De bedste udenlandske album i 2020
Foto: Getty Images 21 Savage.

De bedste udenlandske album i 2020

Fra Phoebe Bridgers og HAIM til Pop Smoke og 21 Savage. 2020 har bugnet med stærke udgivelser fra det store udland. Her har vi på Euroman-redaktionen nøje udvalgt vores 20 favoritter.

Fontaines D.C. ’A Hero’s Death'

Hver gang jeg hører forsanger Grian Chatten smadre sine tekstbidder ud gennem sin mikrofon føler jeg mig et par år yngre. Og hver gang bliver jeg revet med af oprøret, umiddelbarheden, ferskheden. Grian Chatten og de fire andre medlemmer i den irske postpunk-kvintet slog heftigt igennem i 2019 med det fænomenale album ’Dogrel’, hvorpå Chatten profetisk bjæffer ”My childhood was small, but I’m gonna be big.” Debutalbummet – med sine salver af eskapader mod de rige, politikerne, ejendomsmogulerne og alle andre i Dublins establishment – gjorde Fontaines D.C. (D.C. står for Dublin City) til stjerner fra den ene dag til den næste.

For at slippe væk fra opmærksomheden tog de fem unge irere en måned til Los Angeles og indspillede opfølgeren, ’A Hero’s Death’. Et helt anderledes album end debuten. Mindre vildt, mindre hæsblæsende, men stadig godt. Rigtig godt. Og stadig oprørsk og fyldt med one-liners, man husker. Undervejs citerer Chatten James Joyce og forholder sig til den pludselige berømmelse, mens lydbilledet har hints til The Strokes, The Clash og Velvet Underground. Hvis du ikke er overbevist, så gør dig selv en tjeneste og tjek videoen til ’A Hero’s Death’.

Højdepunkter: ’I Don’t Belong’. ’A Heros Death’. ’Televised Mind’.

Anders Hjort

Phoebe Bridgers ‘Punisher’

“This is the arrival of a giant.” Sådan lød profetien fra John Mayer på Twitter i 2017, da singer/songwriteren Phoebe Bridgers netop havde udsendt singlen 'Funeral'. Og man må i den grad sige, at John Mayer fik ret. Alt, hvad Phoebe Bridgers har rørt ved siden, er blevet til guld. Tag bare hendes grupper Boygenius og Better Oblivion Community Center og ikke mindst musikken i hendes eget navn.

På det andet soloalbum 'Punisher' fra juni har 25-årige Bridgers flyttet sin folk-inspirerede guitarmusik i en endnu mørkere og rå retning, som kan være benhård at lytte til, men du skal alligevel udsætte dig selv for denne smerte. Det er det hele værd.

Højdepunkter: 'Kyoto', 'Chinese Satellite', 'I Know The End'

Teis Jeppe Gørtz

Westside Gunn ’Pray for Paris’

Hiphop som vor mor lavede den har fået en klædelig renæssance de sidste par år, og især den profilerede trio Griselda har bevist, at man godt kan lave lyrisk, vokaldreven hiphop, der ikke er bagudskuende og bedrevidende.

Forventningerne var derfor høje, da trioens mest outrerede medlem Westside Gunn på bagkant af en fantastisk flot solodiskografi udgav ’Pray for Paris’. Og forventningerne blev mere end indfriet. ’Pray for Paris’ er et fuldkomment værk. En næsten pralende opvisning i topklasse-produktioner fra navne som DJ Muggs, Daringer, The Alchemist, DJ Premier og Tyler, the Creater og en mundvandsfremkaldende liste af gæsterappere som Boldy James, Freddie Gibbs og vennerne fra Griselda. I centrum for det hele står en evigt veloplagt Westside Gunn, der hen over albummets 41 spilleminutter leverer så mange ekvilibristiske ordspil og referencer, at ’Pray for Paris’ fortjener utallige gennemlytninger.

