Tårer, brækdruk og sex: Hvad sker der for dansk tv?

Tårer, slagsmål, brækdruk, backstabbing og sex for åben skærm. Aldrig tidligere har tv-stationerne bekriget hinanden så hårdt på danskproduceret reality- og følelses-tv som netop nu. Hvad er det, der sker med vores tv-skærme og med os? spørger Jens Vilstrup i dette brev til 24-årige Nadia fra Aalborg, der deltager i TV3-programmet ’Fristet – hvor langt vil du gå?’

KÆRE NADIA, du hørte ikke latteren, men da Ellegaard frejdigt trak bukserne ned i ’Fristet – hvor langt vil du gå?’, og kameraerne zoomede ind på hans hvide røv, rungede den højt fra produktionsholdet i huset ved siden af ’Fristelsernes villa’. Og mens du bed dig i underlæben og kiggede forvirret og forgæves omkring efter et holdepunkt, blev tilrettelæggerlatteren hængende, plat og længe i den knastørre tyrkiske aftenluft.

Og da ponytail-tatovøren fra Alanya begravede sin sitrende nål i Ellegaards dengang 17-årige balle og begyndte at tegne en grim, skeløjet ged på den, blev latteren derude i tv-tilrettelæggerrummet endnu højere, endnu mere skolegårdsmobbende. Og dem, der lo, var voksne, veluddannede mennesker, og selv om ikke en eneste af dem kunne drømme om at medvirke i det, de selv laver, kunne ingen få øjnene fra den bare røv på monitor-skærmene. De havde alle sammen travlt med at dele et øjeblik af godt tv.

”Det’ eddermame svedigt, det der,” råbte en af produktionsholdets fotografer, og da en af de skrivende underholdningsjournalister – der af TV3 var fløjet ned til Alanya for at overvære optagelserne – i et sjældent øjebliks ægte undren spurgte: ”Filmer I virkelig dét der?”, svarede tv-folkene højt, i kor og lige så undrende tilbage: ”Ja da, det er jo reality.”

Og senere, da jydekække, halstatoverede Andreas fra Viborg og evigt selvspejlende Rune fra København stod ved siden af hver sin blender med en guldfisk i, og begge for 30.000 kr. var så parate til at vride knappen og lave fiskene om til fucking makrelsalat, sagde du: ”Må man vise det dér på fjernsyn?” Det røg ud af munden på dig, du vidste ikke, at der ikke var strøm på de blendere, og det skulle du ikke have sagt. For det, at du udadtil virker så uberørt, og det, at du juridisk set havde fuldkommen ret i dit spørgsmål, det gjorde, at kvinderne derude i tilrettelæggerrummet ikke kunne lide dig. Du skulle ikke komme her med dit filter og dine manerer og tro, at du kunne rokke ved konceptet.

Du havde selv meldt dig, og du skulle eddermame ikke rende rundt og tro, at det var en badeferie, det her. Du skulle skrælles ned til en simpel, dyrisk grundfølelse, seerne kan forholde sig til, din skidesmukke, skideirriterende Aalborg-pige. De var så trætte af alt dit lillepige-shit og ”Hold da kæft for nogle white-trash-sko,” du i øvrigt havde på.

    
En kort optagepause i ’Fristelsernes villa’. - ”Smil, I er på.”

DU UNDRER DIG selvfølgelig over, hvorfor jeg skriver til dig, Nadia. Men det gør jeg, fordi du var den eneste ud af de ti deltagere i startcastet, der luftede skrupler, da jeg talte med jer på det danske ferie-resort Oasis Club i Alanya, lige inden optagelserne til ’Fristet’ gik i gang. Vi sad der ved poolen mellem ferievillaerne, der tilhører Remee og Kandis-Johnny og Dennis Knudsen og Alexandra og Martin og Stein Bagger, før han blev afsløret, og du sad dér i solen og tvivlede på, om du mon havde gjort noget dumt.

Forinden havde du ligget alene på et steghedt hotelværelse nede i Alanya, fordi du ikke måtte tale med de andre deltagere, og mens du lå og stirrede op i loftet, plagede det dig, at du ikke havde tænkt det ordentligt igennem, at du bare havde fulgt en pludselig indskydelse, da du så, at TV3 søgte deltagere til et helt nyt reality-program. Du havde alligevel planlagt at tage ud at rejse, så hvorfor ikke i stedet tage til Tyrkiet og prøve dig selv af i et reality-program? Men ville tv-folkene udlevere dig og din person, ville de vise dig nøgen, selv om de havde lovet, de ikke ville, og hvad mon dine forældre ville sige til det hele?

