De bedste udenlandske albums i 2020 – indtil nu
Foto: Getty Images Phoebe Bridgers.

De bedste udenlandske albums i 2020 – indtil nu

Det vælter ud med ny musik og gudskelov for det. Vi anbefaler her vores udenlandske favoritalbums i 2020. Listen vil løbende blive opdateret.

Phoebe Bridgers ‘Punisher’

“This is the arrival of a giant.” Sådan lød profetien fra John Mayer på Twitter i 2017, da singer/songwriteren Phoebe Bridgers netop havde udsendt singlen 'Funeral'. Og man må i den grad sige, at John Mayer fik ret. Alt, hvad Phoebe Bridgers har rørt ved siden, er blevet til guld. Tag bare hendes grupper Boygenius og Better Oblivion Community Center og ikke mindst musikken i hendes eget navn.

På det andet soloalbum 'Punisher' fra juni har 25-årige Bridgers flyttet sin folk-inspirerede guitarmusik i en endnu mørkere og rå retning, som kan være benhård at lytte til, men du skal alligevel udsætte dig selv for denne smerte. Det er det hele værd.

Højdepunkter: 'Kyoto', 'Chinese Satellite', 'I Know The End'

Teis Jeppe Gørtz

Westside Gunn ’Pray for Paris’

Hiphop som vor mor lavede den har fået en klædelig renæssance de sidste par år, og især den profilerede trio Griselda har bevist, at man godt kan lave lyrisk, vokaldreven hiphop, der ikke er bagudskuende og bedrevidende.

Forventningerne var derfor høje, da trioens mest outrerede medlem Westside Gunn på bagkant af en fantastisk flot solodiskografi udgav ’Pray for Paris’. Og forventningerne blev mere end indfriet. ’Pray for Paris’ er et fuldkomment værk. En næsten pralende opvisning i topklasse-produktioner fra navne som DJ Muggs, Daringer, The Alchemist, DJ Premier og Tyler, the Creater og en mundvandsfremkaldende liste af gæsterappere som Boldy James, Freddie Gibbs og vennerne fra Griselda. I centrum for det hele står en evigt veloplagt Westside Gunn, der hen over albummets 41 spilleminutter leverer så mange ekvilibristiske ordspil og referencer, at ’Pray for Paris’ fortjener utallige gennemlytninger.

Højdepunkter: ’Allah Sent Me’, ’George Bondo’, ’$500 Ounches’

Magnus Kraft

Westerman ‘Your Hero Is Not Dead’

Endelig kom debutpladen fra den London-baserede Westerman, der siden 2016 har udsendt den ene forførende single efter den anden. Westerman bedriver en varm og opløftende form for drømmepop, som er lagt oven på et grundlag af folk-music. Det er helt på niveau med Arthur Russell, som er den mest oplagte kunstner at sammenligne med. 

Sikke en stemme og sikke en rigdom af detaljer på 'Your Hero Is Not Dead', som kun kan tryllebinde.

Højdepunkter: 'The Line', 'Easy Money', 'Confirmation (SSBD)

Teis Jeppe Gørtz

M Huncho ‘Huncholini the 1st'

UK-rapperen M Huncho lyder ikke helt som nogen anden. Hans grå maskering er blevet billedet på genrebetegnelsen ’trap-wave’, en urban-gren, der kendetegnes af M Hunchos svævende og næsten hypnotiserende sangstil.

’Huncholini the 1st’ er den maskerede narkocrooners andet studiealbum og forhåbentlig projektet, der giver ham den internationale anerkendelse, han fortjener. M Huncho har med sin hemmelige identitet og sans for melodik sirligt opbygget et mystisk og fængende lydunivers, der er evigt underholdende på ’Huncholini the 1st’.

Højdepunkter: ’Pee Pee’, ’Eagles’, ’Growth’

Magnus Kraft

Destroyer ’Have We Met’

Dan Bejar har hele 13 album på samvittigheden, men det var først med 2011’s ‘Kaputt’, at den canadiske indie-darling for alvor fik sit internationale gennembrud. Gennem årene har hans musik stukket i alle mulige forskellige retninger, men siden ‘Kaputt’ har det fælles referencepunkt været synthpoppen tilsat hans poetiske og ofte kryptiske tekstunivers.

Således også på ‘Have We Met’, hvor Dan Bejar holder fast i lyden fra gennembrudsalbummet, men stadig med plads til eksperimenter. I så vellykket en grad, at han på mange måde viser sig bedre end nogensinde.

Højdepunkter: ’Crimson Tide’, ’It Just Doesn’t Happen’, ‘The Television Music Superstar’

Benjamin Dane

John Moreland ‘LP5’

Jeg hørte første gang John Moreland som opvarmning for alt-country’ens måske største navn, Jason Isbell, for nogle år siden. Her sad han alene med sin akustiske guitar og fyldte Vega med sin enorme stemme (og krop).

Siden da har han ikke forladt USA, da han lider af en invaliderende flyangst, men han er heldigvis stadig særdeles produktiv på plade. Denne nye plade bringer ingen nye facetter til fortællingen om John Moreland, men det er solidt håndværk, og et album, der vil holde gennem hele året.