Højdepunkter: ’Allah Sent Me’, ’George Bondo’, ’$500 Ounches’

Magnus Kraft

Westerman ‘Your Hero Is Not Dead’

Endelig kom debutpladen fra den London-baserede Westerman, der siden 2016 har udsendt den ene forførende single efter den anden. Westerman bedriver en varm og opløftende form for drømmepop, som er lagt oven på et grundlag af folk-music. Det er helt på niveau med Arthur Russell, som er den mest oplagte kunstner at sammenligne med. 

Sikke en stemme og sikke en rigdom af detaljer på 'Your Hero Is Not Dead', som kun kan tryllebinde.

Højdepunkter: 'The Line', 'Easy Money', 'Confirmation (SSBD)

Teis Jeppe Gørtz

M Huncho ‘Huncholini the 1st'

UK-rapperen M Huncho lyder ikke helt som nogen anden. Hans grå maskering er blevet billedet på genrebetegnelsen ’trap-wave’, en urban-gren, der kendetegnes af M Hunchos svævende og næsten hypnotiserende sangstil.

’Huncholini the 1st’ er den maskerede narkocrooners andet studiealbum og forhåbentlig projektet, der giver ham den internationale anerkendelse, han fortjener. M Huncho har med sin hemmelige identitet og sans for melodik sirligt opbygget et mystisk og fængende lydunivers, der er evigt underholdende på ’Huncholini the 1st’.

Højdepunkter: ’Pee Pee’, ’Eagles’, ’Growth’

Magnus Kraft

Destroyer ’Have We Met’

Dan Bejar har hele 13 album på samvittigheden, men det var først med 2011’s ‘Kaputt’, at den canadiske indie-darling for alvor fik sit internationale gennembrud. Gennem årene har hans musik stukket i alle mulige forskellige retninger, men siden ‘Kaputt’ har det fælles referencepunkt været synthpoppen tilsat hans poetiske og ofte kryptiske tekstunivers.

Således også på ‘Have We Met’, hvor Dan Bejar holder fast i lyden fra gennembrudsalbummet, men stadig med plads til eksperimenter. I så vellykket en grad, at han på mange måde viser sig bedre end nogensinde.

Højdepunkter: ’Crimson Tide’, ’It Just Doesn’t Happen’, ‘The Television Music Superstar’

Benjamin Dane

John Moreland ‘LP5’

Jeg hørte første gang John Moreland som opvarmning for alt-country’ens måske største navn, Jason Isbell, for nogle år siden. Her sad han alene med sin akustiske guitar og fyldte Vega med sin enorme stemme (og krop).

Siden da har han ikke forladt USA, da han lider af en invaliderende flyangst, men han er heldigvis stadig særdeles produktiv på plade. Denne nye plade bringer ingen nye facetter til fortællingen om John Moreland, men det er solidt håndværk, og et album, der vil holde gennem hele året.

Højdepunkter: ’Harder Dreams’, ’When My Fever Breaks’

Emil Norsker

Pop Smoke ‘Meet the Woo 2’

Pop Smoke var udset til at stå bag årets mest markante gennembrud. Skepta og Nicki Minaj remixede ham, Travis Scott samarbejdede med ham, og ’Meet the Woo’ var en af 2019’s stærkeste udgivelser.

7. februar i år udkom efterfølgeren, ’Meet the Woo 2’, der for alvor cementerede Pop Smokes status som en unik stemme på en hiphop-scene i konstant udvikling. Hans hofproducer, britiske 808MeloBeats, kombinerede Pop Smokes karakteristiske stemmeføring og refleksioner fra Brooklyns beton med mere britiske drill-produktioner. Resultatet var et lydunivers så brutalt og hårdtslående, at Pop Smoke ikke tåler sammenligning med nogen anden. ’Meet The Woo 2’ er et koncist og hæsblæsende indblik i en livsstil, man med god grund kunne frygte ville ende i tragedie.

Under to uger efter udgivelsen af ’Meet the Woo 2’ blev Pop Smoke myrdet i sit eget hjem af fire maskerede mænd. Han blev 20 år gammel.