Og du lå og spekulerede på dengang, to fra din gamle folkeskole havde meldt sig til ’Paradise Hotel’, og du havde tænkt: ”Eijj, la’ nu vær,” for inderst inde vidste du jo godt, at der er en personlig pris at betale for at være med i den her slags tv-programmer, og nu var du bekymret over, hvilken regning der skulle skrives til dig. Og du anede det ikke, for ud over at I ville blive fristet på jeres moral med penge og mærkevarer, havde ingen af jer på forhånd fået noget at vide om, hvad I skulle igennem. Tv-folkene ville ikke have, at I skulle forberede jer mentalt. Jeres ægte følelser skulle direkte på skærmen.

Og da vi sad der ved poolen, og også dagen efter, da vi kort mødtes igen, forekom du så uspoleret, så rigtig, som en, man gerne ville lære at kende – sådan i virkeligheden, uden tv-kameraer. O.k., måske er jeg bare en naiv, gammel idiot, der skulle lukke arret og tage og wake up to reality, og selv om det er svært at tro det, så er din sødme måske bare noget, du har øvet dig på hjemmefra, noget, du bare går rundt og spiller, det kender jeg dig ikke godt nok til at vide.

Uanset hvad kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad du mon ville have tænkt, hvis du, ligesom mig, to dage inden optagelserne begyndte, havde siddet til middag på sådan en danskejet restaurant i Alanya, hvor vi journalister skulle møde tv-folkene bag ’Fristet – hvor langt vil du gå?’. Alle var vi venner og lo og drak, og på det personlige plan var de jo søde, de fleste af de der tv-folk, og meget af det, de siger, er selvfølgelig også faglig jargon, men alligevel var der ved bordet sådan en skræmmende smilende enighed om ikke at gøre verden til et bedre sted at være. Folk er jo, når alt kommer til alt, nogle idioter, så hvorfor ikke dyrke og lave tv på det? Pyt nu med, at tv-mediet er det mest magtfulde af alle, det er jo kun underholdning, ikke andet. Så mens en optrædende kvinde færge-croonede hen over en aftenbelyst, klorskinnede swimmingpool, løftede tv-folkene stemmerne og sagde, at ”det her bliver det ondeste program.” Og lidt efter sagde en af dem, en ledende tv-mand: ”Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Vi lever i et overflodssamfund, derfor laver vi tv om menneskedyret – det er dét, vi er nysgerrige på,” og bagefter, da der var kommet mere hvidvin i glassene, lavede en kvindelig tv-medarbejder kyshånd mod himlen, mens hun eksalteret råbte: ”Tak, Amalie, taaak,” og så gik vi alle sammen op i baren og fik flere drinks, mens vi løftede armene og sang med på danske ’Skub, skub, skub til taget’, som bragede ud af højttalerne.


Den tyrkiske varme viftes væk. Det er Nadia yderst til højre.

DU KAN IKKE huske det, Nadia, men det hele startede for 20 år siden. Jovist, der har gennem tiderne altid været skæggede damer, dværge og stærke mænd, der har optrådt på markeder på den måde, som du og de andre i dag optræder på tv, men dengang for to årtier siden skete der alligevel noget, der blev en folkelig katalysator for det, tv-folk i dag kalder fascination – et begreb, der har skabt uendelige mængder tale- og tv-tid til typer som Sidney Lee og ’Dumme Amalie’ og ’Bøsse-Gustav’ og Michael ’Penis’ Bjørnson.

Oppe på toppen af det Nordjylland, hvor både du og janteloven kommer fra, optrådte et besynderligt ægtepar på restaurant Skansen i hjemmesyede skriggrønne Robin Hood-dragter. Hun med skørt hår, lavthængende guitar, selvsiddende strømper og sparkende spjætben, han med keyboard, marcipanmave, puddelhundehår og store, skævtsiddende stålbriller. Udenfor på gaden i Skagen var der lange køer, og indenfor i den tætpakkede kro- og kropsvarme masede publikum sig frem mod den lille scene. Alle skulle se det skøre ægtepar, de måtte ved selvsyn konstatere, om det virkelig kunne passe, at de var så dårlige, at de fik penge for det. Og ja, det var de, de ramte sjældent en tone rigtigt, til gengæld var de grimme og spøjse og optrådte hæmningsløst derudad, som om de faktisk selv troede, at de kunne noget. Og det var så pissehamrende befriende skægt, at danskerne, med kongefamilien og hele uge 29-sølvtøjet i spidsen, strømmede ind på Skansen i årevis.

