Ud af det blå kom den: en ny bog fra den tidligere FE-chef Lars Findsen, der først blev hjemsendt sidste år og senere varetægtsfængslet og tiltalt for landsforræderi. I ’Spionchefen – erindringer fra celle 18’, der er blevet til i samarbejde med Jyllands-Posten-journalisten Mette Mayli Albæk, afslører Findsen lidt af hvert: et iskoldt forhold til departementschef Barbara Berthelsen, at Trine Bramsen er ”dum som en dør” og meget andet.

Men mellem alt det gravalvorlige gemmer der sig også en aldeles brugbar guide til livet bag tremmer. For selvom den tidligere FE-chef har været låst inde på få kvadratmeter i celle 18 i mere end to måneder, har det ikke forhindret manden i at have en morgenrutine, de fleste af os kun kan drømme om at leve op til.

Den lyder i al sin asketiske enkelhed:

1. Tørbørst dit ansigt. Lars Findsen har i mangel af bedre gjort det med en opvaskebørste, men du kan passende finde et mere oplagt alternativ. Det kunne være den her.

2. Herefter smører du huden ind i en lugtfri kokosolie.

3. Lav strækøvelser.

4. Drik vand med saften fra en presset citron. Lars Findsen sørgede altid for at købe otte citroner: én til hver dag og så en ekstra, hvis der skulle gemme sig en dårlig.

5. Spis en håndfuld nødder, enten cashew eller afskallede mandler, da det er med til at binde citronsaftens C-vitamin bedre til kroppen.

6. Lav 50-100 armbøjninger og mavebøjninger. Det får blodet til at cirkulere rundt i kroppen.

Lars Findsen kunne gennemføre rutinen med en anklage om landsforræderi hængende over sig. Hvad er din undskyldning?

’Spionchefen – Erindringer fra celle 18’ er på gaden nu.