Min daværende kone var læge, og jeg var læge, og vi skulle være speciallæger og gøre karriere. Vi flyttede meget rundt, så børn var ikke noget, vi snakkede om.

En dag var jeg ude og klatre i Dolomitterne. Jeg var 38 år. Min makker og jeg og vores guide var kommet op på toppen, da vi blev væk fra hinanden i tågen. Jeg var alene.

Min makker og vores guide havde rebene, og jeg havde sikringerne, og det var virkelig dumt. Jeg prøvede at finde ned selv og kom ud i noget frygteligt løst underlag. På et tidspunkt løsnede et greb sig fra klippevæggen, og jeg faldt.

Jeg hang i én hånd med 800 meter luft under mig og kunne se rovfuglene kredse rundt længere nede. Mine tænder klaprede, og knæene rystede. Jeg regnede med, at nu døde jeg, men på en eller anden måde fik jeg krabbet mig op.

Selv om det var tåget, lykkedes det mig at finde de to andre, og vi fandt den officielle rute ned. Vi kørte hjem til Danmark, og lige så snart jeg kom hjem, sagde jeg til min kone:

’Vi skal have nogle børn.’

Jeg solgte min motorcykel. For man ved ikke, hvad der kan ske. Og så fik vi to børn. Det kom ret hurtigt.

Først syntes jeg, vores første datter lignede en dybhavsfisk, som var blevet trukket lidt for hurtigt op. Hun blev født i løbet af 10 minutter. Jeg syntes, hun så meget blå og slap og kedelig ud, men så foldede det hele sig ud. Og så syntes jeg, hun var det smukkeste væsen, jeg nogensinde havde set.

Kærligheden er der hele tiden. Man vil gå i døden for de børn. Også selvom de ikke har fortjent det (griner, red.).

Hvis jeg kunne gøre noget om, så skulle vi have haft børn, da jeg var yngre, for når de bliver de der 18-20 år og flytter hjemmefra, så har man alligevel nogle år, hvor man er rask og rørig.

Men på den anden side har man en vis modenhed og går ikke så nemt i panik. Man tager det ovenfra og nedefter. Vi har ikke været overpylrede som forældre. De måtte gerne klatre op i et træ og falde ned. Jeg er glad for, at jeg blev far. Det er fantastisk givende.

Mit bedste råd er: Kom i gang!