Og hagegnidende journalister fra alle de seriøse medier drog nordpå for at afdække hemmeligheden bag Sussi og Leo. Der måtte være en, andet kunne simpelthen ikke passe, man får ikke en kontrakt på 5,8 mio. kr. over fem år og så ekstremt meget exposure i medierne, blot fordi man stiller sig op på en bodegascene med sjovt hår og spjætben.

Så der blev lavet tv og udgivet bøger om fænomenet – selv toppolitikeren Inger Støjbjerg skrev en – men forfattere og journalister kunne ikke finde anden forklaring, end at duoen bare var ’ægte folkelig’. Hvad de ikke dengang vidste, var, at janteloven var i gang med at blive afmonteret ikke så langt fra det sted, hvor den blev skrevet. Og det er så underligt med den jantelov, Nadia, for det er, som om ingen rigtigt har tænkt på, at Aksel Sandemose måske kun skrev den, fordi han blev skidesur over, at morsingboerne ikke gav ham nok opmærksomhed.

Artiklen fortsættes på de følgende sider...
”MAN SKAL JO være noget i sådan et program, så man kan lige så godt være dum i roen fra starten af.” Sådan sagde 19-årige Sofie fra Aarhus, da jeg talte med hende, så den første aften i ’Fristelsernes villa’ lagde hun hårdt ud med at vise røv, drikke sig pivstiv, gå i spagat og gå efter Rune. Og ser du, Nadia, selv om Sofie måske nok mangler charmen til helt at fuldføre sin mission, ligger der i hendes udsagn en strategi og en forståelse af, hvordan de veluddannede voksne, der laver de her programmer, gerne vil fremstille jer unge. Hvorfor det er sådan, kan være svært at svare på, men prøv og hør, hvad Anne Jerslev, reality-ekspert, ph.d. i filmvidenskab og professor på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet, siger:

”I løbet af de ca. ti år, vi har haft reality-tv i Danmark, har tilrettelæggerne og produktionsselskaberne taget mere og mere styring over programmerne – en styring, der har medført en stigende stereotypisering. Både i klipningen og i castingen forsøger man at skaffe sig et materiale, så man kan stereotypisere. Det forhøjer underholdningsværdien. Det er forargelsen som underholdning, man er ude efter. Man vil gerne skabe en distance hos seerne, så man ikke identificerer sig direkte med deltagerne, men stadig kan sidde derhjemme og føle sig bedrevidende og samtidig føle, at man bliver underholdt. Reality er et scenarie, der er beregnet på at fremkalde de usympatiske sider af folk. Man ønsker ikke at vise et solidarisk fællesskab, men et fællesskab, hvor solidaritet bliver transformeret til en forestilling om strategi. Deltagerne er kun solidariske med henblik på selv at få noget ud af det.”

Og spørger man Kaare Sand, der ’skabte’ Sidney Lee i ’Singleliv’ og står bag produktionsselskabet Sand TV, siger han: ”Alt er arrangeret ned til den mindste minutiøse detalje i reality-programmer: Efter ti minutter skal vi have en til at græde, efter 20 minutter er der nogen, der skal op at skændes, og lige før breaket skal de være på vej i seng med hinanden, efter breaket skal vi se dem gå i seng med hinanden, og så skal vi have et klimaks og til sidst en cliffhanger til næste program. Deltagernes følelser bliver styret fuldstændig præcist, og reality-tv skaber nogle kraftige menneskelige reaktioner og følelser, som seerne kan spejle sig i. Det er godt fjernsyn, fordi det appellerer til den indre svinehund.”



HAD, SEX, EGOISME, jalousi og ondskab i form af backstabbing. Det kan selvfølgelig siges mere nuanceret, og tv-folkene vil gerne have tilføjet ord som kærlighed og venskab, men det negative vil altid vinde over det positive i en historie, så grundlæggende er det de fem basale følelser, reality-tv handler om, Nadia. Det er skidegodt følelses-tv, det er produktionsselskaberne og tv-stationerne enige om, og det skal være danskproduceret, hvis identifikationen og dermed seertallene skal op at ringe. Det er derfor, der aldrig er blevet bestilt og lavet så mange danske reality-, reportage-, docusoap- og underholdningsprogrammer som netop nu. Og så fordi det ikke koster så meget. Som Bo Damgaard, tv-rådgiver og tidligere mangeårig programchef i TV2 siger:

”Reality er interessant for tv-stationerne, fordi man kan producere konflikter langt billigere og med mere sikker hånd, end hvis man skulle lave fiktion. Man kan gentage konflikten på det samme sted fra mandag til torsdag gennem 13 uger. Og med almindelige mennesker i programmerne får man et skær af autenticitet, der har en meget stor gennemslagskraft, selv om programmerne ikke har meget med virkeligheden at gøre.”

