"Min søster skulle låne min og min kærestes gamle lejlighed,” fortæller komikeren Thomas Warberg, ”og min kæreste brugte nok halvanden dag på at gøre rent. Bagefter fortalte min søster, at vores ismaskine på fryseren ikke virkede. Og så tilføjede hun: ’Hvor var det rart at se, at I ikke er så perfekte.’ Det skræmte mig virkelig.”

Episoden er en ud af mange, som har fået den 35-årige komiker til at reflektere over forholdet mellem vores faktiske liv og det liv, vi præsenterer udadtil. Det er blevet til showet ’Perfektion, overskud og andre lorteord’, som han drager ud i landet med dette efterår.

For det er sjovt, når virkeligheden stikker sit grimme ansigt ud gennem den polerede overflade. Det kan Warberg mærke, når han improviserer i sin lille comedy-klub i København.

”Det er tydeligt, hvad publikum reagerer på, og hvad de ikke reagerer på,” siger han.

Og når han åbner op for, at han efter fem måneder i sit nye hus stadig ikke har fået pakket kasserne ud, at han ikke tør hænge ting på væggene, og at græsplænen ligner lort, griner publikum.

”På den måde er det dem, der påtvinger mig et emne, og ikke omvendt.”

Thomas Warberg blev kendt som den lidt buttede, folkelige komiker, der kunne slippe afsted med one-liners om sin egen mave. ”Jeg er i topform,” sagde han fra scenen og løftede op i trøjen, så ølmaven blev blottet. Mere skulle der ikke til. Publikum grinede.

I dag har han tabt 40 kilo og anlagt sig et pænt fuldskæg. Tykkemandsjokes virker ikke længere, nu er de bare fornærmende, og som komiker bliver han nødt til at forholde sig til, at folk pludselig ser ham som ... ja, faktisk perfekt.

”Der er ikke noget, der er værre for mig, end hvis folk ser mig på den måde. Men jeg kan jo godt selv se det udefra,” siger han.

Men andres billede af ham flugter ikke med selvbilledet. I Thomas Warbergs eget hoved er han stadig en dreng, der ikke aner, hvad han skal stille op, når håndværkeren siger, at han nok skal have kigget på østenmuren inden vinteren. Og på sociale medier ser han kun folk, der ser ud, som om de har fuldstændigt tjek alt det, der sejler i hans eget liv.

”Mit show handler om det her med, at vi er en generation, som går enormt meget op i at vise, hvor godt det går. Vi tager jo først billedet til Instagram, når haven står perfekt. Det interessante er, at vi craver det modsatte hos hinanden. Vi er for dårlige til at sige til hinanden, at vi faktisk er ude på dybt vand.”

Thomas Warbergs ’Perfektion, overskud og andre lorteord’ får premiere 26. september på Bremen Teater i København og kan de følgende måneder opleves i hele landet.