”Det startede ret sent for mig. Jeg var farvet af, at mine forældre også er skuespillere. Det, der rigtig tændte mig, var at fortælle historier. Som skuespiller får man lov at dykke ind i nogle menneskesind, og der er meget psykologi i det at lave skuespil, fordi du skal kunne forstå, hvorfor morderen slår ihjel, og hvorfor manden gifter sig med kvinden. Det synes jeg, er helt vildt spændende. Jeg kan godt lide at forstå mennesker.”
”I begyndelsen ville jeg ikke være skuespiller, netop fordi mine forældre var det. Jeg ville være revisor. Skuespillet er et fag, hvor man hele tiden kæmper og holder sig selv ved ilden. De havde skæve arbejdstider, og det var jeg ikke specielt tiltrukket af. Senere er det blevet en dejlig ting, at jeg kan sparre med dem om det at være skuespiller.”
”Det er ingen hemmelighed, at jeg rigtig gerne ville ind på teaterskolen og har søgt den mange gange. Men jeg tror, det er ligesom med Kasper Schmeichel, der nærmest bliver født ind i Manchester City, men må af mange omveje, før han lander der, hvor han er i dag (landsholdsmålmand, red.). Man kan påstå, at han nok skulle den vej for at udfylde sit potentiale. Jeg har det på samme måde. Jeg er i høj grad formet af mine nederlag, og dem har jeg i sandhed haft nogle stykker af.”
scroll-down
