Hvis du efter at have set afsnit fire af Game of Thrones afsluttende sæson sidder med en skuffet fornemmelse, så er du ikke alene. Flere anmeldere verden over har udtrykt stor skuffelse over sæson otte, og jeg har selv siddet med en følelse af, at manuskriptforfatterne er ved at styre mod en afgrund.
Jeg vil på forhånd sige, at man ikke kan bebrejde nogle af skuespillerne i serien. De spiller allesammen fantastisk, og Game of Thrones er i min optik stadig en af de bedste serier, der findes.
Hvis du ikke har set alle afsnit af sæson otte, så stop med at læs, eller se dem og læs videre.
Efter at have ventet i to år på nye afsnit af Game of Thrones, er det skuffende, at sæson otte mest af alt ligner, at den er instrueret af nogen, der ikke har set de resterende syv sæsoner.
De ellers komplekse og overraskende karakterers personligheder, der har gjort serien uforudsigelig, er blevet kastreret og fodret til Hollywoods store altædende pengemaskine. Der er ingenting, der overrasker i Game of Thrones længere.
Afsnit fire mindede mere om en sitcom end et Game of Thrones afsnit. Den muntre og kedelige stemning i Winterfell, fyldt med fest og dårlige jokes, oven på det, der skulle forestille menneskehedens største massakre, er malplaceret. Derudover er der også spørgsmålet om de tusinder og atter tusinde af døde og skeletter, der var forsvundet efter slaget. Det tog simpelthen lige én dag at rydde op efter White Walkers og Night Kings hær.
Bare fordi, at der er så mange plothuller, så lad os starte med tre af de mest irriterende fra det store slag ved Winterfell.
Hvorfor sendte de en hær af Dothraki direkte i kløerne på Night King, når de gentagende gange har tilkendegivet, at det ikke er muligt at vinde kampen i åben krig? (Svaret er selvfølgelig, at det er fordi, det kunne se flot ud med de mange lys, der slukkede i mørket en efter en.)
Hvor kom Arya fra? Der er mange teorier på nettet om, at hun var skjult som en White Walker. Men det er ikke godt nok, at vi konstant selv skal udfylde plothullerne. Det er dovent fra manuskriptforfatternes side, at de skriver ting ind i serien, der ingen mening giver, og så lader de trofaste fans forklarer pointen.
Ild og dragonglass kan angiveligt slå de levende døde ihjel, og derfor stod Gendry og andre og smedede for livet løs op til det store slag. Det tager dog Night King et fingerknips at genoplive samtlige af dem, der var blevet dræbt med ild eller dragonglass. Kan det så ikke slå dem ihjel alligevel? Og hvis nej, hvad var pointen så i at skulle finde det og smede våben ud af det?
Derudover er der spørgsmålet om seriens historie, der er blevet totalt forskruet på bare ét – meget, meget mørkt – afsnit:
Hvad er pointen i at opbygge den her uovervindelige ondskab, den perfekte skurk, der vil udrydde hele menneskeheden og dets historie og overtage de levendes rige, når den store krig, angiveligt den største i Westeros historie, tog én nat? Angrebet på Riverrun varede længere. De kunne da i det mindste have ladet Night King være med i slaget om King's Landing.
Der har i mange år også været tale om, at Night King skulle være en metafor for klimaforandringer. Så det er da dejligt at se, at det er så nemt at besejre jordens undergang. Det glæder mig. Måske er Arya en metafor for Gretha Thunberg?
Karaktererne er ikke længere gode og onde med mulighed for at handle begge veje efter situationen, de er enten gode eller onde. Det er kedeligt, når man ved, at en samtale mellem Tyrion og Cersei altid vil være sådan, at han er god og hun er ond. Det er alt for forudsigeligt, at en hvis person får hugget hovedet af ved King’s Landing, ligesom det er uambitiøst, at vi selv skal fylde alle plothullerne i hvert eneste af de nærmest masseproducerede Hollywood-lignende afsnit, sæson otte indtil nu har budt på.
Alle de 'store' karakterer, der er blevet dræbt i sæson otte, er desværre ikke store overhovedet. I de forrige sæsoner døde vores yndlings- og hadekarakterer, og der behøvede ikke engang blive lavet et stort nummer ud af det. Nu er de alle sammen udødelige, selv når de er op mod de levende døde eller drager.
Hvorfor er Pilou Asbæks eneste rolle at angribe ting og forsvinde igen? Han spiller formidabelt og Euron Greyjoy har meget potentiale. Men alligevel kommer han bare med en kæk kommentar og dræber nogle vigtige karakterer eller deres venner, og så smutter han med lynets hast tilbage til Cersei, hver gang. Manuskriptforfatterne er simpelthen blevet så dovne, at de tænker, vi selv må forestille os, hvad der er sket under karakterernes rejse. I de forrige sæsoner tog det flere uger at rejse fra Norden til King’s Landing, men nu kan Euron Greyjoy gøre det på to sekunder, mens Daenerys Targeryen kan rejse fra Winterfell til Dragonstone til King’s Landing på 10 minutter med en flåde og en hær af Unsullied.
Det er blevet en generel tendens i serien, at vi får overladt de store, spændende og vigtige scener til vores fantasi, mens de ligegyldige interaktioner, såsom Tormund Giantsbane der bunder øl, fyrer fede vittigheder af og knalder damer, og Dany, der er skidesur hele tiden, fylder alting. Jon Snow vælger eksempelvis at fortælle Arya og Sansa om hans rigtige genetiske ophav, og der var muligheden for, at vi ville se en dyb, tårepersende scene, hvor de tre søskende indser deres fars heltedyd. Men i stedet kigger Jon på Bran og siger ”okay, sig det,” og så klipper serien videre til næste scene.
Det samme sker ved Dragonstone. Daenerys flyver munter og glad på en drage, men er åbenbart så blind, at hun ikke kan se en kæmpe flåde bag en sten, der så fyrer ballistapile afsted mod dem og - spoiler - dræber den ene drage. Det, der følger, er selvfølgelig en voldsom og vanvittig krig mellem Euron Greyjoys skibe og Daenerys skibe, og flere hundrede dør. Problemet er bare, at vi ikke må se det. I stedet bliver Tyrion dunket i hovedet med en skibsmast og besvimer, hvilket seerene får et indblik i som erstatning for en krigsscene. Stærkt kranie i øvrigt, Tyrion.
Igen klipper den, og Euron Greyjoy er tilbage i King’s Landing med Cersei, og Missandei, som han har kidnappet. Men det er kun Missandei, han har kidnappet. Ingen andre. Alle ved det med det samme, lige fra Jon Snow til Daenerys, hvilket igen er et uambitiøst plothul i serien, der tidligere kunne bruge flere afsnit på at gå i dybden af de forskellige kidnapninger, som Jaimes og Stark børnenes. Gang på gang skal vi selv fylde hullerne ud og lade som om, at vi eksempelvis så slaget på havet og ravnene, der meddelte Norden og Daenerys, at Missandei er blevet kidnappet.
Manuskriptforfatterne har så travlt med at afslutte serien, at de har glemt, at vi ser med. På det her tidspunkt begynder spændingen ved næste afsnit langsomt at forsvinde, fordi det indtil videre har været skuffende igen og igen. De bruger for mange afsnit til at sætte scenen for det næste, og det føles som om, at afsnit et og to er teasere til afsnit tre, mens afsnit fire er en teaser til de to næste.
Det er ærgerligt, for det er uden tvivl en af de bedste serier, der nogensinde er blevet produceret. Men der mangler den kant og dybde, som har givet Game of Thrones kæmpe succes.