Hvilken af følelserne, du er castet til at opfylde i ’Fristet’, er ikke til at vide. Ligesom de andre deltagere er du selvfølgelig fuckable, det er en forudsætning for overhovedet at være med i konceptuelle sol-og-sex-programmer, men du virker som madonna-typen, ikke luder-typen, og så er du likeable, så mon ikke dit job er at gøre de andre deltagere jaloux på dig, så de får lyst til at backstabbe dig? Og bagefter du dem?

Selv havde du på fornemmelsen, at du i hvert fald ikke var castet som ’en scorepige’. Det forstod du, da de til castingen spurgte dig om, hvornår du sidst havde haft et engangsknald. Og da de spurgte jer deltagere, om I for 5 mio. kr. var villige til at trykke på en knap, der udløste en menneskedræbende bombe, sprang de fleste ivrigt hen og trykkede på knappen, fortalte du. Hvis tv-holdet på det tidspunkt havde vidst, hvad der senere skete i Norge, ville de måske have lavet en anden test på jeres moral, hvem ved, men du trykkede ikke på knappen, sagde du, du blev siddende, for du har grænser, sagde du, men kan de holde, og hvor langt, tror du? For da værten Adam Duvå Hall i starten af programmet stod der foran poolen i ’Fristelsernes villa’ og spurgte jer, som var det et fodboldråb: ”Er I alle sammen grænseløse?”, så råbte I alle et begejstret ”Jaaah” tilbage. Og det var sgu lige til at få kuldegysninger af, for er grænser ikke det, der adskiller os fra dyrene og skaber os mennesker som individer, det, der giver os identitet, selvfølelse og måske endda stolthed?

Men nu skal jeg nok prøve at holde igen, for det er jo stadigvæk kun underholdning, det er ”pure entertainment”, som TV3’s programdirektør Morten Mogensen siger, og selv om Adam Duvå Hall faktisk synes, at nogle af de ting, I bliver udsat for, er ”for meget”, så synes han også, det er godt tv, for som han siger:

”Der er altså bare noget i den her tv-genre, der prikker til folk, fordi man hele tiden bliver skubbet frem og tilbage følelsesmæssigt og er ved at kaste op over nogle af deltagerne, men samtidig er enormt nysgerrig,” og når folk spørger ham, hvorfor han skiftede P3 ud med TV3, så svarer han: ”Prøv og hør, det er hardcore underholdning, det her, vi leverer klatten, tænd for det, eller la’ vær, det er ikke mit bord.”

  
’Fristet’-deltagerne Irina og Sofie med hver sine reality-fortrin. - Nordisk Film, produktionsselskabet bag ’Fristet’, tager en slapper.

UDE I ALBERTSLUND sidder der en pige, Nadia, som godt kunne tænke sig at være med i et program som ’Fristet’ eller ’Paradise Hotel’. Hun hedder Amanda Sisse, hun er 19 år og vokset op på Amager, men bor nu i en rungende lejlighed i Albertslund på en vej, der hedder Blokland, parallelvejene hedder Sletteland og Rudeland, og området er en af de der kommunale boligghettoer på den københavnske Vestegn, der sikkert engang er bygget i den bedste mening, men hvor betonen nu er sprækket og ser våd ud, ligegyldigt hvordan vejret er. Og en dag blev Amanda Sisse gravid, og så røg drømmen om at være med i ’Paradise’, men det slog hende ikke ud. For Amanda Sisse ved godt, hvad hun vil. Hun vil være ejendomsmægler, og hun vil på tv, så da hun var otte uger henne (jeg skriver det lige igen, Nadia: otte uger henne), ringede hun til redaktionen på ’De unge mødre’ og tilbød sig selv som case uden på det tidspunkt at ane, at Natacha Nikita, der også er med i ’De unge mødre’, dengang boede blot to opgange væk fra hende i Blokland. Ja tak, sagde de inde på Sand TV, der laver programmet, hende kunne de godt bruge, især da hun fortalte, at de måtte filme, mens hun fødte, og at hun, før hun blev gravid, havde problemer med hashrygning og derfor er tilknyttet familieambulatoriet.

”Da jeg skulle have kejsersnit, råbte jeg til tv-holdet: ”Ikke nu, ikke nu,” da var jeg fandeme ulykkelig, men jeg har ikke oplevet, at de har udstillet mig. Men hvis kommunen fjerner mit barn, kunne jeg godt forestille mig, at det ikke var så skægt,” siger Amanda Sisse, der er helt klar på, at det med, at hun har røget hash, er det, programmerne om hende fokuserer på: ”De skal jo tjene penge på det, og derfor viser de det dårlige.”

