Spekulationerne forud for ottende og sidste sæson af Game of Thrones er gået splitterravende amok:
Overlever Nikolaj Coster-Waldaus Jaime Lannister, også kaldet ’The Kingslayer’? Vinder han måske ligefrem tronen? Slår han sin onde søster ihjel? Hende, som han gennem alle sæsoner har været forelsket i og knaldet med til stor opstandelse hos seere med fintfølende, puritanske træk?

I et interview med Euroman løfter den danske skuespiller, der har spillet den centrale rolle som Jaime Lannister igennem alle sæsoner, lidt af sløret.

”For min egen karakter er der en klar rød tråd gennem hele serien, og det synes jeg er enormt fedt. Det har jeg stor respekt for.”

I interviewet, som du kan læse i sin helhed i det nye nummer af Euroman, der er i butikkerne på tirsdag, trækker Coster-Waldau en af seriens nøglescener frem – den fra allerførste afsnit i første sæson, hvor ’The Kingslayer’ skubber drengen Bran Stark ud fra et tårnværelse for at skjule sit incestuøse forhold til sin søster Cersei.

”Da Jaime skubber Bran ud, siger han ’The things I do for love’. Deri ligger helt præcist kernen i ham. Hans loyalitet over for de mennesker, han holder af – hans familie. Det er klart.”

Det handler med andre ord om kærlighed, mere vil Coster-Waldau ikke røbe om den røde tråd, men var der mere forståelse at hente i den afsluttende scene i sidste afsnit af sæson syv? Den, hvor Jaime endelig synes at løsrive sig fra sin hadefulde og magtsyge søsters jerngreb? Kan Jaime stå fast og endegyldigt vende ryggen til sin store og farlige kærlighed?

”Jamen, det er jo det,” griner han: ”Det er jo ikke bare lige til at bryde sådan et bånd.”

Euroman er det eneste medie i Skandinavien, der har mødt Nikolaj Coster-Waldau på tomandshånd inden den nye sæson. I interviewet kalder han det en ”lettelse” at have afsluttet Game of Thrones. Han er sulten på nye opgaver og kan snart ses i en perlerække af roller i både danske og udenlandske film og som rejseguide i en tv-serie om Grønland. Han skal tillige spille Macbeth på et teater i Los Angeles i november.

Ottende sæson af Game of Thrones har premiere klokken 03 natten til mandag dansk tid.

Læs hele interviewet med Nikolaj Coster-Waldau og en stor optakt til Game of Thrones i det nye Euroman. Magasinet er hos abonnenter fra i dag og i butikkerne på tirsdag. Du kan blive abonnent her.

EUM 306 COSTER WALDAU til web.jpg