Fire minutter med Sune Ehlers: ”Vi skal gøre oprør mod egoisme. Jeg er træt af det”

Sune Ehlers er grafisk designer, en glimrende illustrator og vigtigst af alt en god ven. Vi arbejdede sammen på Euroman i starten af seneste årti, da jeg var webredaktør og han art director. I dag løber vi sjældent på hinanden, men linjen er varm på ugentlig basis på mail og sms, og den slags betyder mere, end man tror. I dag driver Sune det lille men højt specialiserede designstudie River Design med sin hustru Julie, og sammen laver de bøger, magasiner og tryksager, der ser langt bedre ud end gennemsnittet. En fornøjelse at byde Sune velkommen herunder.

Fire minutter med Sune Ehlers: ”Vi skal gøre oprør mod egoisme. Jeg er træt af det”
Offentliggjort

Hver fredag morgen udkommer Morgenposten med en samling af det allerbedste, vi har set på internettet i løbet af ugen. Veloplagt, velskrevet og altid med en ambition om, at man skal gå opløftet ind i weekenden, når Morgenpost er læst til ende. Vi bringer herunder det faste element 'Fire minutter med'. For at læse hele nyhedsbrevet skal du skrive dig op her.

Hvad undrer du dig over, aldrig er blevet en hype?

"Stille morgener. Aaaaaah."

Hvad har du i dit hjem, som de færreste har?

"Jeg har godt 80 bøger af P.G. Wodehouse ud af de omkring 90, han skrev i alt. Det er fjollet overklasseengelsk fuldstændigt blottet for indhold, men så godt og sjovt skrevet, at hvis man bare er den mindste smule anglofil, er det ren sprogfløde."

Hvad har du senest brugt 1.000 kr. på?

"Ved ikke om regningen sneg sig op omkring en tusse, men absurd høj var den, da jeg forleden gik amok med indkøbene. Et eventyr med en heftig hindbærcheesecake blev søsat. Økologiske hindbær i marts kræver totaldestruktion af sparegrisen. Og vaniliestænger er jo dyrere end guld. Ellers har den største udskrivning nok været lige før første lockdown, da min lille familie og jeg tog på Søllerød Kro og blev grotesk forkælet af Jan Restorff og Brian Mark Hansen. Der findes ikke en restaurant i Danmark med en bedre totaloplevelse i sindssyg god mad og service, så man græder af glæde. I dare you."

Hvilken rejsedestination vender du altid tilbage til?

"Et bed & breakfast, Hostal Poblenou i Barcelona. Et jamon-kast fra stranden. I det hele taget er min familie og jeg nuts med Barcelona. Det perfekte miks af blæret kulturliv med Miro, Picasso og Gaudí, surfertilbagelænetheds-vibes med suveræne strande og madhimmerige – jeg kan anbefale tapas hos El Xampanyet. Og så har jeg en ting med catalanere. Jeg kan godt lide, at de tager ting alvorligt. Om de sælger vanvittige skinker eller kaffe, fejer gaderne for platantræernes evigt tilstedeværende blade eller holder en pause, så gør de det med stor intensitet og seriøsitet. Jeg får simpelthen lyst til at gøre mig mere umage med alting."

Hvad skal vi gøre oprør mod?

"Egoisme. Jeg er træt af det. Del alt hvad du kan hele tiden. Især her i vores lillebitte kornfede land. Hvis jeg havde bestemmehatten på, skulle vi tage imod mange flere flygtninge."

Følg Sune Ehlers her.