Og når man spørger Amanda Sisse, hvorfor hun gerne vil på tv, svarer hun – ligesom dig og alle jer, der er med i ’Fristet’ – ”at det kunne være meget sjovt at prøve noget anderledes” – men alligevel vil Amanda Sisse ikke se de programmer, hvor hun selv medvirker:

”Jeg tænker bare: ’Årh, nu ser alle mig med morgenhår.’ Jeg læser heller ikke de kommentarer, der er om mig på nettet, de er sikkert dårlige. Jeg vil kun høre kommentarerne, hvis de er positive.”

Og dagen efter ringede Den Forstående Kvindelige Journalist og Den Friskfyragtige Mandlige Fotograf på Amanda Sisses dør kl. 8.00 for at optage hende, mens hun skiftede ble på sit barn, og for at følge hende til endnu et møde med myndighederne, der dog sagde nej til at have kamera med. Selv havde Amanda Sisse været oppe siden klokken 6.00 for at lægge den sirligste makeup, sætte håret og for at nå at lægge sin Prada-taske skødesløst i sofaen, så den forhåbentlig kom med i billedet. Og da hun åbnede døren, havde hun spændt sit Gucci-mavebælte om livet, som om hun gik rundt med sådan et sådan en almindelig morgen hjemme i Blokland, og ”Fint,” sagde fotografen, ”Vi lægger bare din mikrofon derned.”

Og dagen forinden havde Amanda Sisse sagt: ”Jeg har en storebror, der er Bandidos-supporter, og jeg havde ikke fortalt ham, at jeg var med i ’De unge mødre’, så da det første afsnit med mig blev vist, ringede han til mig og spurgte, hvad fanden jeg lavede i tv, og jeg svarede: ’Hvad fanden laver I? Sidder I dér i rockerborgen og ser ’De unge mødre?’”OG DÉR RAMMER Amanda Sisse plet, Nadia. For uanset brille- eller armstyrke ser vi jo de programmer, vi elsker at hade, selv om mange af os helst ikke vil indrømme det. For underholdnings-tv er ligesom hurtig grillmad, det består kun af fedt, salt og sukker og giver en kort, halvbøvsende mæthed, og alligevel – eller måske netop derfor – bliver vi hængende for at se, om det virkelig kan passe, at man stiller sig op i ’X-factor’ uden overhovedet at kunne synge, om gæsterne virkelig griner, når festgøgleren Benitta fra ’Party i Provinsen’ optræder til private familiefester med store, falske fortænder og en kuffert fyldt med dildoer, eller om ’Bonderøven’ efter ti minutters suspense virkelig finder den bolt, han gik og manglede til sin møtrik.

Og det er jo langtfra bare de voksne, der ser det, Nadia. I 1. g på et gymnasium og i en sjette klasse på en kommuneskole spurgte jeg, hvilke programmer de bedst kunne lide at se, og vinderne var på det tidspunkt ubestridt ’Amalies verden’ og ’Paradise Hotel’, og en af sjetteklassespigerne svarede, at hun elskede at se Amalie, ”fordi hun er så dum og forkælet.”

Ingen aner, hvad det gør ved børn og unge at se de her programmer, og måske er det ikke så slemt, men tilbage står spørgsmålet, hvordan børn, unge og alle vi andre skal forholde os til verden, når vi danskere i snit ser mere end fire timers tv hver dag, og når næsten hele sendefladen på næsten alle kanaler næsten kun er fyldt op med programmer, der ikke indeholder nogen som helst stillingtagen til andet end relationer og følelser og det helt, helt nære, narcissistiske liv.

For det må der helst ikke være i underholdning, det forstyrrer billedet, forstår du. Det oplevede skuespiller Søren Malling, der i februar var med i ’Til middag hos’. Et halvt års tid senere sad han på den café i kvarteret bag ved Det Kgl. Teater i København, han ejer en andel i, og syntes, at han havde solgt ud. For Søren Malling hader reality og bryder sig heller ikke om celebrity-tv-underholdning, men som en virkelig udgave af de fristelser, I er udsat for nede i Alanya, forlangte han boksen for at være med i ’Til middag hos’ – og fik den. Hvor meget ville han ikke sige, kun, at nogle sikkert ville blive forargede, hvis de hørte beløbets størrelse. Og så sagde han:

”Jeg havde tænkt, at mine gæster i programmet hver især skulle holde en tale over forskellige emner, bl.a. ’integration’. Men da tilrettelæggeren hørte det, ville hun tale med sin redaktør, og så ringede hun tilbage og sagde: ’Det med integration, det er altså ikke godt for programmet, det er ikke underholdende.’ ’Undskyld,’ sagde jeg, ’I kommer i mit hjem og filmer, så I skal kraftedeme ikke diktere, hvad jeg må tale om i mit eget hjem.’ Men det endte med, at jeg gav mig, emnet røg ud, til gengæld forbød jeg dem at filme noget som helst privat i mit hjem, men i princippet solgte jeg mig jo til dem. Konceptet tog ligesom magten over mig. Det kom bag på mig, at der var emner, der var forbudte på forhånd, og at programmet var så gennemtilrettelagt.”