Højdepunkter: ’Invincible’, ’Christopher Walking’, ’Element’

Magnus Kraft

Against All Logic ’2017-2019’

Ingen singler. Ingen promovering. Ingen store armbevægelser. Næ, Nicolas Jaar – den 30-årige dj, producer, musiker bag aliaset Against All Logic – slipper sin musik og lader det være ved det. Men det kan han også tillade sig, fordi han laver noget så opfindsomt og legesygt og vellydende af slagsen.

’2017-2019’ følger op på forrige års ’2012-2017’. Den foregående plade var, som det også er tilfældet med denne, soulet, jazzet og generelt bare genrefacetteret, men den var også mere klar-til-klubben. På ’2017-2019’ er højdepunkterne mere udefinerede, udtrykket mere råt og barskt, men som album er det en på alle måder fornøjelig affære.

Højdepunkter: ’If Loving You Is Wrong’, ‘With an Addict’, ‘Deeeeeeeefers’

Oliver Bodh Larsen

King Krule ‘Man Alive!’

Archy Marshall alias King Krule er fyldt 25 år, og lad os bare lægge ud med at afsløre, at han med årene er blevet hverken mere eller mindre midtersøgende.

Hans nye plade har fået titlen ’Man Alive!’, og selv om titlen og dens udråbstegn velsagtens kan give anelser om andet, slentrer vi stadig rundt i storbyens våde, mørke, ulogiske sidegader til tempoet fra King Krule og co.’s næsten provokerende tilbagelænede toner. Følte jazzakkorder flyder gennem lydbilledet som dråber bitter i en whisky. Det er musik til nattens stoddere. Og det er for langt hovedparten godt, skulle du være i tvivl.

Højdepunkter: ’Cellular’, ’Stoned Again’, ’Slinky’

Oliver Bodh Larsen

Fleet Foxes 'Shore'

Skovmandsskjorter, termoveste og strittende fuldskægge.

Fleet Foxes blev om nogen symbolet på hipsteren i midt-og slutnullerne. Men selvom hipsteren har fået sig en stille død indenfor de sidste ti år, formår Fleet Foxes alligevel at være relevante på deres nyeste album 'Shore'.

Folk-gruppen har skuret lidt ned for de flerstemmige stykker, som ellers var deres varemærke, og leverer i stedet flere referencer til helte som Arthur Russell og John Prine. Det klæder dem.

Fleet Foxes er i den grad stadig et orkester, som fortjener at blive lyttet til.

Højdepunkter: 'I'm Not My Season', 'Sunblind', 'Can I Believe You'

Teis Jeppe Gørtz

Gunna ’Wunna’

Der er opstået en myte om, at Gunnas seneste plade er dårlig. Det er den bare ikke.

På ’Wunna’ finder Gunna ind til den inderste kerne af sin lyd. Hvor han på hovedværket ’Drip Season 3’ (som er helt fantastisk) gav den fuldt ud som en nærmest imiterende Young Thug-protegé, elaborerede han markant på udtrykket på sidste års ’Drip or Drown 2’, der for alvor introducerer Gunnas meget tilbagelænede levering. På ’Wunna’ er lyduniverset finpudset i en grad, hvor albummet er én lang vibe. Fra første ord på den glimrende åbner ’Argentina’ svæver Gunna henover Wheezys håndfaste produktioner med så stor lethed, at den noget lange plade aldrig bliver trættende. Gunna og Wheezy er virkelig blevet Jay-Z og Just Blaze anno 2020. Tænk lige over dét.

Højdepunkter: ’Dollaz On My Head’, ’Nasty Girl/On Camera’, ’Argentina’

Magnus Kraft

HAIM ’Women in Music Pt. III’

De har fået nogle hug for at være lidt for velfriserede og lige lovligt marketingsplanlagte, de gode søstrene Haim. (Særligt Portishead-medlemmet Geoff Barrow har praktiseret en meget sær og meget offentlig apati for californiertrioens foretagende.)

