Erann DD: ”Jeg havde overhovedet ikke lyst til at lave noget som helst i den vandseng”

Erann DD: ”Jeg havde overhovedet ikke lyst til at lave noget som helst i den vandseng”

Den 54-årige popsanger Erann DD om at være munk i Israel, om en soloulykke på scenen og om en temmelig lang nat med en gammel flamme.

Offentliggjort

Har du nogensinde siddet til et middagsselskab og foregivet, at du har læst en bog?

”Det har jeg ikke. Jeg ynder til gengæld at spørge folk, der siger, de har læst alt muligt, om de har læst en bog eller en forfatter, som ikke eksisterer, for at se, hvad de svarer. Jeg spørger først til kendte bøger: ’Har du læst den her bog?’ og så svarer de ja. Så spørger jeg, om de har læst en anden bog, og så svarer de helt sikkert ja igen. Og så spørger jeg dem, om de fx har læst en bog af forfatteren Pyrus Taxi, og så siger de fandeme også ja, selvom det er et totalt opfundet navn. Det puster nok til en frygt, der ligger i mange folk om, at de ikke følger ordentligt med.”

Hvilket træk ved din personlighed bryder du dig mindst om?

”Mit temperament. Jeg er ikke en stresset type, jeg synes, jeg har styr på mit shit, men hvis der ikke er styr på noget – jeg er nok lidt en kontrolfreak – så kan jeg godt hidse mig op. Det kommer ud som et brøl eller en eksplosion, hvor jeg siger tingene meget kraftigt, og det hader jeg mig selv for. Jeg kan godt lide temperament, men hvis jeg er sur eller irriteret, så bliver det for voldsomt. Jeg er virkelig fascineret af mennesker, der kan kontrollere deres irritation eller surhed.”