  
En ’hemmelig’ deltager interviewes. - Kameraer overalt - selvfølgelig også i soveværelset.

KÆRE NADIA, DU er sikkert træt af Andy Warhol-klicheen ’15 minutes of fame’, og jeg bringer det også kun op, fordi alle gode klicheer rummer en større sandhed. For hvis du skal være ærlig, tror du så ikke, at det er det, der driver dig, de andre deltagere i ’Fristet’ og alle de danskere, der står i kø for at komme på skærmen for at få rampelys og opmærksomhed?

Alle I deltagere i startcastet på ’Fristet’ havde godt nok en opfattelse af, at det sgu var sejt, at I havde turdet melde jer til et reality-program, og de fleste af jer tager da også det hele på en anden, iskold og ’slap-nu-af-mand-det-er-jo-bare-tv’-måde end jeres bekymrede forældre. For mange af jer er det at deltage i et reality-program den samme søgen efter selvudvikling, som jeres forældre forsøgte sig med ved at tage ud at rejse med rygsæk eller tage på højskole. Men forskellen, og den er ret stor, Nadia, er, at det er jeres forældres generation, der tilrettelægger rammerne for den udvikling, at den kommer på tv, og at I åbenbart kan lide det sådan.

”Jeg vil gerne have, at folk ved, hvem jeg er,” sagde Kasper, 22 år og murer fra Hvidovre, om sin begrundelse for at melde sig til ’Fristet’, og i det udsagn ligger der måske en slags dybere sandhed, Nadia. Dorte Birk Jørgensen blev i sommer færdig som psykolog efter at have skrevet speciale om, hvordan dét at medvirke i ’De unge mødre’ påvirker selvforståelsen, og ifølge hende skaber og fortæller vi os selv på tv, fordi vi derigennem oplever os selv som værende noget.

”I en postmoderne verden får vi ikke længere foræret en traditionel identitet – fx bliver købmand, fordi ens forældre var det – og derfor er det vores vilkår, at vi skal skabe en selvbiografi, at vi skal fortælle os selv, skabe os selv, iscenesætte os selv, og hvorfor ikke bruge tv til det, når så mange, og især unge, synes, at det o.k. Reality-tv er måske blevet en erstatning for dagbogen,” siger Dorte Birk Jørgensen.

   
Michael ’Penis’ Bjørnson alias ’Den liderlige smørtenor’. - ”Med spraytan får jeg sådan en flot colour.” siger Gustav i ’For lækker til love’. - Ciano fra ’For lækker til love’.

MEN HOLD KÆFT, hvor er der sket meget, Nadia. siden Andy Warhol for fire årtier siden kom med sin ’15 minutters berømmelse til alle’-profeti. 15 minutter rækker jo ingen steder længere, nu gælder det om at uploade sig selv og sit liv på Facebook døgnet rundt, uanset hvor ligegyldigt man lever. Men som psykolog Dorte Birk Jørgensen også er opmærksom på, så risikerer man i sin iver for hele tiden at være på – enten på nettet eller på tv – at komme til at lyve, først lidt, sådan for at pynte lidt, og til sidst så meget, at man ikke længere kan finde tilbage. Winnie Lock Dall er tidligere kæreste til Sidney Lee, og da det gik galt mellem dem, sagde hun til B.T.: ”Jeg tror, han har løjet hele sit liv. Jeg tror nogle gange, at han lever sig så meget ind i løgnen, at han selv tror på det. Han kan ikke selv fornemme, om det er løgn eller virkelighed. Så snart der var folk i nærheden, ændrede han fuldstændig karakter.”

Om man skal tro på en pige, der falder for Sidney Lee, ved jeg ikke, Nadia, men der er også et andet problem, og det opstår, når tv-stationerne spiller med på løgnen. Jeg ved ikke, om du så det, men i foråret lavede TV3 den første udgave af ’For lækker til love’, hvor en af kernedeltagerne var en skiderik med iskolde øjne af den slags, der ikke synes at have forbindelse til resten af hjernen.

