Han var bange for at blive mobbet til døde, men da Artigeardit første gang rappede foran et publikum, blæste han alle bagover scroll-down

Han var bange for at blive mobbet til døde, men da Artigeardit første gang rappede foran et publikum, blæste han alle bagover

25-årige Ardit Aliti fornemmede, at han med egne ord lavede musik til shababsene såvel som hipsterpigen på Nørrebro, og da vidste han, at han havde fat i den lange ende. Boris Schilling Weiss møder den højtagtede rapper til en snak om den bumlede vej mod det store gennembrud.

Af Boris Schilling Weiss
Foto: Paw Gissel
Kultur Euroman

Jeg fik første gang idéen om at være rapper, da jeg så MGP i 2003 med Razz og ’Kickflipper’. Jeg ved ikke præcis, hvad det var, der fangede mig. Jeg tror bare, det var, fordi jeg var lille, og han virkede sej. Men det var en drøm, jeg holdt for mig selv, for dengang var der ikke kultur for at rappe i Mørkhøj, hvor jeg kommer fra. Det var L.O.C. og Niarn-tiden med stodderrap, og det var ikke noget, hverken mine venner eller jeg blev draget af. Men jeg skrev tekster derhjemme og indspillede sange på min gamle stationære computer. Det var først, da Fenar Ahmads ’Ækte Vare’ kom ud i 2014, at det hele ændrede sig. Den film inspirerede mig helt vildt. Der begyndte jeg at snakke mere åbent omkring, at jeg skrev tekster, og at jeg gerne ville lave musik.

Da jeg var omkring 17 år, lavede Gladsaxe Kommune en klub til de udsatte unge i området, og her var der et rigtigt indspilningsstudie. En af mine venner sagde til mig, at jeg skulle prøve at tage derned og få indspillet noget. Før jeg skulle ind i boksen, var jeg ekstremt nervøs. Der var mange andre unge dernede, og i den alder er folk jo ruthless. Hvis de synes, det man laver, er dårligt, så mobber de én til døde. Men jeg syntes, at min tekst var god, og jeg prøvede at have selvtillid omkring det. Jeg gik ind i boksen, og så rappede jeg hele sangen ’Penicillin’ i ét take. Vers, omkvæd, vers, omkvæd. Mick og Adam, dem der var ansat af kommunen til at styre studiet, blev blæst helt bagover. Det er ikke noget, man normalt gør, men jeg vidste jeg ikke på det tidspunkt, at man plejer at indspille et nummer lidt ad gangen.

Mick og Adam kendte mig som den lidt stille, indadvendte dreng, der stammede lidt, og de havde slet ikke regnet med, at jeg kunne noget. Klubben var til for at give alle en chance, og de tænkte nok, at ham Ardit også skulle have lov at indspille noget, selvom det højst sandsynligt ikke ville blive godt. Men de kunne virkelig godt lide det, og da jeg selv hørte det, forstod jeg, at jeg kunne noget. Det var første gang, jeg havde hørt mig selv på en optagelse, hvor min stemme var mixet ordentligt sammen, og det gjorde mig ivrig efter at lave mere. Hele oplevelsen og al den ros, jeg fik den dag, var en kæmpe øjenåbner.

Bliv medlem, og få fuld adgang til
hele EUROMAN.dk fra 29 kr. om måneden
Prøv 14 dage gratis uden binding
Kom igang her Allerede medlem? Log ind her Euroman Premium
Opret dig gratis her
Se, hvad vi ellers skriver om: Hiphop og Interview