Foto: Tobias Selnaes Markussen Per Flys seneste film, ’Monica Z’, indbragte ham i januar 2014 en ’Guldbagge’ som årets bedste instruktør i Sverige.

Per Fly om angst: ”Jeg troede, jeg skulle dø”

Angstanfaldene begyndte med, at jeg røg for meget hash, inden jeg var klar til det. Jeg fik lukket op for nogle ting, jeg ikke vidste, hvad var. Jeg var 17-18 år gammel. Det er i den alder, hvor du er ved at skabe dig selv som menneske, og det er et sindssygt dumt tidspunkt at eksperimentere med stoffer. Det var det i hvert fald for mig, jeg var ikke klar til at få det blik på mig selv udefra.

Jeg ville gerne være musiker og var også rimelig god. Men det blev hurtigt en rolle, hvor jeg foregav, at jeg kunne mere, end jeg kunne. Jeg ville gerne være en dygtig musiker frem for at undersøge, hvad guitaren kunne. Hvis du allerede, når du tager guitaren, tænker, at du skal overbevise nogen, bliver det svært at komme ind i undersøgelsen af de enkelte lyde. Når overjeget sidder og kigger, kan du ikke skabe noget. Jeg havde hele tiden en angst for at blive gennemskuet.

Men det handlede også om andre ting, og angsten blev ved at komme, også uden indtagelse af noget som helst. Panikangst, angsten for fuldstændig at miste kontrollen.

Når angsten blev voldsom, kom den som et hvidt lys. Jeg kunne ikke høre noget, og min puls slog sindssygt hurtigt. Jeg troede, jeg skulle dø. Hvis det fortsætter, besvimer man på et tidspunkt. Angsten begyndte at styre mit liv. Jeg lod være med at gå forskellige steder. Jeg lod være med at køre i bus. Jeg lod være at gå i biografen.

Da jeg gik på højskole, var der en drømmetyder, som jeg ikke kunne være i rum med. Jeg havde en følelse af, at han kunne se lige igennem mig. Det fyldte mere og mere. En dag gik jeg tur ved en stor landevej. Jeg havde en følelse af, at jeg ville miste kontrollen over min egen krop og kaste mig ud foran bilerne. Så sagde jeg til mig selv: ”Nu må du lade det komme. Se, om du kaster dig ud.” Bilerne passerede, der skete ikke noget. Jeg fik kortvarigt en fornemmelse af ro.

Det var første gang, jeg oplevede, at jeg kunne gøre noget. Møde panikken. Langsomt fandt jeg en måde at konfrontere angsten. Jeg var virkelig bange for psykologer, så jeg holdt mig til de redskaber, jeg selv fandt frem til. Der gik lang tid, før jeg fik rigtig styr på angsten.

Det gjorde mig ikke mindre angst, da jeg kom ind på Filmskolen. Men jeg fandt ud af, at det var konstruktivt at gå ind i angsten og ydmygelsen. Insistere på at stille mig frem, som jeg er, uden at foregive, at jeg kunne og vidste alting. Jeg havde fx svært ved at tage ordet i undervisningen, men jeg gjorde det alligevel. Uden at vide, hvad jeg skulle sige.

Jeg gik håbløst i stå selvfølgelig. Det var begyndelsen til et angstanfald. Men jeg tvang mig selv til ikke at løbe væk, men at blive siddende i tilstanden. Folk må have tænkt: ”Hvad fanden ævler han om?”

Der skete noget på ’Bænken’. Der var masser af modstand, ingen ville lave den film. Så jeg havde ikke noget at tabe. Fordi alle regnede med, at den ikke ville blive til noget, ramte jeg en fantastisk tilstand af at være 100 % til stede i mit materiale, i mit projekt.


Det havde jeg aldrig oplevet så stærkt før. Det var en drømmehistorie at lave ’Bænken’. Den forløste mig. Tænk, at det kunne være så angstfrit. Pludselig kunne jeg nogle ting, der var utænkelige før i tiden. Jeg kunne gå på direkte tv og lave en halv times interview med Kurt Strand på DR. Jeg kiggede over på skærmen, hvor jeg så Kurt Strand. Ham har jeg set tusind gange før på en skærm. Men så klippede de, og jeg sad og kiggede på mig selv. Det sagde ’puff’, så kom der et pludseligt, hvidt glimt. Men det var væk med det samme igen.

Efterhånden som jeg lavede film, opdagede jeg, at vi er mange, der er bange for ydmygelsen. Det er et grundtræk for mennesker, at de vil undgå den. Min erfaring er, at før man træder ind i det felt, hvor muligheden for en ydmygelse ligger, sker der ingenting.

Når man sidder med manuskriptet, vil skuespillere tit gerne tale længe og meget. Nogle har en læsebrille, de tager på, når de begynder at forholde sig intellektuelt til teksten. De er angst for at komme ud på gulvet og sige: ”Jeg ved det her, men ikke mere, om min karakter.” På et set kan skuespillerne hurtigt komme til at føle, at de har sagt noget dumt.

Jeg prøver altid at bringe skuespillerne hen i et angstfrit rum, hvor alt er frit, alt kan siges, og der ikke er nogen dumme spørgsmål. Jeg forsøger at få dem til at improvisere så meget som muligt, så karaktererne kommer ud i kroppen. Hvis man får skabt det rum, kan man nå ind i et flow, hvor skuespillerens mund helt af sig selv siger det rigtige. Du er helt væk fra overjeget.

Jeg er ved stille og roligt at tro på, at jeg er filminstruktør. Sådan er det. Jeg kommer ikke fra et kunstnerisk eller intellektuelt hjem, og jeg har ofte haft fornemmelsen af, at det bare var til låns. Det tager tid at blive funderet i det. Angsten for at blive gennemskuet er der endnu. Men den er kommet ned på et plan, hvor jeg kan deale med den. Jeg har ikke oplevet at få de der hvide lysglimt i rigtig mange år.


Per Fly har instrueret trilogien ’Bænken’, ’Arven’ og ’Drabet’ og har også lavet ’Kvinden der drømte om en mand’ og tv-serien ’Forestillinger’. 20. marts er han aktuel med den svenskproducerede ’Monica Z’ om sangerinden Monica Zetterlund.  ’

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Sådan føles det og Psykologi