som også havde nogle meget mørke sider.
Allerede da jeg læste den første version af Bo Hr. Hansens manuskript, blev jeg meget rørt. Men så kom alle de andre overvejelser: Jeg sætter jo min røv i klaskehøjde ved at portrættere en mand, som var så folkekær, og som så mange mennesker har en relation til. Alle kender hans numre, og mange er vokset op med hans musik, selvom de måske ikke kender hans personlige historie.
Men jeg syntes, at projektet var så spændende, at jeg ikke kunne lade være, og så besluttede jeg mig for at gå ind i det med hud og hår.”
”Jeg har gennemtærsket samtlige tv- og radiointerviews, der findes med ham. Det er to år siden, at Nimbus Film kontaktede mig første gang, og siden har jeg brugt uendeligt mange timer på at studere hans karaktertræk, hvordan han snakkede, og hvordan han bevægede sig.
Jeg har talt med hans gamle bandkammerater, og jeg har mødtes flere gange med hans enke, Kate, og hans to børn for at blive klogere på, hvem Flemming var.
Normalt læser jeg et manuskript og danner mig et billede af karakteren rimelig hurtigt, men her var det en langt mere grundig proces, fordi jeg gerne ville levere et troværdigt portræt.”
”Jeg kendte ikke til den smerte, han bar rundt på hele sit liv. Jeg hørte et interview med ham, hvor han fortalte om at opsøge sin biologiske familie, og det havde han ikke ønsket at gøre, før hans adoptivforældre var døde, fordi han ikke ville risikere, at de skulle føle sig fravalgt, som han selv gjorde i så mange år – indtil det gik op for ham, at han nok havde fået et bedre liv af at blive bortadopteret. Jeg har arbejdet meget med, at den indre sorg skal skinne igennem, selv når det går godt.”
”Det var meget vigtigt for mig fra starten, at Nimbus Film fik familiens velsignelse til at lave filmen. Heldigvis var de meget positive overfor, at historien blev fortalt. De besøgte settet, mens vi optog filmen, og efter en scene kom Kate hen til mig med tårer i øjnene. Det var stort for mig, at jeg kunne mærke, at hans familie syntes, at jeg havde ramt hans væsen og hans sind.”
”Jeg synes, at alt ved rollen var udfordrende, lige fra at gå til sangcoach for at lære at synge Flemmings sange til at komme til at ligne ham. Jeg sad i makeuppen fire timer hver dag, og efter optagelserne gik der en time med afsminkning.
Jeg prøvede adskillige parykker, men ingen af dem fungerede, så i stedet lod jeg mit eget hår gro, hvorefter vi farvede det rødt og satte extensions på.”
”Jeg tog 12-15 kilo på i løbet af et halvt år, resten lagde vi på i kostumet. Jeg var ikke ude i en Robert De Niro (som tog 30 kilo på til ’Raging Bull’, red.), men det ville se for mærkeligt ud, hvis jeg blot havde kostume på, og mine hænder fx stadig var helt magre.
I starten skypede jeg en del med produceren Bo Erhardt, og hver gang spurgte han mig: ’Er du i gang? Har du taget på?’ Jeg lagde ikke en kostplan, men spiste bare mere, end jeg plejer.
Normalt tænker jeg over, hvad jeg spiser, fordi jeg godt kan mærke, at det sætter sig, men i det halve år tog jeg et ekstra stykke brød til maden og sagde ja tak til sovs. Efterhånden begyndte mit tøj og især mine T-shirts at sidde virkelig dårligt, og jeg tænkte: ’Fuck,’ når jeg kiggede mig i spejlet, men på settet gik jeg jo heldigvis bare i kostume.
Efter optagelserne har jeg måttet hyre en personlig træner, som også fortæller mig, hvad jeg skal spise. Det kræver noget mere arbejde at smide kiloene end at tage dem på.”
scroll-down