Marc Ciano Marra eller bare Ciano hedder han, og han er ikke andet end en tom skal, hvis indhold er opfundet af Kristoffer Eriksen og Nicolai Achton, to journaliststuderende, der som projekt ville tage pis på hele den phony tv-verden, filme det og sælge det. De lavede derfor en falsk musikvideo med Ciano, som Kristoffer kendte tilbage fra Handelsskolen, og som han siger var ”model-typen, der aldrig slog igennem.” Og de fik en, de kendte, til at synge på videoen, som om hans stemme var Cianos, for selv kan Ciano overhovedet ikke synge, og de fik en saftig Ibi Støving med, de lagde den falske musikvideo på nettet, og haps, så var Se og Hør der og skrev om det, og så kom han i ’Dagens mand’, og så blev han castet til ’For lækker til love’.

Alle gode løgne indeholder sandheder, Nadia, så lige så snart Ciano var ’indenfor’, afbrød han samarbejdet med de to journaliststuderende og gav den, hvad den kunne trække, som bad lover på tv. Men selv om TV3 fik at vide, hvordan det forholdt sig, blev de bare ved med at lade, som om Ciano var sanger i programmet, for Ciano leverede seertal i form af sin uhørt selvsmagende opførsel, så skide med, at det hele var løgn, det er jo bare underholdning.

På TV3 kan programdirektør Morten Mogensen ikke kommentere episoden nærmere, ikke andet end at hvis det forholder sig sådan, så tager han afstand fra det, men han var ikke direktør, da programmet blev sendt, og det samme gælder for sagen om skuespiller Søren Malling. I begge tilfælde var det Pil Brandstrup, der var øverste ansvarlig i TV3, men eftersom hun har fået nyt job som programdirektør i TV2 Norge, kan hun ikke længere have et tilhørsforhold til TV3, svarer hun.

   
Tv-kameraer på vej til at blive sat op i ’Fristelsernes villa’ - Adam Duvå Hall: ”I vil blive presset etisk, moralsk og følelsesmæssigt.”

”SKY IS THE LIMIT,” står der på et skilt uden for det danske ferieresort Oasis Club, der ligger på en af Alanyas stejle skrænter med udsigt over den dansk-tyrkiske party-by. I den sætning mangler der sådan set et ’The’ i starten, og det betyder måske ikke noget, ikke andet end at dem, der har lavet skiltet – ligesom mange af dem, der melder sig til tv-programmerne – ikke har behøvet gøre sig umage. Og du ved det sikkert ikke, men det er ejendomsmægleren, den tidligere rejseguide Jacob, der står bag Oasis Club, og det er også ham, der udlejer ’Fristelsernes villa’, hvor du har tilbragt syv uger i sommer, og hvor TV3 Norge er klar til at rykke ind og filme, når I er færdige.

Og Jacob, han er en rigtig player i Alanya, i sommer var han hæs, fordi han lige var kommet tilbage fra Skive Beach Party og var i byen i går, ligesom han er det hver eneste aften, og han var så klar på at gå ud igen, ned på Club Latino, hvor han har sit eget bord, eller ned på Crazy Horse, hvor han har sin egen drink, en Jacobs Special. Og playeren Jacob, han går hele tiden og måler i grader, hvor meget svaj pigerne har i ryggen lige over røven, og nede på Crazy Horse fik han øje på en norsk pige, hun var sgu en sytten-komma-ener, hold kæft, hende måtte han bare have.

Jacob har solgt 1.900 boliger i Alanya til danskere, og han er pals med de kendte og med de danske tv-folk, så Oasis Club har været med i ’Liebhaverne’, og Kandis-Johnny har indspillet en sang om stedet og gjort endnu mere reklame for det i programmet ’Far, mor og berømt’, hvor man bl.a. så ham og hans familie pakke flæskesteg og skinke i tern ned i en kuffert, når de nu skulle ned til det farligt muslimske Alanya.

Men Kandis-Johnny kan ikke have brugt meget tid i Alanya, for på alle restauranter er der danske menukort, og alle tjenerne og de mange sælgere af falske mærkevarer taler alle sammen lidt dansk, og der er dansk fjernsyn på alle hotelværelserne, og om aftenen og natten er byen fyldt med danskere, der vælter rundt på charterorganiserede pubcrawls i orange veste, så guiderne med piftende dommerfløjter i munden nemmere kan få dem med, når de bliver for fulde. Og oppe på bardiskene står overvægtige piger og basker deres rytmiske røve mod tynde tyrkiske mænd, der faktisk sådan en aften godt kunne tænke sig et stykke med dansk flæskesteg, og på danskejede Palm Beach Club optræder alle mulige danske kendte.