Men det synes alt sammen særdeles overflødigt, når de som nu udgiver et så forrygende spraglet, legesygt, tæt komponeret og alligevel herligt løssluppent værk som ’Women in Music Pt. III’.

Det er deres tredje. Og deres bedste. Fra (det bogstaveligt talt) første blæs charmeres kludene af én med nummeret ‘Los Angeles’, indtil der med ‘FUBT’ synges smukt farvel.

Nøglenumre: ‘Los Angeles’, ‘The Steps’, ‘FUBT’

Oliver Bodh Larsen

Adrianne Lenker 'songs / instrumentals'

Et af verdens allermest interessante bands lige nu hedder Big Thief. Da coronapandemien fik fat verden over i foråret, søgte den karismatiske frontfigur for ensemblet, Adrianne Lenker, tilflugt i en lille træhytte i New England. Samtidig havde hun brudt med kæresten Indigo Sparke.

Fra hendes isolation kom der 11 nænsomme og smukke indie-sange ud af på et soloalbum, der bare hedder 'songs'. Kan du ikke få nok, har hun også tilføjet et instrumentalt album til udgivelsen.

Adrianne Lenker kan for alvor genrejse hele indie-scenen ene kvinde.

Højdepunkter: 'anything', 'zombie girl', 'two reverse'

Teis Jeppe Gørtz

21 Savage & Metro Boomin ’Savage Mode II’

Ikke nok har 21 Savage og Metro Boomin begået året suverænt bedste albumcover med det bedste speakerspor (speaket af Morgan Freeman, for hvorfor ikke?). Atlanta-superduoen har også lavet årets bedste trap-album. Metro Boomin, der i mange år har været hofproducer for adskillige sydstatsrappens største navne, har tydeligvis fundet den artist, han reserverer sine mest sofistikerede produktioner til. 21 Savage kvitterer ved at lære sine kollegaer en fortærsket, men vigtig lektie: Kvalitet overtrumfer kvantitet, også i streaming-tidsalderen. ’Savage Mode II’ er et monumentalt værk, hvor der ikke bliver bukket nogen hjørner i forsøget på at lave et perfekt trap-album.

Højdepunkter: ’Runnin’, ’Mr. Right Now’, ’Slidin’

Magnus Kraft

Kelly Lee Owens ’Inner Song’

Her kommer et forslag: Sæt dig ved havet eller et andet sted, hvor du finder ro. Skru op for dine høretelefoner. Tænd for dette ypperlige, elektroniske album. Luk øjnene og lad dig svæve væk. Du vil ikke fortryde det.

Tilbage i 2018 lukkede walisiske Kelly Lee Owens programmet på Gloria-scenen på det års Roskilde Festival med en gigantisk techno-fest. På sit nye album inviterer hun momentvis også på rå, minimalistisk berlinertechno, men samtidig mikser hun den hårde klublyd med svævende, meditative poptoner.

Det er helt magisk, og Owens’, der tidligere har arbejdet som sygeplejerske i Wales og i Manchester, men nu er flyttet til London og satser fuldt ud på musikken, formår med enkle virkemidler at skabe et næsten hypnotisk rum. Det til trods, at tekstuniverset på ’Inner Song’ både handler om at leve i (og at slippe ud af) et voldeligt forhold og om klimaforandringer.

Højdepunkter: ’Night’. ’Jeanette’. ’Melt!’, ’Inner Song’

Anders Hjort

Conway The Machine 'From King to a God'

Jeg faldt første gang over Buffalo-rapperen Conway the Machine i vinteren 2020, da jeg midt i et late-night Youtube kaninhul stødte på en freestyle fra den amerikanske hiphop-radiokanal Shade 45. Her sidder de to Griselda Records-brødre, Conway the Machine og Benny the Butcher, sammen med Prodigy fra Mobb Deep (R.I.P) og freestyle-rapper over nogle Statik Selektah beats. Når Conway the Machine ikke rapper i videoen, står han og drikker lyserød Moët. Når han derimod ‘spytter bars’  gør han det med et flow, man ikke regner med kommer fra en mand, der er paralyseret i højre halvdel af ansigtet som følger af et skud i baghovedet i 2012. 

