Frank Sinatra er forkølet – historien om verdens bedste portræt

 

Da redaktionen på det amerikanske magasin Esquire satte sig for at kåre den bedste historie, magasinet nogensinde har trykt, kunne man forbløffet konstatere, at de bedste historier ikke blev skrevet for nylig – de blev skrevet i 60’erne, i en tid med krig, snigmord, rock’n’roll, stoffer, hippier, kvindebevægelse, borgerrettighedsforkæmpere og rumkapløb. Det var dengang, en lille gruppe journalister og skribenter med skarpe øjne fangede landets kulturelle, sociale og økonomiske forvandling på kornet.

 

En af dem hed Gay Talese, en ung, ulasteligt velklædt journalist, der voksede op i Ocean City i New Jersey, syd for New York, som søn af italienske immigranter. Han blev døbt Gaetano – i USA blev det til Gay. Han var genert af natur og klarede sig sløjt i skolen, men han havde ét talent: Han var ekstremt nysgerrig og interesserede sig for andre mennesker og deres historier (et fag, man desværre ikke får karakterer for, som han senere har beklaget.) Han skrev for skolebladet og senere for universitetsavisen i Alabama, hvor han studerede journalistik, inden han blev ansat på New York Times, hvor han skrev han om sit foretrukne emne – ukendte menneskers ofte ekstraordinære liv i skyggen af Manhattans skyskrabere. Efter ti år på avisen skiftede han til månedsmagasinet Esquire, hvor der var tid og plads til at skrive lange portrætter.

 

I vinteren 1965 rejste han til Los Angeles for at interviewe Frank Sinatra. Aftalen med den midaldrende crooner var på plads, men et eller andet gik galt, for da Talese ankom til sit hotelværelse i Beverly Hills, ringede Sinatras presseagent med en dårlig nyhed. Sinatra var i et elendigt humør, han var irriteret over rygterne om et kommende tv-program, der ville bore i hans forbindelser til mafiaen, og det var ikke det eneste: Sinatra var ved at blive overhalet indenom af en ungdomskultur, der var mere optaget af den nye beatmusik fra England end at gå på danserestaurant i jakke og slips (det må have irriteret ham grumme), og som om det ikke var nok, var han – og her har vi måske den virkelige årsag til Sinatras surmuleri – få dage før sin medvirken i en tv-koncert blevet ramt af snue. Frank Sinatra var helt til rotterne og havde ikke lyst til at se nogen. Interviewet var aflyst.

 

Men i stedet for at rejse hjem, blev Gay Talese hængende i byen og håbede, at Sinatras helbred og humør ville få det bedre. Mens han ventede, opsøgte Talese nogle af de mange mennesker i Los Angeles, som kendte eller havde arbejdet sammen med Frank Sinatra. Talese mødtes med flere end 100 kilder, herunder kvinden, der transporterede entertainerens 60 toupéer i en kuffert. Talese observerede hovedpersonen på afstand på en natklub i Beverly Hills, under optagelserne til en tv-koncert og under en boksekamp i Las Vegas.

 

Portrættet blev trykt i april 1966 og skabte øjeblikkelig sensation. Gay Talese fik aldrig sit interview med Sinatra, men han fik noget andet. Han oplevede, hvad det vil sige at befinde sig i Sinatras indre cirkler og verden. I portrættet, der er båret af scener som i en novelle, tegner Talese et nærgående portræt af en konstant temperatursvingende entertainer, hidsig og kold, varm og indlevende, omgivet af mennesker, og alligevel ensom. En verdensklassesanger i midtvejskrise.

 

Valget var ikke svært for folkene på Esquire-redaktionen, da de skulle kåre den bedste magasinhistorie nogensinde: ’Frank Sinatra Has a Cold’.

 

Læs Gay Taleses portræt af Sinatra på esquire.com


Se flere Esquire-forsider i bogen ’George Lois. The Esquire Covers’.

FACEBOOK Bliv ven med Euroman

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger og Medier