Så mens 20-årige Sogol oppe i ’Fristelsernes villa’ ikke rigtig kunne lide at bagtale nogen af jer til det første udstemningsmøde, og Adam Duvå Hall sagde til hende: ”Der må da være et eller andet snavs,” optrådte Frank Hvam for Alanya-Danmark og tog bagefter op til Oasis Club for at overnatte. Og ude blandt publikum, der ikke gad Frank Hvams politiske show, men kun ville have pik og patter, sad en mahogni-solbrun far og drak sig fuld ved siden af sine børn i en grøn undertrøje, hvorpå der stod ’Tour de fisse’.

Nadia, jeg håber ikke, at jeg trætter dig, jeg nævner det alt sammen kun, fordi Alanya er reality-tv omsat til skræmmende virkelig virkelighed.

Og nu skal jeg nok stoppe al min rablen, for måske er du ikke blevet stemt ud af programmet, fordi du var for cute, måske var alle dine startskrupler spildte, måske er det lykkedes dem at lokke menneskedyret og bitchen frem i dig i en grad, så det måske er dig, der vinder programmet. Og så får du travlt. Med at blive fotograferet til alle bladene, med at optræde på alle provinsdiskotekerne som gæstebartender, med at deltage i alle mulige andre tv-programmer og med at indspille en sang. Og så er det måske dig, der griner ad dem. Så længe det varer. ■

NÆSTE SIDE Kaare Sand om fænomenet Sidney Lee »

Sidney og Sand


Kaare Sand er indehaver af Sand TV, der bl.a. producerer ’De unge mødre’, ’Singleliv’, og ’Mig og min mor’. I 2007 ’opdagede’ Kaare Sand Sidney Lee i DR2-bryderprogrammet ’Blod, sved og springskaller’ og fik ham med i ’Singleliv’. Det sendte Sidney Lee i et regulært tv-rundhyl og gjorde ham til den dansker, der til dato har optrådt i flest reality-programmer.

”Han var en skæg karakter, han sagde nogle superskægge ting, han så anderledes ud og var en, man lagde mærke til. Og han leverede varen – fra start til slut. Han kunne komme ud fra en biografpremiere og sige til sine kammerater: ’Hold kæft, det var en god film,’ og bagefter sige til kameraet: ’Hold kæft, det var en lortefilm.’ Han kunne levere de der punchlines uden problemer og på de rigtige tidspunkter.”

Sidder man ikke som tv-mand tilbage med en mærkelig smag i munden efter sådan noget, hvis man har en idé om, at man vil lave reportage-tv og beskrive virkeligheden?
”Jo, men Sidney levede jo bare et vildt liv og iscenesatte sig selv. Vi behøvede ikke at gøre noget selv, og det fungerede fantastisk godt i vores programmer. Det blev så godt, at der var nogen, der ikke gad være med i programmerne, fordi Sidney tog for meget lys fra de andre.”

Hvad er det, man som tv-mand ser i en karakter som Sidney Lee?
”At han ikke har noget filter. At han er totalt ærlig og siger ligeud, hvad han føler og tænker ...”

Dét ikke at tænke på, hvad man siger, er det ikke det samme som at være dum?
”Absolut, men det er o.k., når Sidney Lee gør det, fordi han var så bevidst om det. Karakteren Sidney Lee har han selv opbygget fra start til slut. Nu laver han nok noget andet, det ved jeg ikke, men han vidste, hvad han lavede.”

Hvorfor skal Sidney Lee og andre som ham have taletid, hvorfor skal de vises på tv?
”Jamen altså, det er underholdning.”

Men det kort kan man vel altid smide og dermed tage hele den etiske diskussion ud af emnet …
”Ja, men der var ikke noget ondskabsfuldt i at tage ham med, og vi udstillede ham ikke på en dårlig måde. Man skal altid have empati for en person og ikke hænge dem til tørre. Sådan en som Amalie har været ekstremt eksponeret, og jeg synes, det var lidt synd, at hele pressen lagde hendes privatliv ud på bordet, det var lidt trist at se på. Der fik jeg sgu lidt ondt af hende, for hun kunne ikke rigtig styre det.”

Kunne man ikke bruge tv-tiden til noget bedre?
”Jo, men problemet er bare, at der er nogen, der skal se fjernsyn, og på Danmarks Radio er der oplysning i ca. en time koncentreret om dagen, det samme på TV 2. Resten er stort set underholdning.”

FACEBOOK Bliv ven med Euroman »

Se, hvad vi ellers skriver om: Medier