I september i år, udgav Conway sit første solo-studiealbum ‘From King to a God’. Det er dunkel og tung bokseringsmusik, der stadfæster hans evner som lyriker og som solo-artist udenfor Griselda-crewet. Selvom alle drengene selvfølgelig er featured på albummet, ligesom både Freddie Gibbs og Method Man også er det. 

Højdepunkter: ‘Lemon’, ‘Fear of God’, ’Anza’

Sebastian Himmelstrup

Taylor Swift ’folklore’

Det var ganske uventet, da Taylor Swift udgav albummet ’folklore’ i juni. Og det var endnu mere uventet, at hendes ellers så poppede lyd pludselig blev udskiftet til mere folk’ede og melankolske toner. Men det klæder hende. ’folklore’ rammer sindstilstanden for mange af os og de 16 numre har absolut fortjent at blive nogle af dem, vi skal huske dette underlige år for.

Det har også været et særdeles produktivt år for den amerikanske popdronning, for i december udkom hun med endnu et overraskelsesalbum, ’evermore’, som fortsætter af samme stilleklingende lydspor.

Og ja, ’folklore’, ’evermore’ og alle sangene skrives med småt. Mere 2020 bliver det ikke.

Højdepunkter: ’exile’ (feat. Bon Iver), ’cardigan’

Nina Buth Olsen  

The Weeknd ’After Hours’

Der har altid været et eller andet, der har irriteret mig ved Abel Tesfaye, den canadiske superstar bedre kendt som The Weeknd. Jeg har svært ved at sætte fingeren på præcis, hvad det er, der bugger mig ved ham. Måske det er, at han åbenlyst tager (alt) for meget coke. Måske, at han konstant fucker alting op med sine modelkærester. Eller måske er det fordi, at Tesfaye mest af alt bare lidt for ofte fører sig frem som en selvfed nar.

Ikke desto mindre, så byder The Weekends seneste album ’After Hours’ på den ene suverænt producerede skæring efter den anden. Han synger bare godt, det må man give den canadiske poptroldmand, og efter et par svingende album går alting faktisk op i en højere enhed for Tesfaye her.

Bag den slikkede facade gemmer sig stedvis dybe tekster om ikke at kunne finde sin plads i verden, og hele universet omkring ’After Hours’ er dystopisk, mørkt, nærmest desperat og sadomasochistisk. ”If I OD, I want you to OD right beside me,” synger han at sted, mens han på flere andre af de Max Martin-producerede bangers åbent beretter om sit kuldsejlede kærlighedsliv og om formålsløs sex med villige kvinder i pladestudiet. Det hele er pakket ind i sprøde synth-pop-toner, der kunne have været en del af soundtracket til ’Drive’, og det er altså en anbefaling værd, trods alt.

Højdepunkter: ’After Hours’. ’Heartless’. ’Blinding Lights’.

Anders Hjort

Waxahatchee 'Saint Cloud'

Igen i år har det været kvinderne, som har udgivet den mest interessante musik, hvis man spørger mig. I hvert fald hvis man taler indenfor indie og folk. Udover Kelly Lee Owens, Adrianne Lenker, Phoebe Bridgers, Taylor Swift og Haim-søstrene har Waxahatchee markeret sig med et fantastisk album. Og ja, så har vi ikke engang fundet plads til Soccer Mommy eller Fiona Apple på listen, men dem skal du også tjekke ud.

Waxahatchee er Katie Crutchfields indieprojekt, hun har tidligere stået i spidsen for punkgruppen P.S. Eliot med søsteren Alison. 'Saint Cloud' er hendes femte album som Waxahatchee og afspejler hendes nyfundne ro og lethed, efter hun er kommet ud af et alkoholmisbrug. Et rørende og opløftende country-album, hun var bestemt til at lave.

Højdepunkter: 'Arkadelphia', Witches', 'St. Cloud'

Teis Jeppe Gørtz

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik og Hiphop