Efter to timer og fyrre minutter i biografsædet en mandag morgen, rejste jeg mig med en følelse af comeback. Efter film, der ikke helt har levet op til hypen omkring instruktøren, er Quentin Tarantino vendt stærkt tilbage i ’Once Upon a Time … in Hollywood’, hans niende og, ifølge ham selv, næstsidste film. Tidligere film på instruktørens CV tæller både fabelagtige ’Pulp Fiction’ og ’Jackie Brown og den mindre fabelagtige ’The Hateful Eight’, som for alvor fik mig til at tænke, at Tarantinos kreativitet var på retur (og måske har været det længe).
En tanke, som altså bliver gjort til skamme i ’Once Upon a Time … in Hollywood’, en film som på flere måder afspejler Tarantinos egen karriere. Handlingen udspiller sig i Los Angeles i 1969, hvor Rick Dalton (Leonardo DiCaprio) er en skuespiller, der havde sin storhedstid et årti eller to før. Tidligere blev han tilbudt rollerne som helt, men efterhånden bliver han mere og mere castet som skurk.
Cliff Booth er stuntman for Rick Dalton, og samtidig hans gode ven. Booth agerer også chauffør for Dalton, der har mistet kørekortet, og han opmuntrer samtidig den fallerede skuespiller, når han gang på gang tvivler på sine evner. Han fikser sågar Tv-antennen på Daltons hus.
Huset, hvor Dalton bor, ligger på Cielo Drive, og er et statussymbol, som han stadig klynger sig til. Selvom karrieren ikke er, hvad den har været, bor han i det mindste i Hollywood Hills med stjerner som naboer. I huset ved siden af bor nemlig den berømte instruktør Roman Polanski (Rafal Zawierucha). Tilstedeværelsen af instruktøren fascinerer Dalton og giver ham samtidig en følelse af, at hans næste store chance er lige inden for rækkevidde: ”I’m one poolparty away from starring in a Polanski movie!” proklamerer han til Booth.
I nabohuset bor også Polanskis hustru, den smukke skuespillerinde Sharon Tate (Margot Robbie). Den fiktionaliserede historie om mordet på Tate væves ind i filmen med ildevarslende undertoner om, hvad der er i vente for hende – forudsat selvfølgelig, at publikum kender den rigtige historie om mordet på den unge skuespillerinde, der blev myrdet af medlemmer af Charles Mansons kult. Et mord, der satte punktum for de uskyldige 60’ere.
’Once Upon a Time … in Hollywood’ er et af de mest personlige værker fra Tarantinos hånd, nærmest en kærlighedserklæring til Hollywood, og alt hvad der følger med. Tarantino har genskabt ånden fra tiden i et visuelt mesterværk med lange billedsekvenser, der smukt viser Hollywood i slutningen af dens gyldne æra. Med hjælp fra et eminent soundtrack med blandt andet Paul Revere & The Raiders og The Mamas and The Papas drømmer man sig ind i en svunden tid med blinkende neonskilte og flotte biler.
Og det er vel egentlig, hvad det hele handler om. Drømmene. For det er jo, hvad det glitrende Hollywood er bygget på. Enten at drømme om at blive til noget eller drømme om, hvad der engang har været. Og det er netop, hvad Tarantino gør med ’Once Upon a Time … in Hollywood, drømmer sig tilbage til en tid, der var engang, hvor filmindustrien befandt i en brydningstid mellem underholdningsfilmene og de mere kunstneriske film i det nye Hollywood. En periode, som var både var afgørende for udviklingen i industrien og Tarantinos kærlighed til film.
Værd at nævne er også de pragtpræstationer, som Leonardo DiCaprio og Brad Pitt, leverer i rollerne som Dalton og Booth. Særligt Brad Pitt er fabelagtig i en rolle, som virker til at være skrevet til ham personligt. Fra start til slut er der også en nærmest elektrisk kemi mellem de to hovedrolleindehavere, som endnu engang beviser, hvorfor de er to af Hollywoods helt tunge drenge.
Og apropos slut, så er filmens slutning, uden spoilers, en eksplosiv prik over i’et på en film, der føltes langt kortere end de næsten tre timer, som den reelt varede. Da rulleteksterne løb over lærredet, sad jeg tilbage med én tanke: Tarantino, du er tilbage!
***** (fem ud af seks)
Se traileren til Once Upon a Time ... In Hollywood her:
