I morgen udkommer Carmons længe ventede album-efterfølger til ’Ham Der C’ (2016), der for de indviede læner sig op af at være en kultplade i moderne dansk gaderap. Den unge Nivå-rapper flirter på førstesinglen, titelsangen og albumåbneren ’Tålmodighed’ som det sammenkog af stemninger, produktioner og flows den er, med tanken om for alvor at træde ind i det fine selskab på gaderapscenen.
Første gang, jeg hørte en halvfærdig ’Tålmodighed’ (det er efterhånden længe siden), var jeg så beruset at den nærmest føltes som en ud af kroppen-oplevelse. Helt så flyvsk er jeg ikke her torsdag formiddag, men nummeret føles stadig som noget af det allerstærkeste på scenen lige nu. Transitionen fra Carmons eftertænksomme og bagud-skuende første vers til Stepz’ morderiske nutidsetos fra livet på gaden er så intens og velproduceret, at man lapper hvert et sekund i sig. Men ’Tålmodighed’ er mere end bare en god sang: Med sin sammensatte karakter fungerer den også som en midtvejsstatus på den altdominerende gren indenfor dansk hiphop.
Single- og albumtitlen er velvalgt for en ung mand med Carmons historie på den danske hiphopscene. Siden han med fætteren Danni og vennen Jamaika i 2015 brød igennem lydmuren med ’Jer’ – en upoleret fortælling fra den kriminelle løbebane i henholdsvis Nivå, Avedøre og Vejle – har det store mainstream-gennembrud ladet vente sig på sig. Dels fordi scenen har været tætpakket med profilerne fra B.O.C. og MellemFingaMuzik, men nok især fordi, Carmon har spændt ben for sig selv med halvandet års fængsel, netop som gennembruddet syntes mest realistisk: Umiddelbart efter ’Ham Der C’, der bør være pensum for alle med hang til dansk gaderap. Syv numre, der tilsammen indfanger lyden af novembernætter, maxiflex-handsker og hvidvask. På ’Tålmodighed’ mærker man en Carmon i vente-position.
Men pludselig skifter beatet fuldstændig karakter. Ind på banen flyver Stepz (MellemFingaMuzik, Molo), den etablerede stjerne, forløberen, gaderap-ikonet, med en overlegen manifestation fra toppen af hiphop-landskabet. Det er et genialt træk, at Stepz overlader de sidste to bars i verset til en råbende Carmon (det er jo den bedste Carmon). Det føles nærmest som en stafetoverrækkelse fra ”storebror” Stepz, Carmon bygger spillet op, Stepz slår indlægget og Carmon tordner den selv i mål, inden produktionen igen bliver eftertænksom og underspillet.
Apropos produktionen: Bag knapperne sidder selvfølgelig Nicki Pooyandeh, der mere end nogen anden har præget lyden af dansk rap de sidste par år. Den vilde vekslen mellem den nærmest barnagtige produktion i Carmons terapeutiske første vers og den forstyrrede variation af samme beat i Stepz’ vers er fængende, underholdende og udgør et perfekt bagtæppe til nummerets hæsblæsende kaos.
Samtidig indkapsler ’Tålmodighed’ gaderappens evige paradoks. Første vers er reflekteret og afmålt. Andets vers er formuleret som én lang trussel. Kan man være gaderapper uden at få sin karriere spoleret af fængselsophold? Kan man holde sit eget tekstunivers ud i strakt arm uden at være falsk?
Således taler ’Tålmodighed’ lige ind i en brydningstid for dansk hiphop. Med hitlistetoppende soloalbum fra Sivas, Branco, Gilli og Stepz har 2019 været den hidtidige kulmination på den historiske dominans, disse kunstnere har haft på scenen siden 2013.
Hvad er næste skridt for den tungeste del af den danske gaderap? Kan 22-årige Carmon udfylde den sidste og vokalfri tredjedel af kompositionen i ’Tålmodighed’? Er han opgaven voksen? Findes der en fremtid for ghettoskildringer, hvor de absolutte stjerner er andre end Molo-medlemmerne og Sivas?
Det finder vi måske ud af i morgen, når Carmon udgiver albummet ’Tålmodighed’.