Højdepunkter: ’Harder Dreams’, ’When My Fever Breaks’

Emil Norsker

Pop Smoke ‘Meet the Woo 2’

Pop Smoke var udset til at stå bag årets mest markante gennembrud. Skepta og Nicki Minaj remixede ham, Travis Scott samarbejdede med ham, og ’Meet the Woo’ var en af 2019’s stærkeste udgivelser.

7. februar i år udkom efterfølgeren, ’Meet the Woo 2’, der for alvor cementerede Pop Smokes status som en unik stemme på en hiphop-scene i konstant udvikling. Hans hofproducer, britiske 808MeloBeats, kombinerede Pop Smokes karakteristiske stemmeføring og refleksioner fra Brooklyns beton med mere britiske drill-produktioner. Resultatet var et lydunivers så brutalt og hårdtslående, at Pop Smoke ikke tåler sammenligning med nogen anden. ’Meet The Woo 2’ er et koncist og hæsblæsende indblik i en livsstil, man med god grund kunne frygte ville ende i tragedie.

Under to uger efter udgivelsen af ’Meet the Woo 2’ blev Pop Smoke myrdet i sit eget hjem af fire maskerede mænd. Han blev 20 år gammel.

Højdepunkter: ’Invincible’, ’Christopher Walking’, ’Element’

Magnus Kraft

Against All Logic ’2017-2019’

Ingen singler. Ingen promovering. Ingen store armbevægelser. Næ, Nicolas Jaar – den 30-årige dj, producer, musiker bag aliaset Against All Logic – slipper sin musik og lader det være ved det. Men det kan han også tillade sig, fordi han laver noget så opfindsomt og legesygt og vellydende af slagsen.

’2017-2019’ følger op på forrige års ’2012-2017’. Den foregående plade var, som det også er tilfældet med denne, soulet, jazzet og generelt bare genrefacetteret, men den var også mere klar-til-klubben. På ’2017-2019’ er højdepunkterne mere udefinerede, udtrykket mere råt og barskt, men som album er det en på alle måder fornøjelig affære.

Højdepunkter: ’If Loving You Is Wrong’, ‘With an Addict’, ‘Deeeeeeeefers’

Oliver Bodh Larsen

King Krule ‘Man Alive!’

Archy Marshall alias King Krule er fyldt 25 år, og lad os bare lægge ud med at afsløre, at han med årene er blevet hverken mere eller mindre midtersøgende.

Hans nye plade har fået titlen ’Man Alive!’, og selv om titlen og dens udråbstegn velsagtens kan give anelser om andet, slentrer vi stadig rundt i storbyens våde, mørke, ulogiske sidegader til tempoet fra King Krule og co.’s næsten provokerende tilbagelænede toner. Følte jazzakkorder flyder gennem lydbilledet som dråber bitter i en whisky. Det er musik til nattens stoddere. Og det er for langt hovedparten godt, skulle du være i tvivl.

Højdepunkter: ’Cellular’, ’Stoned Again’, ’Slinky’

Oliver Bodh Larsen

Gunna ’Wunna’

Der er opstået en myte om, at Gunnas seneste plade er dårlig. Det er den bare ikke.

På ’Wunna’ finder Gunna ind til den inderste kerne af sin lyd. Hvor han på hovedværket ’Drip Season 3’ (som er helt fantastisk) gav den fuldt ud som en nærmest imiterende Young Thug-protegé, elaborerede han markant på udtrykket på sidste års ’Drip or Drown 2’, der for alvor introducerer Gunnas meget tilbagelænede levering. På ’Wunna’ er lyduniverset finpudset i en grad, hvor albummet er én lang vibe. Fra første ord på den glimrende åbner ’Argentina’ svæver Gunna henover Wheezys håndfaste produktioner med så stor lethed, at den noget lange plade aldrig bliver trættende. Gunna og Wheezy er virkelig blevet Jay-Z og Just Blaze anno 2020. Tænk lige over dét.

Højdepunkter: ’Dollaz On My Head’, ’Nasty Girl/On Camera’, ’Argentina’

Magnus Kraft

HAIM ’Women in Music Pt. III’

De har fået nogle hug for at være lidt for velfriserede og lige lovligt marketingsplanlagte, de gode søstrene Haim. (Særligt Portishead-medlemmet Geoff Barrow har praktiseret en meget sær og meget offentlig apati for californiertrioens foretagende.)

Men det synes alt sammen særdeles overflødigt, når de som nu udgiver et så forrygende spraglet, legesygt, tæt komponeret og alligevel herligt løssluppent værk som ’Women in Music Pt. III’.

Det er deres tredje. Og deres bedste. Fra (det bogstaveligt talt) første blæs charmeres kludene af én med nummeret ‘Los Angeles’, indtil der med ‘FUBT’ synges smukt farvel.

Nøglenumre: ‘Los Angeles’, ‘The Steps’, ‘FUBT’

Oliver Bodh Larsen

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik og Hiphop