Læsermøde: ”Euroman har tilbudt en basisuddannelse i det at være mand og menneske”
Nicolai Ellemann Iversen begyndte at læse Euroman hos sin moster, der har en frisørsalon. Indtil da var det kun bedemænd og buschauffører, han havde set med slips. Oplevelsen hjalp ham i overgangen fra ung til voksen – og til at nå den erkendelse, at ingen kan være perfekte.
Foto: Benjamin Lund Nielsen Nicolai Ellemann Iversen er 29 år og fra Rødovre i København, gift og far til to børn. Han har en Master of Science i erhvervsøkonomi og filosofi fra CBS og har tidligere været ansat i Saxo Bank. Han er i dag en af topcheferne i Morten Albæks rådgivningsfirma Voluntas.
Vi sidder på Kanalcaféen på Christianshavn, i nærheden af Nicolai Ellemann Iversens arbejde. Der er smørrebrød på tallerkenerne. Nogen tid forinden har han sendt en mail til mig.
Han skrev: ”Det gælder for godt 77 procent af alle brands i verden, at hvis de forsvandt i morgen, ville vi være bedøvende ligeglade. Det fik mig til at tænke på, hvilke brands der egentlig har ydet et meningsfuldt bidrag til mit eget liv. Mange har udbudt mig livsfornødenheder og (n)ydelser, men hvilke brands har reelt haft en positiv eksistentiel betydning for det menneske, jeg er i dag? Hvilke brands har hjulpet mig til at vide, hvem jeg gerne vil være – og blive det? Det har Euroman.”
Jeg sidder over for en tilfreds læser. Det er altid en beroligende tanke at gå til bords med. Og jeg finder ud af, at Nicolai Ellemann Iversen har noget at have det om brands og eksistentialisme i. Med titel af ’Head of Voluntas Advisory’ arbejder han til daglig med at skabe sammenhæng mellem de to begreber, og kundelisten rummer landets største virksomheder.
”I mit arbejde tager jeg de store, eksistentielle spørgsmål og skyder dem ind i dybt kommercielle sammenhænge. Vi tilbringer halvdelen af vores vågne hverdagstimer på at arbejde, så hvor naivt det end kan lyde, mener jeg, det er at være uambitiøs med sit eget liv, hvis ikke vi tager stilling til, om den voldsomme investering af tid nu også giver et meningsfuldt afkast. Så mit job er at sikre, at vi skaber, tilpasser og driver kulturer og brands, der er i topform i forhold til at sikre, at flest mulige medarbejdere og forbrugere finder dem meningsfulde. For så kan du aldrig tabe, hverken moralsk eller finansielt.”